Khalids debutalbum er som en dagbog fra Snapchat-generationen

Den 19-årige sanger Khalid Legend Robinson er, siden han sidste år debuterede med sin første single, blevet kaldt ting som en r’n’b-sensation og stemme for Snapchat- og Instagram-generationen. Det sidste er egentlig mest sigende for Khalids debutalbum, der med den mindst lige så sigende titel kredser om, ja, at være en ung amerikaner i 2017, der stadig bor hjemme hos forældrene i El Paso, Texas og drømmer sig væk fra sin døsige hjemby og mod større drømme via de sociale medier.

At det er den moderne teenagefortælling snarere end r’n’b-lyden, der er værd at fremhæve, skyldes, at Khalids musikalske univers egentlig er langt fra tidens r’n’b-tendenser – både den kølige, trap-futuristiske r’n’b, der dominerer på de amerikanske hitlister i øjeblikket, men også den mere indadskuende og eksperimenterende slags.

Det giver ikke mening at sammenligne Khalid med en Frank, Tyler, Sampha eller The Weeknd, hvad han ellers er blevet. Hans lyd er langt mere umiddelbar, (radio)poppet og til tider med nærmest discolydende referencer i varme synthesizere, akustisk guitar, fingerknips og den dybe, soulede vokal. Hans ballader lyder derimod næsten som noget, der er skrevet til en mere grandios popkunstner som Sam Smith.

’American Teen’s højdepunkter indfinder sig, når den poppede storladenhed nedtones en anelse til fordel for en mere voksen lyd og tekster, der er knap så fikserede på den amerikanske teenageoplevelse. Gennembrudshittet ’Location’ fra sidste år er stadig et glimrende nummer med sin sensuelle, elektroniske soullyd og Khalids fortælling om en pige, han kæmper for at få til at sende sin lokation, så de kan hænge ud. Et moderne ’problem’, der er gendekendeligt uden at spille for meget på det.

På samme måde klæder det Khalid, når det funklende popunivers får et skud bittersød melankoli. På et nummer som ’Let’s Go’ går Khalid næsten i fodsporene på den førnævnte Sampha med et natteblåt, forvrænget discobeat, ligesom den hornfyldte ’Winter’ og ’Coaster’, der kredser om et ømt hjerte efter et brud, begge har en tyngde, der giver et dejlig realistik indblik i, at det hele sgu heller ikke er så rosenrødt, selv om man er teenager.

Ungdommeligheden bliver nemlig til tider lidt for sukkersød i sin ’vi’-mentalitet. Et nummer som ’8TEEN’ virker for naivt med sit »Let’s do all the stupid shit that young kids do«-omkvæd, hvor sangeren spekulerer på, om mor mon bliver sur over, at bilen lugter af hash efter en vild aften ude – men pyt, Khalid er »still 18 and live with my parents«. Det lyder som et lidt for cute manuskript til en amerikansk ungdomsfilm, hvor hver dag er en bekymringsfri, hashtåget fest.

På samme måde går der nærmest Wiz Khalifa’sk ’Young, Wild & Free’ i den på ’Young Dumb and Broke’ (næppe et tilfælde) med et lallende hook og, igen, lidt for klichéfyldte teenagetekster om at være skæv og blæse på ansvar, for »where’s the fun in commitment when we have all our life to live?«, som Khalid åh-så-ungt spekulerer.

Over 15 numre bliver dét billede lidt for repetitivt. Eller også er jeg bare blevet for gammel.

---

Kort sagt:
Khalids debutalbum er fuld af charmerende teenagefortællinger fra USA anno 2017, men naiviteten fylder til tider lidt for meget i de polerede r’n’b-popproduktioner og ungdommelige tekster. Khalid er uden tvivl talentfuld, men det bliver interessant at se, hvor karrieren bærer ham hen, når han ikke er 19 år længere og knap så fikseret på at beskrive en bekymringsfri teenagevirkelighed indhyllet i et kækt Snapchat-filter.

Læs også: R’n’b-kometen Khalid giver koncert i Danmark for første gang