Unikke vokaler løfter den caribiske flirt på danske Veras debut-ep
En klagende saxofon maner tusmørket frem over den danske provins. Sådan lukkede og slukkede mangt en episode af ‘Rejseholdet’, der definerede dansk tv-drama på kanten af det nye årtusinde. Noget nær en tidsalder siden, men ikke desto mindre en afgørende inspirationskilde på debut-ep’en fra en af landets fremmeste unge producere her i 2017.
Vera, aka 26-årige William Asingh, går genremæssigt ganske skamløst til værks på ‘Good Job, No Conversation’, hvor han parrer de trendy tropiske og elektroniske klange fra producerjobbet for navne som Liss og Off Bloom med en forkærlighed for akustiske salsarytmer a la Buena Vista Social Club og, ja, den tvivlsomme loungemusik fra millenium-klenodier som førnævnte ‘Rejseholdet’ og ‘Taxa’.
Det er dog snarere reglen end undtagelsen, at den elektroniske pop her til lands flirter med en kitschet og nostalgisk æstetik – tænk blot på Sjæl I Flammers dirrende keyboards og småfalske stemmeføring, Barselonas skramlede inderlighed og Gents’ pastelfarvede synthmelodier. Når Vera skiller sig ud, skyldes det snarere hans indiskutable evner som producer og de unikke vokaler, der pryder ep’ens syv sange.
Her er grundlæggende rart at være; den sensuelle saxofon, de diskrete, vuggende synths, den akustiske guitarklimpren og den pirkende percussion trakterer sin lytter med en enkeltbillet til det caribiske øhav, og det er altså ikke helt skidt, når kalenderen siger gravkammermørk december herhjemme. ‘Mystery’ lyder lidt som en upbeat version af Michael Jacksons tropiske flirt fra ‘Bad’-æraen, ’Liberian Girl’, imens koklokke og smægtende guitarlicks forfører på ‘Nobody Else’ og ‘Falling’. Selv James Blakes kølige tristesse forvandles til varmblodig, guitarbaseret salsa på et veludført cover af ‘Life Round Here’ (komplet med fransk speak og caféstøj).
Det kunne hurtigt blive for harmløst, hvis Erann DD havde stået for vokalafdelingen, men Vera har forstået at kontrastere de behagelige produktioner med et unikt, androgynt og tilmed anonymt stemmebånd. Den ubestemmelige vokal, der har en del tilfælles med både Rhye-sangeren Milosh og Sade, tilfører ep’en en smagfuld mystik. Også norske Okay Kaya, der på ‘Falling’ bidrager med intime linjer på modersmålet, matcher paradoksalt nok Veras univers perfekt, da hun med sin rå skandinaviske kølighed som udgangspunkt er et fremmedelement her.
Mindst stimulerende er den glatte dansepartner ‘Love Hurts’, der med et sfærisk synthtema og banale klaverakkorder peger unødvendigt meget imod Moby anno årtusindskiftet. Måske en provokation fra den uden tvivl selvbevidste Veras side, men i sidste ende en understregning af, hvor hans solomateriale for alvor rykker.
Kort sagt:
På sin debut-ep som soloartist parrer danske Vera de trendy tropiske og elektroniske klange fra producerjobbet for navne som Liss og Off Bloom med en forkærlighed for salsarytmer a la Buena Vista Social Club og den tvivlsomme loungemusik fra millenium-klenodier som ‘Rejseholdet’ og ‘Taxa’. Den androgyne vokal, der har en del tilfælles med både Milosh og Sade, tilfører det behagelige univers en smagfuld mystik.
Læs interview: Vera jonglerer personligt soloprojekt med Mø-produktioner: »Hun er 100 procent i kontrol, når hun laver numrene«