Bisse er det modsatte af cool

Opvokset i provinsen »superkikset med sandaler i et Roy Orbison-kopiband« har Thorbjørn Radisch Bredkjær længe følt sig yt. Det er nok derfor, at han tidligt opgav at sælge nogen noget, og han hellere vil være brandvarm end cool. Måske er det også derfor, at hans ustoppelige strøm af vildtvoksende musik overdænges med ros, og man nu kalder ham et vidunderbarn.
Bisse er det modsatte af cool
Foto: Petra Kleis/Soundvenue

Den 1. februar klokken 8:44 fortalte TV 2’s vejrvært, at dagen ville byde på overvejende gråt vejr med et par plusgrader, og at solen måske ville kigge frem enkelte steder. Så stillede han om til ’Go’ Morgen Danmark’s studie i Tivoli, hvor den jakkesætsklædte vært takkede for vejrudsigten og henvendte sig til seerne.

»Bag mig står sangeren Bisse. Han har netop vundet fem statuetter til Steppeulven, musikanmeldernes store prisuddeling, og her er han klar til at spille for jer. Han spiller sangen ‘Drøm til min far’. Værsgo, Bisse«.

Med rodet hår, karrygule jeans, rød neglelak og sort t-shirt stod Thorbjørn Radisch Bredkjær helt alene med sin spanske guitar og sang en sang om dengang, hans far fik en blodprop i hjernen.

»Du lå derude i sneen / en almindelig tirsdag aften i løbetøj / og uden mobiltelefonen / Du måtte kravle ind / med en blodprop i hjernen / i den koldeste februarnat / Jeg er så glad for, at du fandt frem«, sang han med sin karakteristiske højstemte, messende stemme.

»Tak til Bisse. Sikke et meget, meget fint nummer«, sagde værten, da der blev klippet tilbage, og han havde bevæget sig hen til et køkken, hvor en tv-kok stod og rev parmesan. »Og det hed altså ‘Drøm til min far’«.

Tre dage inden sin optræden i ’Go’ Morgen Danmark’ havde Bisse stået fem gange på scenen i Bremen Teater i København for at modtage det rekordhøje antal Steppeulv-statuetter. En af gangene havde han frejdigt sagt, at hvis der var nogen, der ville have en statuette med hjem, så måtte de bare sige til. Han var kongen. Nu stod han så der i Tivoli-studiet.

»Jeg var meget nervøs og spændt«, siger han, da jeg møder ham et par dage efter tv-optrædenen. »Der var måske 200.000 mennesker, der så det, fik jeg at vide. Bagefter var der en, der skrev: Hvis I absolut skal have musik i jeres program, kan I så ikke vælge noget rigtig musik, og ikke bare en, der står og snakker om blodpropper i hjernen, mens han klimprer på sin guitar. Det har intet med musik at gøre«.

Han griner og udstøder et lille hvin.

»Det var Jette fra Rødovre«.

Han holder en pause.

»Men det er fedt at komme ud til nye mennesker, og når man står der, skal man være god til at være i nuet. For hvis man tænker over situationen – at der er 400.000 øjne, der kigger på dig, og de vil bemærke dine fejl – så fucker det dig op som musiker og performer. Men når jeg er i nuet, så kan det regne eller storme eller sne udenfor, det er lige meget, så er jeg bare herinde«, siger han og peger på tindingen.

»I mit lille hus. Og det er det hus, jeg inviterer de hundredetusinder af seere ind i, og der kan de jo ikke være alle sammen. Men det kan jo være, at nogle af dem tager en overnatning«.

Senere på dagen mødte Bisse nogle på en tankstation, som havde set ham på tv og fortalte, at de var rørte. Det blev han glad for, men han forstår også godt Jette fra Rødovre.

»For det er jo prosaisk at synge ordene blodprop i hjernen«, siger han.

