Rhye har været omgærdet af mystik lige fra starten. Først troede folk, at det hemmelighedsfulde projekt måtte bestå af mindst én kvinde, da de dukkede op på internettet med den ekstremt sensuelle single ’Open’ i 2012. Vokalen var så fløjlsblød og Sade-klingende, at man umiskendeligt kunne fristes til at tro, at den tilhørte en kvinde – og altså ikke den mandlige, canadiske sanger Mike Milosh, der viste sig at være bag mikrofonen.
Siden viste Rhye sig sparsomt frem med pressebilleder, som illustrerede Milosh og hans danske sidestykke, Robin Hannibal, i skarp kontrasteret silhuet, så ansigterne var umulige at tyde. Hele udtrykket emmede af, at personerne bag ikke var vigtige. Musikken skulle bare have lov at tale for sig selv.
Måske er det af samme grund, at ingen tilsyneladende har sat spørgsmålstegn ved, hvordan konstellationen Rhye egentlig er sat sammen i dag. Lige siden debutalbummet ’Woman’ udkom, er Rhye blevet omtalt som en dansk/canadisk duo.
Men nu, hvor Rhye er aktuelle med deres andet album, ’Blood’, og endnu en omfattende turné, der tager dem forbi Danmark hele to gange i år, har kræfterne bag luftet (lidt) ud i al mystikken. I Rhyes nye pressebiografi, der akkompagnerer deres første album i fem år, ’Blood’, står det ret udramatisk beskrevet, at Hannibal forlod Rhye allerede kort inden udgivelsen af ’Woman’ i foråret 2013.
Fra duo til solo
Over telefonen fra sit hjem i Los Angeles fortæller Mike Milosh om ’bruddet’, der sikkert kommer som en overraskelse for alle os, der automatisk har antaget, at Rhye fortsat var en duo bestående af Milosh og Hannibal.
»Ja, det er egentlig lidt pudsigt, at det først kommer frem nu. Robin forlod faktisk Rhye lige omkring, da vi havde indspillet debutalbummet. Han har aldrig spillet et eneste liveshow med os, og han var der ikke, da Rhye blev signet til Polydor (pladeselskabet, som debutalbummet ’Woman’ udkom på, red.). Folk antager automatisk, at han har været en kæmpe del af Rhye hele tiden, men det har han ikke«, forklarer Milosh og tilføjer så: »Jeg vil bestemt ikke taget noget credit fra ham, for vi lavede det første album sammen. Men han valgte selv at træde ud af projektet. Det er okay. Det er, hvad det er«.
Mike Milosh lyder nøgtern, når han forklarer om Robin Hannibals exit, men man kan alligevel ikke lade være med at spekulere på, hvordan man kommer videre som soloartist, når Hannibals karakteristiske produktioner med silkebløde strygere, blæsere og ømme soul- og r’n’b-referencer – som også tydeligt har karakteriseret Hannibals andre projekter, blandt andet som producer i Quadron og for den amerikanske soulsangerinde Niia – trods alt var hele definitionen af Rhye sammen med Miloshs karakteristiske stemme, da duoen kom frem i 2012.
Jeg spørger, hvad grunden har været til ikke at forklare situationen omkring Rhyes konstellation for længe siden, men Milosh lyder mest af alt som en person, der ikke går særlig meget op i mediernes dagsorden eller hvad andre mener, man bør gøre. Som han formulerer det, kan man »jo ikke gå ud og forklare alting til medierne, så snart der sker den mindste ændring. Folk antog jo også, at jeg var en kvinde i starten, men det er aldrig noget, vi har givet folk grund til at tro, udover at min stemme vel er ret lys. Og jeg ringer jo ikke rundt til alle de store musikmedier i verden og forklarer dem deres fejl«, siger han med et grin.
»Når det er sagt, så synes jeg heller ikke, der er nogen grund til at gøre et stort nummer ud af det. Robin og jeg lavede en plade sammen, og det er egentlig bare dér, historien ender«, understreger sangeren.
