Rejjie Snows debutalbum er en forvandlingskugle af fremtidssoul og slowjams
Hvor Rejjie Snow kommer fra, er det mere end uhørt at være i stald hos et amerikansk rap-label.
Det afholdt dog aldrig borgerligt døbte Alexander Anyaegbunam fra at signere med Atlanta-baserede 300 Entertainment, der huser kolosser som Migos og Young Thug. Også selv om den 24-årige irer oprindeligt var sportsmand.
For bare en nævefuld år siden sad Snow på nippet til myndighedsalderen i en minibus med andre lovende fodboldspillere, der på vej til en udebanekamp skrålede med på Queens udødelige ’Bohemian Rhapsody’. Kort derefter indskrev han sig på et amerikansk college med fuldt stipendiat.
Der var bare lige den detalje, at selve interessen for grønsværen aldrig flugtede med talentet. Så da muligheden for at blive fuldtidsrapper ad omveje bød sig i Atlanta, blev fodbolden sparket til hjørne. Og ind ruller nu debutalbummet: ’Dear Annie’.
Auraen, der omgærder ’Dear Annie’, er velourblød og melonrød. Snow viser sig fra første takt som en genrenomade, der på de indledende ’Hello’, ’Rainbows’ og ’23’ pendulerer sømløst mellem henholdsvis bouncy jazz, saftevandslæskende electro og fløjteomkvæd ikke ulig svenske Peter Bjorn and Johns ’Young Folks’.
Skønt mange formentlig vil gøre det, er det forkert at rubricere universet som strengt futuristisk. I stedet er ’Dear Annie’ en slags sakkarinsød forvandlingskugle af både fremtidssoul og tilbagelænende slowjams, der forsigtigt skeler til svundne æraer: En komposition som ’Pink Lemonade’ smager næsten af J Dillas elliptiske MPC-magi, mens den slanke funk på ’Spaceships’ lyder som noget, Pharrell kunne have bikset sammen for et årti siden.
Når Snow rapper, foregår det lige så dæmpet og boblende, som var han i færd med at fortælle en saftig hemmelighed. Når han synger, er det med salig nynnen, velvalgte duetter og halvfranske serenader som ’Mon Amour’ og ’Désolé’. Det ene øjeblik tilstår han lejlighedsvise rejsningsproblemer over marmoreret jazz på ’The Rain’, det andet skvulper han perfekt rundt i Kaytranada-højdepunktet ’Egyptian Luvr’: »I was on abra, she was cadabring«.
Poesien udføres visse steder med så stilet underspil, at man skulle tro, den var nedfældet med en Mont Blanc-pen. Det står til gengæld også klart, at Snows persona med fordel kunne afstives og strømlines en anelse, ikke mindst på indiepoppede indslag som ’LMFAO’ og ’Bye Polar’, hvor der går Theophilus London i den.
Langt hen ad vejen er Snow en godhjertet knægt med tungen godt boret ind i kinden, men enkelte steder fremstår hans pudesnak lavkomisk på grænsen til det fedtmulede. På ’LMFAO’ lyder teksten: »She said bonjour, bonsoir, I like eggs / I said I like FIFA, and I like sex«, inden omkvædets kækhedspedal losses helt i bund med »She said woah, woah, woah, woah / LMFA-oh«.
Eksemplet er lidt af en enlig svale, men som irer i USA virker det mærkværdigt at efterligne amerikanske Theophilus London, der halvdelen af sin karriere har været plastikenglænder.
Det ændrer dog ingenlunde på, at succeserne er mange og akilleshælene få på ’Dear Annie’. Til nød kunne man ønske, at Rejjie Snows Dublin-aner skinnede en anelse mere igennem, end de egentlig gør. Alternativt kan man selvfølgelig også bare nyde musikken for, hvad den er – kosmopolitisk og lettilgængelig.
Kort sagt
Irske Rejjie Snows debutalbum spænder fra tilbageskuende slowjams til Kaytranada-smedet fremtidssoul med alt, hvad det medfører af bouncy jazz, boblende tekster og rytmiske hooks. Til tider måtte Snows irske aner godt skinne stærkere igennem, end de egentlig gør, men langt hen ad vejen er ’Dear Annie’ en fornem svendeprøve.