Destroyer skifter igen musikalsk ham – på ‘Ken’ får vi Dan Bejar i en mere tæmmet udgave
Der er ikke to Destroyer-album, der for alvor minder om hinanden. Alligevel er det som om det i stigende grad er en selvstændig pointe for Dan Bejar – den krøllede hjerne, der gemmer sig bag det trash metal-lydende alias – at hver udgivelse skal markere et kreativt ground zero, en total reformulering af bandets æstetik.
Destroyer (der trækker tråde helt tilbage til 90’erne) har fra og med 2011-gennembruddet ’Kaputt’ – der på fænomenal deadpan-vis falbød de svale toner af yacht-pop og Roxy Music i 80’erne – skiftet ham i iøjnefaldende grad for hver ny udgivelse. ’Poison Season’, den ambitiøse efterfølger fra 2015, gjorde sig i kammermusikalske arrangementer med en rekurs til både avant-jazz og Bruce Springsteens heartland rock.
I denne ombæring markerer Bejar en tydelig affinitet for britisk musik fra 80’erne med klare new wave-reminiscenser. Det være sig New Order – der er meget tydelige nik til Peter Hooks arketypiske baslyd på for eksempel singleudspillet, den mere end glimrende ’Tinseltown Swimming in Blood’, og den mere glampop-fyrige knaldperle ’In the Morning’ – men man kan også høre et ekko af alt fra The Cure over The Blue Nile til The Teardrop Explodes.
Man noterer sig også et tydeligt, men velkomment nik til Bejars egne powerpop-ekskursioner i all-star-projektet The New Pornographers på ’Cover From the Sun’. Det kompakte to-til-tre-minutters-format, som Bejar dyrker på store dele af ’Ken’, klæder virkelig Destroyer. Når melodien er stærk nok til at bære den no bullshit-tilgang, vel og mærke.
Dan Bejar har så godt som altid betjent sig af synths i sin musik, men på ’Ken’ fremstår de væsentlig mere hårde i kanten, mere mørkt konfronterende, og de er i høj grad bestemmende for den retning, disse 11 sange udstikker, og de drejninger, sangene foretager undervejs.
Brugen af et mere direkte synthbåret univers suppleres af skærende og distortede guitarlyde, der trækker på en shoegaze-inspiration og måske den form for glampoppet attak, som 90’er-britpoparistokraterne Suede excellerede i (’Ken’ er opkaldt efter den angivede arbejdstitel på Suedes store sturm-und-drang-ballade ’The Wild Ones’).
Lidt for ofte opstår der en sær afstand mellem de to virkemidler – guitar og synths – som var der tale om to fremmedelementer, der kredser om hinanden og optager hinandens energi og rum, men ikke rigtig befrugtes ved sammenstødene. Den lettere house-inspirerede (!) slutskæring ’La Regle du Jou’ kulminerer for eksempel med en skærende guitarsolo, der er circa ligeså velkommen som en langvarig knæskade er det for en fodboldspiller.
Den (intenderede?) stilforvirring forplanter sig til sangskrivningen på albummets sidste halvdel, der både mangler noget af den æstetisk (herunder melodisk) afklarede vision, der prægede mesterværket ’Kaputt’ og den musikalske nysgerrighed og grænseafsøgning, der kendetegnede den mere vanskelige efterfølger ’Poison Season’. Sange som ’Rome’ og ’Sometimes in the World’ rykker sig ikke rigtig ud af stedet på trods af, at de er forholdsvis simple i deres eksekvering. Der mangler simpelthen suset fra en mindeværdig melodi, et lysende lyrisk indfald, you name it.
Bejar har også skåret dramatisk ned på mængden af ord. Problemet – eller charmen, afhængig af øjnene der ser – er så, at Bejar langt fra er mindre kryptisk af den grund. For hvad sker der, når Bejar skærer ind til benet? Ja, hvis man nærstuderer de godt 65 ord, der udgør den samlede tekst til ’Cover From the Sun’, bliver man formentlig ikke rigtig klogere på andet end sin egen forvirring over, hvad præcis det er, Bejar forsøger at udtrykke (andet end at lire en mængde populærkulturelle referencer af: ’Sheila Take a Bow’ med The Smiths, 90’er-slasherfilm-fænomenet ’I Know What You Did Last Summer’, Che Guevara, Shakespeare).
Heldigvis er Bejar leveringsdygtig i oneliners, der fortjener betegnelsen ikke så meget fordi de kommunikerer en klar idé eller nailer en situation, men fordi de i al deres bizarre og/eller henkastede elegance simpelthen lyder pragtfulde i sammenhængen. Alene i de to korte åbningsvers på første skæring, ’Sky’s Grey’, synger Bejar med sin uforlignelige sardoniske croon linjer som »Give up acting? Fuck no! I’m just starting to get the good parts« og »The groom is in the gutter, and the bride just pissed herself«.
Ergo, man smiler uundgåeligt, selv om (eller måske fordi?) den større sammenhæng fortoner sig. Det forholder sig nu en gang sådan, at der altid er tåget i Destroyer-land.
Bejar er sig naturligvis bevidst, at hans livsprojekt har bevist sin langtidsholdbarhed, og derfor er det nok med en vis drilsk ironi, at han synger linjerne »bands sing their songs and then disappear« på ’In the Morning’. Linjen får mig uundgåeligt til at tænke på Mercury Rev-mesterværket ’Deserters’ Songs’ fra 1998, hvis sang ’Holes’ byder på de beslægtede linjer: »Bands, those funny little plans, that never work quite right«.
På mange måder er dét den ideelle beskrivelse af Destroyer, bare med den ekstra krølle, at magien i tilfældet Destroyer ofte indtræffer netop i de øjeblikke, der tilsyneladende ikke rigtig fungerer, eller i hvert fald ikke burde gøre det.
’Ken’ er i den optik en mere fattet og håndterlig version af Destroyer, og derfor er magien også af en mere tæmmet variation. Man savner det elektriske stød fra den virkelig overraskende detalje, den virkelig interessante vinkling. Det skyldes i sagens natur kun, at man er så forvænt.
Kort sagt:
’Ken’ præsenterer en mere tæmmet og håndterlig udgave af Dan Bejars enmandsband Destroyer. Med udgangspunkt i en new wave-electropop-inspireret produktion og kortere sange kaster Bejar stadig (herligt) forvirrende skygger over sine sange med en lyrik, der nægter at bøje af efter basale konventioner. Sammenstødet mellem en synthpoppet overfladebehandling, kryptisk lyrik og en spjættende, overstyret guitarlyd er dog noget uskøn. Som værk er ’Ken’ – trods klare højdepunkter – uegal set i forhold til den gennemførte æstetiske vinkling på 2011-mesterværket ’Kaputt’.