Ifølge Milosh har de utallige liveshows, Rhye har spillet siden, i stedet været langt mere karakteriserende for, hvor Rhye er i dag, end indspilningen af debutalbummet med Robin Hannibal. Milosh forklarer, at ’Woman’ var et udpræget soveværelsesprojekt, som blev indspillet forholdsvis hurtigt i et lille hjemmestudie. Trommerne var elektroniske drum pads og de forskellige samples, der strømmede gennem pladen, var ditto elektroniske. Når Rhye i den efterfølgende tid skulle spille koncerter, følte Milosh sig tit begrænset af de elektronisk fremstillede lyde og drømte om mere organiske arrangementer, der lød som et rigtigt band på scenen.
»Koncerter skal være dynamiske. Man skal ikke prøve at få det præcis til at lyde som på plade aften efter aften, det er slet ikke interessant. I stedet elsker jeg, når sangene får sit eget liv på scenen, hvor man kan strække slutningerne ud, gøre det mere funky, eller jeg kan synge helt nøgent og akustisk, hvis stemningen tilllader det«, forklarer Milosh.
Liveshowet var med andre ord blevet sin egen selvstændige ting, uafhængig fra ’Woman’. Og måske også en måde at adskille albummet og Robin Hannibal fra koncerterne, som var Milosh og hans livebands eget foretagende.
»Folk gik tit ud fra, at Robin måtte være en af musikerne på scenen, når vi spillede live. Men faktum er som sagt, at han aldrig har været med på scenen med Rhye. Jeg gjorde det virkelig til en vane at introducere mit band ved koncerterne, for på en eller anden måde følte jeg, at det nærmest var en fornærmelse, hvis nogen i bandet blev forvekslet med Robin, som altså ikke er livemusiker«, siger Milosh og smågriner lidt.
Han kan godt selv høre, at det måske lyder som en lidt hård udtalelse om sin gamle makker, men for ham handler det først og fremmest om at honorere sine musikere og ikke vildlede sine fans længere. For det kan også være trættende at være så mystisk og hemmelighedsfuld, at ingen rigtig ved, hvad der foregår bag det hele.
476 koncerter på fem år
Efter udgivelsen af ’Woman’ har Milosh flere gange udtrykt i interviews, at han ikke var sikker på, at Rhye nogensinde ville udgive et album mere. Hannibal var ikke en del af projektet længere, og sangeren kunne gå tilbage og lave soloalbum under sit Milosh-alias (senest udkom det mere elektronisk funderede soloalbum ’Jetlag’ i 2013), eller skabe film eller andre kreative projekter, han også drømte om.
I begyndelsen af Rhye var det nemlig slet ikke meningen, at projektet skulle spilles live i særlig høj grad. Milosh havde tænkt, at Rhye ville give 9-10 koncerter med albummet, og så ville det være det. Han havde aldrig forestillet sig, at hypen omkring projektet ville blive så stor, som den blev, eller at efterspørgslen efter at høre de sofistikerede og sensuelle sange live ville være noget, særlig mange mennesker ville være interesseret i.
Fem år senere, og Mike Milosh har nu spillet rundt regnet 476 koncerter med sit band, fortæller han. Både intime klubshows, store festivalscener og shows i koncertsale verden rundt med alt fra strygerorkestre til kvindekor tilknyttet. Herunder også en koncert i DR Koncerhuset i 2015 og efterfølgende en helt særlig koncert på Store Vega i efteråret 2016, hvor DR’s pigekor og et ensemble af 60 musikere gav de skrøbelige sange helt nyt liv på scenen.
»Det er lige præcis den slags koncerter, der sidder fast i min hukommelse«, siger han om den unikke Vega-koncert.
