Bisse præsenterede sin nostalgiske fremtid til premierekoncert på nyt album

»Se frem! / bare se frem! / og prøv at se om I kan se«.

Nutiden

Bisse har allerede spillet over en time på Jazzhouse og nærmer sig slutningen af en ny begyndelse. Lyden fra ‘Se frem’ tager os i hånden og guider os ind i et rum, hvor fortiden møder fremtiden lige her, midt i nutiden. Det lyder komplekst, men lad mig forklare: Nutiden er Bisses uomtvisteligt nu-lydende lyd, der ikke gider fikserede formater, enderim og endegyldigheden i hjerte/smerte.

Hans flydende og dagbogsagtige tekster er ikke sange på den traditionelle P3-måde, men ofte midt imellem sang og recitation, melodisk skævt og egenrådigt. Nutiden er også Bisses nuværende liv præget af et personligt kunstnerisk jordskred, der over nu syv plader på to år har ført ham landet rundt i et moderne musikeventyr.

Fortiden

Og fortiden? Fortiden skvulper i rummet og har fyldt det hele aftenen. Vi har netop hørt Bisse og band fremføre hele hans nye barndomsalbum ‘19.06.87’ live (det er ude på fredag). Et album, der oftest peger nostalgisk bagud. Mod livet som den privilegerede lægesøn, der voksede op pakket ind i stabilitet og omsorg, omfavnet af sommerdage i Bjælkehuset med kastanjedyr, tid til at lege og drømme. Og drømme. Og drømme. For det forstår man, som man mærker hans sfæriske tilstedeværelse på scenen. I hans helt egen og let akavede person er Thorbjørn Radisch Bredkjær, eller Bisse, en drømmer og har altid været det. Netop derfor er der en Bisse – fordi han på et tidspunkt turde drømme sine ideer højt, skabte Bisse og sin musik.

Fremtiden

Og her mod slutningen af koncerten møder vi altså også fremtiden i to numre. I sangen ‘Se frem’, der tegner fremtidens muligheder op i tekst, og supplerer de første linjer med »se om I kan se / over / gennem alt det / der ligger i vejen for jeres lykke / fremtiden er først og fremmest / for de fremsynede/fantasifulde« over en storladen og hakkende popsang med retrokantede keys og et kæmpe omkvæd. Og fremtiden ridses endnu tydeligere op i den efterfølgende ‘Fjerne slægtninge’. Lyden på nummeret er anderledes og skiller sig ud fra resten af koncerten. Det peger mod den strammere pop, 80’erne og 90’erne blev badet i.

Paradoksalt nok åbner Bisse måske her et nyt kapitel til fremtiden ved at skue mere tilbage, sætte sine omkvæd sammen i en gennemmelodisk melodi og ved at lyde mere som Justin Vernon i flødet autotuneland end som Bisse. Det dufter af nye steder og nye ideer.

Det er især fremtiden, jeg er kommet på Jazzhouse for at holde øje med. Jeg vil gerne se ind i næste kapitel af Bisse – ikke bare næste album, for plader har vi fundet ud af, at han kan lave i stride strømme. Jeg vil se åbninger ind til det, som skal udgøre hans 2018 og fremad, når stormen fra nutiden og nyheden så småt lægger sig.

Sange der runger i alle hjørner af Danmark

Det er meget at forlange at kunne se fremtiden i en koncert. Men jeg prøver. Og i mine ører tegner Bisses fremtid mere formfuldendt og sammenhængende. Ikke fordi han ikke eksperimenterer mere på ‘19.06.87’. Det gør han, og jeg elsker hans eksperimenter. Dem vil jeg ikke være foruden. Men hans sangskrivning løfter sig.

Når sangene peger tilbage på en kunstner, der har nationalskjald glimtende i panden, som sveden melder sig, og det omhyggelige arbejde med melodi og tekst sitrer i rummet. Når sangene for alvor har den fasthed, som også ‘Drøm til min far’ har, hæver de sig fra resten af aftenen.

Modsat er det i ‘Røde kinder’ – en slags groovende afrosoul med et band ved tøjlerne, der pisker sangen fremad til den brækker over i voodoo-ceremonial postrock i et enormt klimaks. Eller på ‘Fuldt flor’, som Bisse messer flydende ud med små udbrud af humor. Ikke at humor ikke må eksistere i hans musik, men her flader teksterne, melodien og vokalens recitation ud i sin samlede sum og klæber sig fast til Bisse. Sangene bliver for svære at løsrive fra ham og hans historie til at kunne folde sig ud over mit liv, og han bliver på scenen ædt af et band, der spiller den følsomme og C.V. Jørgensen-klingende sang til perfektion.

Når Bisse var bedst på Jazzhouse, matchede han det liveband, der hele aftenen spillede organisk, dynamisk, smukt, hårdt og kolossalt. Sammen sendte de os hjem med ‘Indendørssæson’, mens dramaet og aftenen passende kulminerede i en lyd og lyseksplosion. Fremtiden for Bisse tegner sig utydeligt, men man skimter den. Måske gør han det også selv. I de bedste stunder kan man, ud af det nye album, skimte en sangskriver, der runger i alle hjørner af Danmark, både i tekst og melodi, mens han stadig kradser, river og flår i os.

Læs interview: Bisse er det modsatte af cool – »Jeg har mistet min værdighed for længst«