»Men når man synger på det prosaiske, så kommer det smukke i hverdagen frem. Den tirsdag aften, min far fik en blodprop, var en hverdag. For mig er livet fyldt med historier, der får mig til at tænke, at intet er givet, og at hverdagen er en illusion, som kan briste når som helst. Nu er Donald Trump blevet præsident i USA. Verden er fantastisk. En fantasi, et eventyr – man ved ikke, hvad der venter«.

bisse_petrakleis1

Nægter at lefle for nogen

Sidste år slog Bisse sit navn fast som anmelderkæledægge og voldsomt produktiv sanger og sangskriver. Han udgav ikke færre end i alt seks album i 2015 og 2016 og spillede en masse koncerter, blandt andet på Roskilde Festivals Gloria-scene. Kritikere hyldede ham, og den norske forfatter Tomas Espedal delte videoen til singlen ‘Seks hjerter’ på Facebook og skrev, at »Thorbjørn Radisch alias Bisse er en af de store i min verden, og han lever!«.

I år har Bisse planer om mindst to album, og han er booket til Heartland, NorthSide og Smukfest. Meget tyder på, at i år er året, hvor han skal nå bredere ud. For selv om den succes, Bisse har oplevet de seneste par år, ville stige mange til hovedet, så virker han selv god til at se et større perspektiv. Der er trods alt langt fra Tomas Espedal og Gloria til ’Go’ Morgen Danmark’ og P3. Det er – som han siger – fint nok, at ‘Seks hjerter’ har rundet 100.000 afspilninger på Spotify, men det er nogenlunde lige så mange afspilninger, som Gulddreng har – om dagen.

Men antallet af streams og det store folkelige gennembrud ligger ham ikke synderligt på sinde. Han nægter at lefle for nogen eller jagte hittet og berømmelsen. Der er noget mere på spil i Bisses univers. Her er det sangene, der bestemmer.

Det kan høres i hans musik, som har et stort element af uforudsigelighed og tilfældighed. For eksempel har han selv indspillet guitaren på ‘Shotgun for dig’ takt for takt, fordi han ikke var dygtig nok til at skifte akkorderne tight, og fordi der ikke var nogen venner, der lige havde tid til at komme forbi og indspille den dag.

Både lyrisk og musikalsk spøger en del af hans helte, ikke mindst C.V. Jørgensen, Nick Cave og Bob Dylan, i kulissen. Men Bisse er sin egen, og teksterne er fabulerende, rablende, poetiske og selvbiografiske – eller måske snarere autofiktive. For eksempel singlen ‘Tour de Smackdown’, der handler om, hvordan sådan en flok københavnerdrenge som ham og hans band, Bissebanden, rejser rundt på jyske spillesteder og risikerer en Skagen Smackdown (som er »sådan én, der sender dig til havs«).

Her synger han blandt andet om, at han har droppet neglelakken før en koncert på Café Von Hatten i Randers, fordi han sidste gang fik en nærdødsoplevelse af de helt store, da »Randers Crazy Daisy Boys« så sig sure på hans lange lyse lokker: »Højlands-touren er snart ovre / så skal jeg hjem og slikke mine sår / og skrive en sang om landet i det høje nord / hvor man banker folk for et godt ord / og gode ord / er jeg altid mand for«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En smilende rodebutik

Første gang, jeg mødes med Thorbjørn, er en råkold februardag på Amager. Han har bedt mig komme hjem til sin lejlighed mellem Amagerbro og Christianshavn klokken 13, men i en sms skriver han, at han først kan nå det til 14.15. Da jeg står foran hans lejlighed og ringer til ham, lyder det, som om han er på cykel, og han foreslår, at jeg går over på en nærliggende café i stedet. Her sætter jeg mig i kælderetagen, og efter lidt tid dukker han op med et stort smil. Han har de gule jeans på igen og en hyggelig mangefarvet sweater ud over en stribet skjorte.

Da jeg rækker hånden frem til håndtryk, giver han mig i stedet et kram og siger sit navn. Thorbjørn. Mens han venter på sin kaffe, samler han et par tomme kaffekopper fra nabobordet ind og går op og stiller dem på bardisken. Den kvindelige barista siger tak. Han smiler bare.

