I det seneste afsnit af Standard, Soundvenues hiphop-podcast talte jeg, min medvært Mads Viktor og vores gæst Emil Oscar (aka EE) om, at en ny bølge af satire-rap er skyllet ind over landet. Det er især hiphoppens udvikling mod hård gaderap, der har dannet grobund for den nye satire – og der er nok ingen, der så skarpt og alligevel medfølende portrætterer hiphop- og indvandrerkultur som Gigis.
Den nye video til ’Abdi Musti Ali’ (der udkom i fredags) er et godt eksempel på, hvad der gør gruppen unik. For hvor hiphop-satire tit nøjes med at grine lidt af genrens største klicheer, har Gigis altid en god portion medfølelse og, ja, kærlighed for sine karakterer. Det serveres desuden også i gaderap-genrens foretrukne lyd: Der sang-rappes over et afrobeat-track af producerstjernen Kewan (blandt andet manden bag ’C’est La Vie’.)
Før har satire-rapperne hyldet den ene lærer, der var forstående i skolen (’Gertrud’) og Nørrebro-buslinjen 5A (’Ali’s 5A Freestyle’). Nu er det selve karaktererne Abdi, Musti og Ali, der er i fokus. Og det fører faktisk til Gigis mindst satire-agtige sang indtil videre – for nummerets budskab om, at de tre drenge ikke skal lade dem, der ikke tror på dem, sige ‘hvad sagde vi’, føles mest af alt som et reelt råd.
Hiphop har en lang tradition for de her storebrors-agtige, motiverende tekster, der handler om at holde hovedet højt – fra Biggies ’Sky Is the Limit’ til Tupacs ’Keep Ya Head Up’. Eller sidste vers på Gillis ’Orale’, der handler om, at man skal blive i skolen og bruge hovedet. På Gigis’ ’Abdi Must Ali’ skriver gruppen sig snarere ind i dén tradition end rendyrket satire.
(Jep, jeg sammenlignede lige Gigis med Tupac og Biggie).
Hør meget mere om satire-rap i Standard via iTunes HER.
Læs også: En bølge af dansk satire-rap er over os – men hvorfor sker det lige nu?