C.V. Jørgensen havde sikkerhedsbæltet på foran et storsvedende Heartland-publikum

C.V. Jørgensen afveg end ikke fra rækkefølgen på én eneste sang i forhold til den koncert, jeg så ham spille på Train i Aarhus tilbage i april, da han indledte koncerten foran et stort (og storsvedende) publikum.

Skal man kritisere ham for noget, er det måske denne mangel på risikovillighed, for han plukker stort set sit live-materiale fra bare to album, ’Indian Summer’ (1988) og ’Sjælland’ (1994).

CV er ikke typen, der vakler. Han har lagt det snit ned gennem sit værk, som han mener bedst belyser det, og det er altså de mere ordknappe og atmosfæriske kreationer fra diskografiens sene fase, der prioriteres. Men det giver selvsagt et selektivt billede af mandens værk, når man (med undtagelse af den fjollet-finurlige ’Flik flakker’) udelukker de satiriske og samfundskritiske perler (eller ’sataniske mesterværker’, med mandens egne ord) fra 70’erne.

Jørgensen og band fandt ind i et glimrende groove fra og med den tredje sang ’Lokomotivation’ og fulgte op med en medrivende ’Ude af sync’. Senere fulgte ’På gyngende grund’ op i samme vuggende stil, der kunne have fungeret som en anledning til at indlemme 70’er-materialet også.

I stedet satte C.V. tempoet ned og serverede det, han selv fra scenen omtalte som ballader, men som retteligen bør betegnes som moderne salmer: Den mageløse ’Sjælland’-kvartet, ’Blåt blod til alle’, ’Skygger af skønhed’, ’Florafobi’ (som sidste ekstranummer) og – sangen der i denne sene eftermiddagstime fremstod som et bud på et af de bedste omkvæd i den danske sangskat – ’Spildte bedrifter’.

Netop fordi den Kasper Winding-producerede ’Sjælland’ er domineret af synths (og en åh så blå trompet!), var det interessant at se bandet angribe netop de sange: Guitarist Rune Kjeldsen var et oplagt trumfkort med sine respektfuldt opmærksomme soli og garneringer (men også Gert Smedegaards marchtrommerytme på ’Blåt blod’ var et frisk pust).

CV’s vokal lå dog allertydeligst i lydbilledet – strunk og stærkere end man husker den – men måske også en smule overskyggende den glimrende bandindsats?

Selv solbrændt og med solen i øjnene lignede C.V. en hemmelighedsfuld sfinks – med pjusket hår og en noget stiv rytmesans, bevares. Men skinnet bedrager: Han er dansk populærmusiks måske mest oplagte samlingspunkt og store inspirator. Dét indtryk blev kun bekræftet af en rørende og kongruent koncertoplevelse.

Næste gang må han dog godt smide sikkerhedsbæltet og bevæge sig ud på, nå ja, gyngende grund.

Læs også: C.V. Jørgensens skygge hviler tungere over musikscenen i dag, end den har gjort i årtier