Han er en smilende rodebutik. Han taler meget og ubesværet med få øh’er og overflødige ord. Bruger ofte ordet rørende og taler en lille smule Thomas Blachman-affekteret. Og som et vandfald. Så da jeg indleder med at spørge til hans opvækst, svarer han, at den var »skøn«, og at han er i gang med at lave en barndomsplade, som skal udkomme på hans 30 års fødselsdag den 19. juni, og så snakker han om det i en halv time, indtil jeg må afbryde ham for at komme tilbage på sporet.

Han underskriver mails med navne som Bimmer, Bissebasse og Bims, og generelt virker det, som om han bruger legen som et fast element i sit udtryk og sin hverdag. Men for at forstå Bisse skal vi tilbage til Midtsjælland i 1987.

bisse_petrakleis4

Ingen kompromiser

Thorbjørn Radisch Bredkjær blev født i den lille landsby Kirke Saaby i »smørklatten mellem Roskilde og Holbæk«. Her levede han et temmelig almindeligt og trygt og lidt konservativt provinsliv i 90’erne og omkring årtusindskiftet. Hans forældre var læger, og til Thorbjørns store tilfredshed gik han ikke på privatskole, men på den lokale folkeskole, hvor han fik kammerater, der ikke var helt så heldige som ham. Han var forkælet – men »på en sund måde«, for der var ikke slik hver dag og fjernsyn på værelset, men der var altid rejser om sommeren. Så når han i august kom tilbage i skole, var han solbrændt og fyldt med friske historier fra USA, Egypten, Thailand og Indien, som han kunne underholde sine klassekammerater med.

Han var eventyrer, men også ret alene om mange ting. For eksempel om at læse Politiken og verdenslitteratur.

I dag har han på fornemmelsen, at hans forældre ikke selv læste de store værker, men de havde dem stående i reolen, og i folkeskolen læste han Lev Tolstoj, Herman Bang og Franz Kafka. Kafkas ‘Slottet’ og ‘Processen’ fik hans øjne op for, at der var en helt anden verden derude end den landsby, han kendte. Og med diskrepansen mellem Kafkas ulogiske, uhyggelige drømmeverden og den folkeskoleklasse, han følte sig parkeret i, indså han, at han levede i en illusion af tryghed.

»Den verden, jeg mødte hos Kafka, var afgørende for, at jeg i dag er kunstner«, siger han.

»Jeg skylder mine forældre tak for, at de havde ham stående – og for at de holdt Politiken, hvor jeg læste et stort interview med Nick Cave, som jeg stadig husker meget tydeligt. Min interesse for litteratur og musik har gået hånd i hånd, men altid fra lidt offpiste-agtige steder. Og det var altså svært at dele jazz, Cave og Kafka med mine jævnaldrende i 7. klasse«.

Som otteårig var han begyndt at spille trommer, men følte, at han manglede nogen at spille op ad. Der var (selvfølgelig) klaver i hjemmet, og med 88 tangenter kunne han selv spille en hel symfoni, så han skiftede hurtigt instrument.

Det, der har tiltrukket mig ved at lave kunst, er, at det er min egen verden

I Kirke Saaby var der ikke mange tilbud for en ung eventyrer med rockstjerneambitioner. Men der var en musikskole i nabobyen, så han cyklede troligt de seks kilometer sydpå, hvor den lå. Senere fik han overtalt sin skoleinspektør til, at hans Roy Orbison-kopiband, Leon and the Lovely Lions, måtte låne skolens musiklokale til at øve i.

»Jeg var egentlig superkikset. Jeg hørte jazzmusik og havde langt hår og sandaler, spillede i et Roy Orbison-kopiband og var medlem af Greenpeace«, siger han.

