KOMMENTAR. En såkaldt ’mandefri’ festival bliver en realitet i sommeren 2018. Ideen til Statement Festival opstod kort tid efter sommerens Bråvalla (Sveriges svar på Roskilde Festival), da den populære festivals arrangører valgte at aflyse næste års udgave oven på dette års mange anmeldelser af voldtægter og seksuelle overgreb.
I kølvandet på episoden luftede den svenske komiker og feminist, Emma Knyckare, ideen om at skabe en festival, hvor mænd ville blive nægtet adgang. Der blev hurtigt lavet en kickstarter, og i sidste uge, tre dage inden indsamlingens tidsfrist, blev målet nået med 500.000 svenske kroner. Den halve million var festivalens mål for at gå videre med projektet, og indsamlingen sluttede med 533.120 svenske kroner.
Separatistiske tiltag er ikke et nyt fænomen. Det ses både inden for virksomhedsverdenen, kunstverdenen og eventverdenen. I Danmark har vi kønsseparatistiske kunstnerkollektiver som Kapow Collective, religionsseparatistiske aktivistkollektiver som Sabaah, og mange, mange flere separatistiske fællesskaber, hvor en bestemt gruppe udelukkes på baggrund af køn, race eller seksuel orientering. Men det er første gang, der laves en kønsseparatistisk musikfestival på så stort et niveau – i hvert fald her i norden.
Statement Festivals koncept lyder jo dejligt, nærmest utopisk: En festival uden seksuelle krænkelser, giftig machokultur og voldtægter. Festivalen skal være et safe space for kvinder og kønsminoriteter, hvor de kan samles om musikken uden faren for krænkelser. Det lyder jo næsten som opskriften på succes. Men det stiller også spørgsmålet: Er separatisme måden at ændre en usund kultur på?
Der skal trækkes helt klare linjer op
Den oprindelige idé var en festival for kvinder, uden mænd. Nu er linjerne blevet visket lidt ud, så Statement Festival imødekommer kvinder, transpersoner og non-binære.
Festivalens styrke er åbenlys: En festival uden cis-mænd vil også betyde en festival med væsentligt færre (hvis overhovedet nogen) seksuelle overgreb og krænkelser. Men svaghederne er også mange.
For det første er der selve logistikken. Hvordan har man tænkt sig at sikre, at ingen cis-mænd kommer ind på festivalpladsen? Tjekker man pas? Skal man kunne bevise, at man er transperson, hvis man som transmand vil med?
Hvordan undgår man at trække linjerne ekstremt skarpt op mellem de to binære køn, og hvordan undgår man, at det bliver opfattet som en krigserklæring på mandekønnet? Burde problematikken måske blive taget op i et fællesskab af både kvinder, mænd og andre kønsminoriteter, hvis målet man arbejder hen imod er en ændring i voldtægtskulturen?
Statement Festival har allerede jokket i spinaten, da de udtalte, at transkønnede mænd var velkomne på deres mandefri festival. Det fik flere grupper for transrettigheder til tasterne, og det åbenlyse spørgsmål blev stillet: Er transmænd ikke rigtige mænd i Statement Festivals øjne?
Transkønnede mænd er velkomne på festivalen, fordi de ved, hvad det vil sige at være undertrykt, var Statement Festivals offentlige svar hertil.
Men hvad så med andre grupperinger af undertrykte mænd – homo- og biseksuelle mænd, ikke-hvide mænd? Hvorfor er de ikke velkomne? Statement Festival skal passe på, at projektet ikke bliver diskriminerende i sin kamp mod diskriminationen. Og de skal passe på ikke at begå den fejl, som den vestlige feminisme alt for ofte begår: Blindhed og manglende inklusion af transpersoner i deres aktivisme.
Statement Festival er ikke lavet ud fra had mod mænd
Seperatistiske tiltag kan være nødvendige og enormt befriende for mange. Det er derfor vigtigt at huske på, at tiltaget om en ‘mandefri’ festival ikke er et angreb på mænd, men et forsøg på at skabe en arena, hvor kvinder og kønsminoriteter kan slå sig løs, drikke sig fulde, danse, feste – og samtidig føle sig trygge.
Vi kan alle blive enige om, at dette burde være muligt på samtlige festivaller. Men sådan er det desværre ikke, og derfor er initiativet om at skabe et safe space for marginaliserede køn lige i øjet.
Statement Festival påstår ikke, at dette er en måde at skabe ligestilling, eller at initiativet vil stoppe seksuelle overgreb på fremtidige festivaller. Men initiativet kan være med til at sætte fokus på, hvor stort problemet med seksuelle overgreb er og måske påpege, at det netop er cis-mænd, som oftest gør festivaler usikre for kvinder og kønsminoriteter.
Festivalen vil bidrage til et miljø, der arbejder for at styrke disse minoriteter, og jeg tror, at mange hungrer efter et rum, som ikke tillader macho-opførsel, og som forstår at promovere et trygt rum for femme-identificerede. At festivalen har formået at samle en startkapital på over 533.000 svenske kroner ind på under en måned kunne i hvert fald tyde på, at rigtig mange svenskere er svært begejstrede over ideen.
Den umiddelbare offentlige kritik har handlet om, hvorvidt det er sexistisk at udelukke et helt køn fra en begivenhed. Men denne kritik er ikke super konstruktiv, da festivalen netop opstår som en reaktion på den manglende sikkerhed for kvinder og ikke ud fra et had mod mænd. Hvis festivaller var lige sikre for alle køn, ville behovet for en separatistisk festival ikke være der.
Statement Festival skal være et skridt på vejen i kampen mod seksuelle overgreb
En anden udfordring er, hvordan man laver en festival for og af kvinder uden at stadfæste gængse stereotyper om, hvad en kvinde er. Hvis festivalen er et feministisk projekt, må det nødvendigvis også handle om normkritik og udfordring af den gængse opfattelse af, hvad en kvinde og en mand er.
Dette er betændte emner, hvor man fra Statement Festivals side skal være ekstra påpasselig for ikke at træde nogle over tæerne. Her er det specielt transpersoner, nonbinære og personer med flydende kønsidentiteter, som man skal være opmærksom på at favne, men også cis-kvinder som ikke nødvendigvis lever op til det stereotype femininitetsideal. Det ville være enormt forfriskende, hvis det bliver en festival, hvor der er noget til alle – ikke kun dem som elsker kjoler, glimmer og popmusik.
Statement Festival har en del problematikker, de skal adressere, hvis den ellers utopisk-lydende festival skal være så inkluderende og antidiskriminerende, som man kunne håbe på. Og så må og skal festivalen stoppe med at benytte sig af brandet ‘mandefri’ festival, hvis de har tænkt sig at inkludere trans-mænd i festivalen.
Alt i alt er det er møghamrende fedt, at Statement Festival vil at skabe et frirum for marginaliserede køn. Det kommer nok ikke til at fjerne alle seksuelle overgreb fra fremtidige festivaler, men det har sat overgrebene på dagsordenen. Og det har værdi i sig selv.
Lad os håbe, at det bliver et skridt på vejen i samtalen og kampen mod seksuelle overgreb. Lad os håbe, at festivalen bliver an arena, hvor alle kønsminoriteter føler sig trygge. Og lad os så for pokker håbe, at festivalen ikke forstærker gængse ideer om, hvad det vil sige at være kvinde.
Lykkes Emma Knyckare med det, kan Statement Festival måske ændre, hvordan vi ser på separatistiske tiltag i fremtiden, hvad end det omhandler køn, race eller seksualitetsproblematikker.