Opskriften for C.V. Jørgensen, en af Danmarks største sangskrivere gennem tiden, har altid været poesi, melodi og egenrådig risikovillighed. Og selvom hans seneste album ligger 15 år tilbage, optager hans musikalske arv fortsat en central plads i ny dansk musik.
En ny bølge af toneangivende, intelligente kunstnere er piblet frem landet over de seneste år. Bisse, Barselona, Bisse, Aksglæde samt Hong Kong, Franske Piger, Sjæl I Flammer og Slår Skår fra Vellness Plader-kollektivet lever og ånder alle en uafhængig og poetisk dansproget musik med et stærkt øre for melodi.
Så C.V. Jørgensens skygge hviler i dag tungere over den danske musikscene, end den har gjort i årtier. Derfor er næste års koncert på Roskilde Festival også en enestående mulighed for at introducere ham for en ny ung fanskare.
Her er fem områder, hvor nye danske bands – bevidst eller ubevidst – kanaliserer arven fra C.V. Jørgensen.
1. Broen mellem hit og niche
C.V. Jørgensen har udgivet 12 studiealbum gennem fire årtier og har altid bygget bro mellem niche og hit.
Din fars nørdede onkel kan sætte ’Fraklip fra det fjerne’ (2002) på og spille sine jazzskalaer henover. Din kusine, hende som elsker at danse og drikke paraplysjusser, kan rokke igennem til sommerhittet ’Bellevue’ fra 1977.
C.V.’s diskografi bygger, plade efter plade, bro mellem store melodier og skæve, egenrådige valg. Hvor hans enkelte sang og album ofte stak i en mere entydig retning, har bølgen af dansksprogede bands, med deres helt uafhængige vision for tiden post de gamle pladeselskaber, skabt et poppet og melodisk univers, hvor hit og niche ofte flyder ind og ud af hinanden på ét og samme nummer. Det er eksperimenter og ‘syng med’ på samme tid. For dem, ligesom for C.V., udelukker det ene ikke det andet.
2. Poesien
C.V. skriver maleriske digte der flyder ud af sangene og genopfinder sproget. Især på sine senere udspil ’Indian Summer’ (1988), ’Sjælland’ (1994) og ’Fraklip fra det fjerne’ er han lige så meget digter og fornyer af sproget, som han er musiker. Blandt hans utallige skrevne sider af musikpoesi finder man sange med titler som ’Sort vinter’ og ’Florafobi’ eller depressivt smukke linjer som »endnu et kærtegn endnu et kys / endnu en dans er forbi / du er stadig svimmel men uforløst indeni« på ‘Sæsonen er slut’. Og man kunne selvfølgelig blive ved.
Franske Piger giver ’Bedringskys’, Hong Kong tager en »tankeflydertur« på sangen ’Venter det’, og Slår Skår udgiver ep’en ’Fra der hvor jeg sidder kan jeg bukke bakkerne omkring mig’. Respekten for sprogets bittesmå, men uendeligt vigtige, toner er slående.
Fælles for gruppen af unge danske bands er lysten til at hive tæppet væk under sproget for at forsyne vores sprogvaner, tankeplaner og nervebaner (sproget er og bliver fysisk) med nye perspektiver, der bryder det fikserede. Præcis som C.V. ville det.
3. Groovet og funken
C.V.’s 70’ere og 80’ere funkede. Groovede. Smittede. Det var musik, man kunne danse til i en fremaddreven energi, næsten altid med en skarp melodi eller et riff i forkanten og en stram rytmesektionen bagved.
Det kan kan mærke på ‘Storbyens små oaser’ (1977) og ‘Vild i varmen’ (1978), og det er en lyd, som Hong Kongs funkede pop på mange måder nærmer sig, catchy og legesygt.
Men hos C.V. kan man også danse til en downer. Han kender det blå og langsomme groove, ikke ulig Mark Knopflers Dire Straits eller Dylans 80’er-plader. Det samme kan man sige om Franske Piger, Barselona og Sjæl I Flammer, hvis debut-ep’er alle landede i 2017 med fængende, drømmende sange i et lurende skær af blåt.