»Jeg var ret interesseret i politik og blev medlem af skolens miljøråd, men forlod det, fordi jeg fandt ud af, at man hele tiden skulle gå på kompromis. Det, der har tiltrukket mig ved at lave kunst, er, at det er min egen verden. Her skal man ikke gå på kompromis«.

bisse_petrakleis6

En rød klud i hovedet

Thorbjørn kom ud af gymnasiet med et gennemsnit på 11,8, og hans lægeforældre forventede, at han fluks ville lade sig indskrive på et universitet. Først blev de dog sammen enige om, at hans børneopsparing var godt investeret i et højskoleophold, så han tog til Oure på Sydfyn, hvor han var med i det første kuld på sangskriverlinjen og lærte at producere og indspille med programmer som ProTools. En ny verden åbnede sig.

»Efter det år flyttede jeg til København, og jeg kom til den erkendelse, at mit liv ikke var noget værd, hvis der ikke var musik. Intet andet sagde mig noget. Jeg ville ikke leve, hvis jeg skulle gå på universitet. Det var musik, der gav mig lyst til at stå op om morgenen«, husker han.

»Og så tog det nogle år, før jeg turde springe ud… Det lyder måske lidt dramatisk, men springe ud af skabet og turde sige til mine omgivelser – mest mine forældre – at jeg vil være musiker, nej, at jeg er musiker. Det var en rød klud i ansigtet på dem, fordi det altid har ligget i kortene, at jeg skulle have mig en universitetsuddannelse og tjene 40.000 om måneden. Der var ikke nogen i deres verden, der kunne leve af at spille musik, og de mente ikke, at jeg havde nok talent. For dem er det noget, der er for de ekstremt få talentfulde. Aretha Franklin, Michael Jackson. Så nu driller jeg dem med, at DR kalder mig et musikalsk vidunderbarn«, siger han grinende og tilføjer: »Men det er altså også meget overdrevet«.

Jeg har mistet min værdighed for længst

Thorbjørn snakker hele tiden, og ligesom hans tekster er legende og ubesværede og pjattede, virker hans tilgang til kunst legende, ubekymret og underligt frygtløs. Det er han også, for hvad skulle han have at tabe, spørger han.

»Jeg har mistet min værdighed for længst«.

Indtil for et års tid siden, hvor han begyndte at få gode anmeldelser, har han altid følt sig »yt«, så truslen om at blive smidt ud af det gode selskab preller af på ham. I begyndelsen af sine 20’ere dannede han bandet Spillemændene og oplevede for første gang succes. Mænd, der var dobbelt så gamle som ham, kom efter koncerterne over og snakkede og tog ham seriøst, og det var første gang, han opdagede, at han var god til musik.

»Det var ikke sådan, at jeg havde en fribillet til succes, men der skete noget den sommer, vi indspillede den første ep med Spillemændene, og jeg også begyndte på Konservatoriet og derfor ikke længere behøvede at arbejde som tjener«.

På Konservatoriet blev Bisse uddannet bachelor i sangskrivning, men ikke uden modstand. Da han udgav albummet ‘Happy Meal’ sidste år, vedlagde han sammen med vinylen et manifest, ‘Connie & Kunsten’, som var en kritik af skolen og en diskussion af kunstbegrebet. Som han siger, kan man uddanne sig til sanger, men ikke til kunstner.

Man vælger ikke sine fans

Anden gang vi mødes, er det i Københavns Nordvestkvarter på Vermundsgade 40, en kæmpestor seksetages fabriksbygning fra 50’erne, der i dag mest bruges af fashionable typer med Mac-computere under armen. Det er her, billederne til forsiden af magasinet Soundvenue og artiklen skal tages. Da han dukker op, spørger jeg, om han har været her før.

»Niks. Men jeg føler, at jeg er i New York«, siger han begejstret.

Han har en sort mulepose fra boghandlen Academic Books i hånden, og i den er der nogle ekstravagante smykker.

Siden vi mødtes et par uger forinden, har han været på landevejen med sin guitar og sin lydmand, og det har været dejligt, synes han. Også selv om det er hårdt med alle blikkene. Han har blandt andet optrådt i Odense, Slagelse, Vejle og Herning, og han har fået ret exceptionelle anmeldelser.

