Ty Segall gav sine sko væk under energisk rockparade i Pumpehuset

I outfits, der signalerede rød som den kollektive farvekode, tøffede Ty Segall og hans musikere selv rundt på scenen og gjorde klar til koncerten, mens pausemusikken bragede løs i højtalerne. Den tilbagelænede opvarmning skabte en ganske uhøjtidelig stemning blandt de forsamlede, og aftenens mand i skysovs sludrede da også lystigt og high-fivede med de første rækker.

Således var publikum tunet ind og gjort receptive, da seancen blev skudt i gang med en gnistrende potent tretrinsraket i form af ‘Break a Guitar’, ‘Freedom’ og ‘Alta’. Hvor de to førstnævnte var voluminøse ekskursioner rige på riff og energi, optegnede sidstnævnte et mere dynamisk udtryk i en quiet/loud-balance mellem rhodes-klaver og en kværnende guitarmur.

At Pumpehuset var fyldt med hardcore fans fremgik ikke alene af de entusiastiske tilråb, men også en barok henvendelse til Segall, om ikke han ville donere sine sko (!) til en fan. En forespørgsel, han faktisk endte med at honorere til stor applaus.

Musikkens fokus blev dog ikke fjernet, og blandt koncertens højdepunkter talte ‘Love Fuzz’, der udviklede sig til hypnotiserende krautrock i form af en repeterende melodistump, den glam-snerrende frækkert ‘Squealer’ og den mere end ti minutter lange ‘Warm Hands (Freedom Returned)’, som var en frydefuld tour de force i slacker-psychedelia.

Her blev det yderligere understreget, hvor laid back koncerten var, og med hvilket afvæbnende afslappethed, Segall gik til opgaven. Halvvejs i sangen sprang han nemlig en streng på guitaren, men i stedet for at finde en reservespade frem, luntede han i stedet om bag sin forstærker og hentede et sæt nye strenge, som han ganske upåvirket gav sig til at skifte på guitaren, alt i mens bandet holdt gryderne i kog. Et optrin, som blev mødt med stor jubel, men også symboliserede Segalls øvelokale-vibe.

Til slut beklagede han de tekniske genstridigheder, inden bandet kastede sig ud ‘Sleeper’, der effektivt lukkede den energi- og fuzzfyldte rockparade. Der var nu ingen grund til undskyldninger, men den udkoksede og jam-langstrakte version var ganske symptomatisk for koncerten.

Selv om showet i momenter var meget inciterende, undgik man samtidig ikke fornemmelsen af, at Segall og hans velspillende band tilbragte en energisk aften i øveren foran et hengivent publikum. Hvilket ganske vist ikke er det værste, man kan overvære på en onsdag, men ligeså en seance, hvor man nåede et naturligt mæthedspunkt.