»Det er i de der specielle opstillinger, at sangene får sit eget liv, som er helt uafhængig af den musik, vi havde indspillet i det lille soveværelsesstudie få år forinden. På den måde har de koncerter virkelig inspireret det nye album, som er meget mere live og organisk. De nye sange tillader i arrangementerne, at man kan gøre det på scenen. Der er ingen begrænsninger, og jeg har kunne teste nye sange på vores fans de seneste par år og få den der menneskelige respons, som liveformatet tillader«.
»Jeg har levet alle mine tekster«
’Blood’, som altså er Miloshs første soloplade som Rhye, lyder ved første indtryk også mere traditionel end debuten – forstået på den måde, at man kan høre, at et band står bag.
Produktionerne er gennemført producerede, alle trommer og percussions er indspillet live, og Miloshs stadig fantastisk indfølte vokal er helt fremme i lydmixet, så man kan fornemme følelserne helt uden på tøjet. Denne gang har den amerikanske producer Thomas Bartlett (The National, Sufjan Stevens, Father John Misty, Anthony and the Johnsons m.fl.) blandt andet siddet bag knapperne. Ifølge Milosh har det været en stor gave at arbejde med forskellige mennesker, der alle har fået noget nyt frem i sangeren.
Med Thomas Bartlett har han for eksempel lavet timelange vokaltakes, hvor Milosh og produceren i fællesskab kunne vælge den bedste ud af hundredevis af muligheder, ligesom Bartlett selv er et stort klavertalent, som kan høres på flere af det nye albums mere stille numre som de pianodrevne ’Song For You’ og ’Please’. Andre gange er det for eksempel Miloshs bassist eller udefrakommende samarbejdspartnere, der har fået lov at sætte et funky præg på ’Blood’s mere uptempo sange som førstesinglen ’Taste’, ’Count To Five’ eller den bastunge ’Feel Your Weight’.
»Det nye album er egentlig ikke særlig komplekst. Det handler mere om de menneskelige følelser og genkendelige elementer – klaver, en cello, fingerknips, simple beats – der skaber den der nærhed og intimitet, som jeg synes passer mine personlige tekster godt«.
Det personlige element er altafgørende for Milosh, som nægter at skrive tekster, der ikke handler om hans eget liv. Han skal selv have levet, hvad end han skal stå på scenen og optræde med de næste mange år, som han udtrykker det.
Sangeren vil ikke gå i for mange detaljer over telefonen omkring det »really heavy stuff«, han har været igennem de seneste par år. Men et andet brud, udover det kreative med Robin Hannibal, har tilsyneladende også præget sangskrivningen på ’Blood’.
Milosh blev skilt fra sin kone i 2016, og de nye sange handler derfor lige så meget om ændringen fra et forhold til et nyt, og om at tillade sig selv at være glad igen efter en hård periode. Det strømmer igennem lige fra albumåbneren ’Waste’, hvor Milosh med sin inderlige vokal synger »I’ve been going through some changes« til et nummer som ’Stay Safe’, der handler om at skabe et hjem og familie med en ny person.
Det kan være hårdt at genopleve sine forliste forhold og de mørke tider, der følger efter, aften efter aften på scenen, indrømmer Milosh. Nogle gange må han træde væk fra mikrofonen og få styr på sine tårer, hvis en tekst rammer særligt hårdt, og andre gange er det alle de gode minder, der fylder i hans bevidsthed, hvis et show er særlig energisk.
»Jeg prøver aldrig at haste igennem numrene, hvis jeg kan mærke følelserne skylder ind over mig. Det tager tid og er lidt af en kunst at få følelser ind i musikken i det hele taget. Det er sikkert også en af grundene til, det har taget fem år, før jeg havde ny musik klar«, afslutter han.
Sådan foretrækker Mike Milosh det: At Rhyes musik både er tårefremkaldende, sensuel og dansabel. Med ’Blood’ har han skabt sit helt eget, personlige soundtrack til sin nye tilværelse som Rhye i soloformat og de næste mange måneders endeløse turneren.
Rhye giver koncert i Store Vega den 27. marts og på NorthSide den 9. juni.
Læs anmeldelse: Rhye ‘Blood’