Overskriften på anmeldelsen i Vejle Amts Folkeblad lød: ’Fuldstændig fantastisk forrygende’. Og under overskriften ‘Bedste Fermaten-koncert nogensinde’, skrev Herning Folkeblad, at »rygterne om Bisses ekstreme talent viste sig at være underdrevne«. Ganske enkelt.

»Folks reaktioner er meget rørende«, siger han og kommer i tanker om noget: »Nå ja, på Badeanstalten i Slagelse var Michael Falch der. Ha! Han tilføjede mig på Facebook og skrev en sød besked om, at han var benovet over mine sange. Jeg kender ham af navn, men ikke hans musik, så det er lidt underligt. Jeg fortalte det til min mormor, og hun var meget imponeret, fordi hun har set ham i fjernsynet og sådan noget«.

Han ryster lidt på hovedet.

»Det er noget underligt noget, for man kan jo ikke vælge sine fans. Ikke et ondt ord om Michael Falch, men det var måske ikke lige ham, jeg ville vælge. Som min lydmand sagde, havde jeg haft nitte i både Birkerød og Odense, hvor henholdsvis C.V. Jørgensen og Kim Larsen bor. Til gengæld fik jeg Falchen«.

C.V. Jørgensen har været Bisses ultimative forbillede i mange år, og han har flere gange fortalt historien om, hvordan han engang – på detektivagtig vis – fandt nationalskjaldens adresse, opsøgte ham og bankede på med sin guitar på ryggen. Det endte med, at de slog en sludder af, han spillede et nummer for sit idol og gav ham sit telefonnummer. Men han har ikke ringet.

Jeg kunne godt tænke mig den røde lakbuks

Da Thorbjørn og jeg kommer op til det lokale, hvor billederne skal tages, bliver han begejstret, da han ser bøjlestativet, som er fyldt med spraglede trøjer og kjoler.

Han kaster sit tøj af og går rundt i studiet med bar røv. Så får han et par sorte læderunderbukser på og en hvid middelalderagtig skjorte, der kombineret med hans lyse lokker og stålsatte blik får ham til at ligne en prins fra en sexfantasi. Han står og stirrer i spejlet, mens en kronraget stylist med brun kasket ordner skjorten.

»Hvis du selv skulle vælge et eller andet derovre, hvor er du så?« spørger stylisten.

»Jeg kunne godt tænke mig den røde lakbuks«, siger Thorbjørn og smiler spændt. »Jeg tror, Nick Cave havde sådan nogle på, da han spillede på Orange Scene for nogle år siden«, siger han, da han klemmer numsen ned i bukserne.

Han poserer i bar mave og de røde bukser. Hans neglelak er matchende rød.

»Vi kommer nok til at skære billedet, så man ikke kan se fødderne«, siger fotografen.

»Ej, er du sikker? Det er ellers fedt med den røde neglelak«, svarer han. Han har ikke kun neglelak på fingerneglene, men også på tæerne.

Alles øjne er på Bisse. Det virker, som om han har det meget godt sådan.

bisse_petrakleis3

Du skal være ligeglad med dit ego

Bisse er blevet citeret for, at han sidste år tjente cirka 20.000 kroner. Det passer ikke helt, siger han. Hvis det skal være helt præcist, tjente han cirka 10.000 på streaming i det første halvår af 2016 og 20.000 i andet halvår. Og så tjente han godt 30.000 oveni på pladesalg.

»Men du skal tænke på, at alle de penge går til at indspille pladerne. Det er et stort, bundløst hul«.

Bekymrer det dig ikke?
»Når man lever det liv, jeg gør, bliver man ikke bekymret. Det er et vilkår, at der ikke er udsigt til noget otium. Jeg skal nok finde ud af at overleve. Men det er jo let at sige, når man ikke har familie og børn. Men når den dag kommer«, siger han og holder en pause, »så forpligter man sig over for nogle mennesker, og så kan man ikke være ligeglad med, hvor man er om et halvt år«.

