’Imperial phase’ er et term, der beskriver, når en kunstner på én og samme tid befinder sig i sin kreative og kommercielle storhedstid. Termen blev opfundet af Neil Tennant fra The Pet Shop Boys og er blevet brugt til at beskrive blandt andet The Beatles i slutningen af 60’erne og Michael Jackson i slutningen af 80’erne.
Efter alt at dømme befinder vi os i Kendrick Lamars ’imperial phase.’ Hans seneste tre album har solgt mere end de flest popkunstneres, mens de også har fået flere stjerner end de (andre) største anmelder-darlings.
Derfor er det værd at lytte godt efter, når rapperen åbner munden for at beskrive, hvad han selv ser som sine stærkeste øjeblikke. Hvilket han gjorde tidligere på ugen i et interview med magasinet i-D.
Her fortalte Kendrick, at sangen ’Fear’ fra hans seneste album ’Damn’ efter hans egen mening rummer de bedste vers, han til dato har skrevet.
Men hvad kan både sangen og selve valget lære os om Kendrick Lamar?
1. Kendrick er en af hiphoppens mest innovative historiefortællere
Alle Kendrick album har været helstøbte oplevelser, der fortæller en historie fra ende til anden. Derfor overrasker det ikke, at Kendricks egne yndlingsvers er historiefortælling i sin fineste form.
Sangen er blevet sammenlignet med filmen ’Moonlight,’ fordi begge følger en karakter i tre stadier af livet – som barn, teenager og voksen. Mens filmen handler om karakteren Chirons coming-of-age-historie, fortæller Kendrick via ’Fear’s tre vers om de ting, han frygtede, da han var henholdsvis syv, 17 og 27 år.
Som syvårig hører han konstant sine forældres trusler, der skal holde ham på dydens sti. I en alder af 17 er det nabolagets hårde eksistenser og brutale politibetjente, der kan lede ham til en tidlig grav. Og som 27-årig frygter han for, at hans rigdom og berømmelse forsvinder.
Historiefortælling er nærmest en subdisciplin inden for hiphop med sine egne sværvægtere som Slick Rick, Ghostface Killah og Ice Cube. Men Kendrick er i en klasse for sig, fordi han evner at fortælle en historie, der går langt uden om normale
fortællestrukturer. Ligesom på ’Fear’, hvor han bruger forældrenes trusler og egne dødsnære tanker til at fremkalde et billede af sit liv. Det fremstår klart, virkeligt og ærligt, men samtidig nyskabende. Og det siger en del om Kendricks fokus og tilgang til at skrive sange, at han vælger netop dette som sine hidtil bedste vers.
2. Kendrick er kunstner, før han er rapper
»For mig kan hiphop handle om to ting: Det er en sport og noget, du kan connecte til. (…) Jeg har både et konkurrencegen og en trang til at tale om noget, der er ægte«.
Sådan lyder det, når Kendrick Lamar i interviewet med i-D beskriver sine to tilgange til at lave hiphop. Det kan være ligesom at spille en kontaktsport, hvor det handler om at udkonkurrere andre rappere ved at være den dygtigste – den med det bedste flow, de bedste linjer og den mest imponerende teknik. Men det kan også handle om at lave noget ægte, som folk kan relatere til og siger noget om menneskets grundvilkår. Den ene tilgang handler om at imponere, den anden om at røre folk.
Med valget af ’Fear’-versene som det ypperste, han har skrevet, viser Kendrick, at det er sidstnævnte, der er det vigtigste for ham. Versene er nemlig ukarakteristisk ’simple’ på den måde, at de er fri for tomme og ligegyldige ordspil, ligesom flowet også er lettere at følge end normalt. Han undlader at gå op i det der ekstra gear, som vi ved, han har.
Dermed ikke sagt at versene er dovne. De er stopfyldt med interne referencer til hans egen historie og albummet, de optræder på, ligesom de er mesterlige i den måde, de fortæller en engagerende og underspillet historie. Med vægt på historie frem for blær.
3. Kendrick er drevet af frygt – eller er han?
På ethvert Kendrick-album er der et slags opsamlingsnummer, der fanger alle albummets temaer og fletter dem sammen. På ’good kid, M.A.A.D. City’ var det ’Sing About Me, Im Dying of Thirst,’på ’To Pimp a Butterfly’ var det ’The Blacker the Berry’, og på ’Damn’ er det ’Fear’.
’Damn’ er et komplekst værk, der, som titlen antyder, forsøger at finde ud af, hvad der har fordømt menneskets skæbne og gør livet ubærligt. En af de gennemgående teser er, at mennesket er ulykkeligt, fordi det har forbrudt sig mod Gud gennem ondskab og svaghed.
Ifølge Kendricks fætter Carl, som medvirker i et par voicemails først og sidst i ’Fear,’ skal Kendrick og menneskeheden derfor vende sig mod religionen for at få frelse.
Det er uklart, om det virker. Men ’Fear’ giver en slags frelse med sit klarsyn og gennemgang af albummets øvrige temaer, der i sangens sidste vers bliver flettet sammen linje for linje for så at konkludere, at roden til Kendricks ulykke er frygt. Frygten for at miste den, han elsker, frygten for at miste sin ydmyghed, og frygten for at tabe sig selv til svaghed og ondskab. Samtidig anerkender han, at frygten har fulgt ham hele livet og måske også gjort ham til den, han er.
Som Kendrick selv runder nummeret af med:
»Within fourteen tracks, carried out over wax / wonderin’ if I’m living through fear og livin’ through rap«.
En anden del af frelsen består også i, at Kendrick har lavet et af sine bedste sange om det, der lænker ham mest som menneske. Og gennem ham kan vi andre få aflad for vores angst. I syv minutter og 41 sekunder af gangen.