Nodes debutalbum er en globaliseret pophybrid
Det er bemærkelsesværdigt, at Node på debutalbummets cover er portrætteret som en buste. Med sit bølgede skæg og karakteristiske hår kigger han højtideligt opad med øjnene lukkede, mens lyset glimter på kinder, næse og den halskæde, der hænger ned på brystpartiet, som skulle han til at modtage en velsignelse.
Busten er et hædersmærke. Det er en måde at mejsle markante personligheder ind i historien på. Helt tilbage i antikkens Grækenland portrætterede man guder på denne måde, og siden er æren tilfaldet alt fra statsoverhoveder, royale, krigsherrer, videnskabsmænd, filosoffer og kunstnere. Det er en forevigelse, men også en dokumentation og en fastholdelse af noget for længst passeret.
Det er paradoksalt, for ’Cambiarme’ består af alt andet end forgængeligt og forstenet fortidsmateriale. Det er tværtimod et meget nutidigt og levende materiale, der udgør albummet.
Sangeren med det kurdiske ophav har med over 60 millioner streams fordelt på blot ni singler siden 2016 cementeret sig som en af de største på urbanscenen herhjemme, og hans lyd er da også en af tiden: Der er spor af spansk og latinamerikansk musik, af tropical house, af reggaeton, af fransk hiphop, af en arabisk og afrikansk diaspora – og selvfølgelig af dansk gaderap, som han også er rundet af. Det viser sig også i hans tekstunivers, der omhandler sammenhold, familie og ungdommelig rastløshed og blander både dansk, arabisk, spansk, fransk – og med gæsterapperen Lamix fra Stockholm sørme også et drys svensk.
Men ’Cambiarme’ er mest af alt kontemporær popmusik. Det er en lyd, der har åbnet sig op for verden, og som kigger langt ud over Vesten for musikalsk inspiration. Med producer Nicki Pooyandeh ved sin side er det lykkedes Node at gøre det samlede billede både velintegreret, afrundet og fandens dansabelt. Det er lyden af et globaliseret nu.
Det står klart allerede i introen af åbningsnummeret ’Demawa’, hvor fingerplukket spansk guitar, perkussive håndklap og kølige synths sætter stemningen sammen med Nodes karakteristiske, lyse vokal. Det fortsætter i den fængende ’Diablo’ og den reggaeton-influerede single ’Carnalismo’, der også indeholder vers fra Gilli og Branco.
Node er en dygtig hitsnedker, og han har et øre for det gode hook. Således er det særligt de forudgående singler, den bramfri ’Gi mig det hele’ og den eftertænksomme ’JVB’, der udmærker sig som ørehængere, men også kærlighedssangen ’Albi’ og den afsluttende, mere introverte ’For mig selv’ med en (selvfølgelig) autotunet Gilli indeholder melodibidder og omkvæd, der effektivt borer sig fast i hjernebarken.
At Gilli highlightes her giver kun mening, da det var ham, der sammen med MellemFingaMuzik introducerede de latinamerikanske og afrikanske inspirationer på landeplagen ’C’est la vie’ for snart tre år siden. Node er således ikke en foregangsmand, men han er til gengæld den første, der samler trådene på et helt album. Som en dansk Drake (interludet ’Miercoles’ minder da også en anelse om Drakes ’Passionfruit’) rækker han ud efter tidens trends og lyde og smelter det sammen i en globaliseret pophybrid. Det er både velproduceret, indbydende, lækkert og inciterende.
Men lige så meget Node mestrer formen, lige så lidt tænker han sig ud af den. Den manglende nytænkning ender med at blive albummets største problem, for selv om ’Cambiarme’ ganske vist betyder »forandring« eller »jeg ændrer mig« på spansk, så forbliver Node musikalsk den samme igennem albummets ti numre. Trods de intrikate, globale forbindelser, der tegner billeder fra solbeskinnede, caribiske strande over de københavnske stenbroer og forstæder, er der ikke noget, der peger udad eller væk.
Sådan ender Node alligevel med at lyde en anelse forstenet på sit debutalbum, selv om han nok så inciterende byder op til dans. Som lytter må man så beslutte sig for, om det er nok eller ej.
Kort sagt:
Som en dansk Drake samler Node trådene fra senere års trends i dansk og international pop og hiphop i en velproduceret, globaliseret pophybrid. Men selv om der bydes op til dans en masse savner man, at Node tænker ud af formen og viser flere facetter af sig selv som sanger og kunstner.