Tænker du på det?
»Hvis jeg gjorde det, var jeg ikke blevet kunstner. Præmissen for at lave noget, du brænder for, men som mange er fuldstændig ligeglade med, er, at du må være ligeglad med dit ego og din fremtid. Det er en fejl, jeg synes, rigtig mange begår: Åh, nu skal jeg også holde weekend. Eller: Nu skal jeg også lige hvile stemmen. Det er for hårdt, jeg kan mærke, jeg bliver ked af det. Hvis du tænker sådan, kan du ikke skrive, så kan du ikke udleve dit liv gennem sangene. Mit liv handler om at skrive sange, og mine sange handler om at leve livet. Mine sange lever livet«.

Hvor bevidst er du om at brande Bisse som persona?
»Jeg tror kun, folk oplever det som en persona, fordi jeg tager silkekåbe og neglelak på. For mig er det en fejring af livet«. 

Jeg ser mig jo ikke som et brand

Men hvis man vil overleve som kunstner i 2017, er man nødt til at markedsføre sig – som et slags brand. Beyoncé styrer for eksempel al kommunikation og selviscenesættelse benhårdt over sociale medier og er holdt helt op med at give interview. Hvad tænker du om det?
»Ikke rigtigt noget«, siger han og griner lidt.

»Jeg ser mig jo ikke som et brand. Hvis jeg får lyst til at poste et billede af jordskokker, som jeg synes er grineren, så gør jeg det. Hvis man er et brand, så har man en stil – en ramme, noget man står for. Jeg har ikke noget, jeg står for. Jeg er bare et vidne til verden. Jeg beretter om det, jeg ser og min færd gennem landet og verden og livet. For mig er det sådan, man er kunstner. Hvis man er et brand, sælger man noget. Jeg er ikke interesseret i at sælge mit syn på verden, jeg er interesseret i at dele det. Hvis nogen vil tjene penge på, at jeg deler det med dem, skal de være velkomne«.

Hvad tænker du, at Bisse skal kunne visuelt?
»Åbne folks øjne, ligesom de også meget gerne skulle åbne deres ører for at høre min musik. Eksplosive farver og underlige former i tøjet er vildt fedt. Det skal være dramatisk. Jeg kan ikke lide at tage noget tøj på og være cool. Man skal være det modsatte af cool. Man skal være brandvarm«.

Er der en forskel på Bisse og Thorbjørn?
»Nej, men alle, der har prøvet det, ved, hvor dramatisk det er at stille sig op på en scene og have en masse mennesker, der står og kigger på én. Du kan ikke undgå den der følelse af patos. Så det er klart, at når jeg stiller mig op på den scene, så er jeg ikke længere, som jeg er, når jeg sidder ved middagsbordet og snakker med min familie. Så lytter jeg ikke længere, så er jeg den store fortæller eller performer. Men jeg er ikke en karakter, som skal gøre nogle bestemte ting.

Når det er sagt, er der stadig nogle ritualer. Jeg kan godt lide at have rød neglelak og læbestift på. Jeg kan godt lide at gøre noget ud af mig selv, i virkeligheden måske for ikke at være mig selv, for det er man alligevel ikke. Det er en illusion, når der er folk, som prøver at være ærlige eller sig selv. Det tror jeg ikke på, at der er noget, der hedder, og mindst af alt når du står på en scene. Så kan du ikke mærke dig selv længere. Så er du noget i kraft af musikken og sangene. Så er det dem, der er«.

Er der også en provokation i neglelakken?
»Nej, ikke for mig. Men det er, ligesom når man har sex, at det er frækt at gå til kanten – og lidt ud over den – og skubbe til folks forventninger og comfort zone for at få dem ind i nyt, ukendt land, hvor de åbner sig. Det er meget det, en koncert handler om: At man som kunstner åbner op, og hvis man gør det, så tror jeg også, at publikum åbner sig op«.

bisse_petrakleis11

Ikke så god til toner

Bisse indspiller for tiden to album, et nyt dødsalbum i forlængelse af ’Højlandet’ og et barndomsalbum, og så optræder han altså i weekenderne. Men det, han holder mest af ved at være Bisse, er at skrive sange.