Selvom det tre bands er mere opsplittet og “nulydende” er det nemt at finde den samme flair for melodiske og medrivende riffs og melodier – uanset om de er funky smittende eller groovende blå.
4. Dagbogsbilleder med mening
Hong Kong-fætrene, Bisse og Aksglæde er bare nogle af dem, der åbent har fortalt om deres kærlighed for C.V. Jørgensens lyrik. Og det er da heller ikke svært at se inspirationen i Bisses livsnært skriblede tekster, der ofte flyder som en dagdrømmende strøm og sætter navn på hans verden og steder.
»Der er næppe noget der swinger, som Bjerringbro by night / Hele hovedgaden emmer af landmænd fit for fight«, synger C.V. på ‘Det si’r sig selv’. Og man lugter værtshusrøgen, når han tager os med forbi »den gamle fasevendte würlitzer jukeboks der gik for fulde hammer uafbrudt« på ‘Elizabeth’.
På samme måde er vi observerende nede på jorden, når vi krydser med Bisse »hen over kirkegården for at komme til børnehaven« på ‘Seks hjerter’, eller når vi tripper med ham for at børste tænder på kroen over for ‘Bjælkehuset’ fra hans nye barndomsplade ‘19.7.1987’. Bisse formår som C.V. at skrive dagbogsbillederne frem i en form, der inddrager, bider eller smitter på den måde, som skaber folkeejepotentiale og mulighed for intelligent sing-along på Orange.
5. Uafhængigheden
»Vi er et ganske lille band med et ganske lille gear / vi har volumen helt i bunden men ingen hører på hva’ vi siger«, synger C.V. på ‘Det ganske lille band’. Men han fandt sin egen vej gennem musiklandskabet og lod, stik imod tidens etablerede modeller, en lægestuderende og autodidakt pladeselskabsmand, Michael Krogsgaard, udsende sine to første plader.
Spring til 2017 hvor Hong Kong i et interview med Soundvenue uden ambivalens siger: »Vi vil sgu ikke være et pladeselskabs idé om, hvad pop skal være i 2017«.
Den unge C.V. rakte en støt DIY-fuckfinger til dem, der gik og troede at autodidakte musikere, med kreativ udfoldelsestrang, poesi på hjernen og et stort arsenal af stemninger og melodier ikke kunne selv.
Er der noget, som kendetegner den bølge af unge bands, der er blomstret op de seneste par år, er det, at de er kommet for at give deres unikke bud på, hvordan musik skal lyde og bryde. Og hverken Sony eller Universal skal hjælpe dem. Er man »et ganske lille band, med et ganske lille gear« i 2017, er man egentlig pisse ligeglad. »Formålet er at udgive musik«, som Vellness Plader befriende nøgternt skriver på deres Facebook-side. I det simple dogme ligger nemlig friheden til at udfolde sig i forlængelse af sine egne universer med hjælp fra venner, kollektiver og en slidt spolebåndoptager eller Macbook.
Ligesom C.V. aldrig blev fanget, er den unge generation styret af egen drift frem for pladeindustrien eller P3’s uambitiøse holdning til, hvad musik skal kunne.
Man kan kun håbe på, at de mange unge bands, der pibler frem uden hæmninger og forudindtaget form, fortsætter deres uafhængige output og udvikling. At de fortsat tror på, at deres uskolede vokaler og skæve sange har mere at byde på en mainstreampoppen, så de forbliver ufikserede i deres egne universer.
Hvis ikke de gør det, ender vi med et musiklandskab hvor »ingen stiller spørgsmålstegn ved noget overhovedet / og alt er så stillestående, reaktionært og på mode,« som C.V. i 1979 sang på ‘Ingenting & festfyld’ fra albummet ‘Solgt til stanglakrids’.
Og der skal vi for alt i verden ikke ende.