»Det er der, jeg er fri. Der er jeg i min fantasis vold, og det er virkelig berusende«.

Derfra og til indspilningen gennemgår han kriser, hvor han overvejer, om sangen overhovedet er god, hvordan den fungerer i sammenhængen, og om han burde bruge et andet kor eller en anden bas eller nogle andre trommer.

»En sang kan tage sig ud på mange måder. Man giver den forskelligt tøj på, og der er ikke kun ét sæt, der passer. Den bevidsthed kan gøre det svært at lukke en sang. Så kommer jeg i tvivl, om det er for kedeligt, og om jeg skal give den lidt vildere tøj på. Og så fortaber al den ømhed og sårbarhed, sangen før havde, sig i de spraglede jakkesæt og frynserne og skulderpuderne«.

Bisse bilder sig ikke ind, at han nogensinde gør noget færdigt, for man kan altid gøre noget andet.

»Men man når et punkt, hvor det bliver petitesser, man sidder og nørkler med, og det er livet for kort til«, siger han og citerer maleren Philip Guston (selv om citatet vist oprindeligt tilhører Leonardo da Vinci) for, at man aldrig færdiggør et kunstværk, man efterlader det.

»Man skal være gavmild med sine sange. Man skal ikke sidde og fedtspille og betragte dem som små skatte, man har fundet, som man skal værne om. De skal ud i verden og klare sig selv, og hvis de ikke kan det, så var de nok ikke så gode«, siger han og tilføjer, at Bob Dylan har det på samme måde: Han skriver også sange, som ikke altid får den heldigste produktion, men det gør ikke noget, for hvis man går for meget op i form, så glemmer man »det bankende hjerte i musikken«.

Man skal være gavmild med sine sange

Jeg spørger ham, hvordan han så har det med Frank Ocean, som ventede fire år, før han omsider udgav sit andet album, det ekstremt gennemarbejde ‘Blonde’. Er Frank Ocean nærig med sit talent eller sine sange?

»Nej. Overhovedet ikke«, svarer han. »Men han skriver nogle helt andre sange end mig. For mig handler det om at sætte ord og musik sammen, og når jeg har gjort det, må der ikke gå for lang tid, før sangene ligger færdige. Kernen for mig ligger i ordene, og selv om Frank Ocean skriver nogle fede linjer, og der er noget på spil, så handler det for ham først og fremmest om vokalen og musikken. Når jeg synger mine sange, handler det mere om at være til stede som en skuespiller, der fremfører sin historie, end at ramme nogle toner. Toner er jeg ikke særlig god til«, siger han.

Når man som Bisse har skrevet flere hundrede sange, begynder man at sætte sig spor og lave mønstre. Det er farligt. Derfor er det vigtigt for ham, at han konstant udfordrer sine sange. For eksempel er der to trommeslagere på det ene af de to kommende album, og han har også en drøm om et efterskolekor og en konceptplade om whistlebloweren Chelsea Manning og om at gå i studiet helt uden materiale og se, hvad der kommer ud af det.

Men samtidig tillader han sig selv at forelske sig i et måske banalt billede, og så betyder musikken mindre. Så kan han ikke tage sig af, at det bliver en rundgang fra G-dur til E-mol til C-dur, og at viben bliver lidt »Arcade Fire-indie-kedelig«.

»Jeg er nødt til at forfølge billedet og forelskelsen, for ellers føler jeg, at jeg kommer til at fedtspille«, siger han.

Bisse tror slet ikke på, at kunst kan blive triviel rutine, så længe kunstneren sørger for altid lidenskabeligt at være i det.

»Det handler om at tillade sig at lege«, siger han. »At turde sætte sig fri i legen. Hvis du falder tilbage i rutinen, er det ikke længere leg, så er det en gentagelse. Det er deri, man undgår at gentage sig selv: Ved at tillade sig at blive opslugt af materialet, billederne, musikken, legen«.

Bisse spiller på en stribe af sommerens festivaler – blandt andet NorthSide i denne weekend. Han planlægger at udgive to nye album i år.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af