Joachim Lorck-Schierning har stadig tydelige spor af glimmer i ansigtet efter en weekend på en noise-festival i Aarhus. Vi sidder i en lille Renault på vej gennem et gråt Kolding. Det roder med tomme dåser i bunden af bilen, og på bagsædet ligger et par maste solbriller.
»Jeg er vild med noise«, fortæller han fra førersædet. »Til sådan en festival får man vildt mange forskellige indtryk. Èn fyr åd en hel bøtte remoulade og sad og så dårlig ud, mens han feedede og distortede noget lyd«, fortæller han uden at få det til at lyde totalt åndssvagt.
At den 22-årige jyde sidder der og glimter i lyset, mens han med entusiasme taler om skæv og eksperimenterende musik er passende. For er der noget, der kendetegner Hong Kong, det band han har sammen med sin fire år yngre fætter, Johan Knutz Haavik, er det åbenhed.
Sammen med bands som Sjæl I Flammer, Franske Piger og Ecstasy In Order, der de seneste par år er piblet op omkring musikkollektivet Vellness Plader, har Hong Kong udtværet grænserne mellem alternativ pop, syrede eksperimenter og intuitiv leg.
Lysten til at eksperimentere og prøve nye ting af er en af grundene til, at duoen overhovedet eksisterer. Da deres første single, ‘Venter det’, landede sidste år, skabte den et nyt rum i duoens musikliv.
Hvor fætrene før havde bevæget sig rundt i dansksproget rap og elektronisk musik proppet med jazz og sammenkrøllede samples, var sangen spritnyt land: En upbeat popsang med 80’er-stramme trommer og dragende melodier, der hele tiden knopskyder i syrede retninger. Skrattende trommemaskiner ridser i lyden, og psykedeliske guitarer tværer poppen ud, inden det hele bindes naturligt sammen med Johans stilfulde vokal, der læner sine fraseringer ind i blues og jazz.
Lyden har de siden bygget stilsikkert videre på, senest med singlen ‘En tåget dag’, men også med det charmerende forårshit ‘Blomster og porcelæn’, der især satte en fed streg under, at deres pop har sin helt egen plads i det danske musiklandskab. »Vi er på den anden side / blomster og porcelæn / saltvand, luften er ren gin og beton / i Hong Kong«, synger Johan i omkvædet.
Det er musik, der bygger bro mellem det udfordrende, stilsikre og populære på en måde, der tiltrækker folk fra alle sider. Musik, hvis forskellige kvaliteter gør den umulig at overse.
På gentlemen’s club med Onkel Noon i Hong Kong
Joachim har parkeret bilen, og vi sidder nu i Johans lejlighed i downtown Kolding. Drengene har lige røget et par hjemmerullere ud af vinduet med udsigt til den mandagsdovne gågade. Vi har bænket os med en kop kaffe, mens de fortæller om, hvordan familiens gamle Onkel Noon er en vigtig årsag til, at Hong Kong eksisterer i dag.
Han var en sønderjysk verdensmand, der elskede at feste tæt i sine yngre år og derfor aldrig stod op før omkring frokosttid. Fætrene har hørt mange vilde historier om ham i deres barndom. Han dukkede altid op i samtalerne rundt om det sønderjyske kagebord, når snapsen – og familien – for alvor var begyndt at flyde. De havde også set de falmede polaroidbilleder fra hans storhedstid.
Han lyder næsten som en comic relief-karakter i en sitcom, men de fortæller indlevende om ham. Myten trak i dem, siger de, og det var derfor også nemt at takke ja, da Onkel Noon i efteråret 2015 inviterede dem til Hong Kong i ti dage, hvor han tog dem med rundt i byen og fortalte historier om alle de fester, han havde været til. Blandt andet en kæmpefest, hvor der stod et badekar fyldt med Bloody Marys i entreen, og hvor alle de udenlandske forretningsmænd kæmpede om først at hooke op med de unge, kinesiske piger. Især gjorde en slidt gentlemen’s club indtryk på de to.
»Det var et brunt sted med cigaretrøg og tung stemning. Et sted for jetsetterne i Hong Kong, hvor han tit kom i sin prime. Det var, som om fortidens spøgelser hang der. Som at være med i en film fyldt med flashbacks. Da vi var der, kunne man godt se, at 70’erne var nogle år siden, for der var mest gamle mænd«, fortæller Joachim.
»Vores lyd blev et forsøg på at indfange Onkel Noons optur i Hong Kong anno 1973. En glorificering af hans fortid, som var fest og farver«.
Det var der, at de besluttede at starte et rigtigt band og skubbe hiphoppen og de samples, de tidligere havde eksperimenteret med, lidt til side. Tilfældigvis havde Johan hørt Liss’ sang ‘Try’ og fået lyst til at prøve at lave noget mere poppet.
En hippiefamilie med jamsessions i blodet
Vi sidder igen i en bil. Denne gang fire mand i en Citroën på vej mod Bjert, en lille by nogle kilometer uden for Kolding, hvor Joachim og Johan er vokset op. Vi drikker en svensk guldøl, mens vennen Peberman fortæller om dengang han tomlede og blev samlet op af en tvivlsom tysklærer, der drak køreøl, mens hun kæderøg lange smøger.
»Motorvejen er sgu det sidste fristed for en folkeskolelærer«, siger Joachim midt imellem spøg og alvor, mens vi drejer ned gennem landsbyen og tøffer rundt på de snævre veje, forbi tantens store gård midt i byen og rundt om den gamle lokalbrugs, der i dag er byens vinbar med Johans far som drivkraft. Der spillede de deres første koncert som Hong Kong.
Deres familie flyttede til Bjert i 70’erne, hvor de bosatte sig som landsbyens kreative hippieindspark og skabte liv med aktiviteter og kulturelle tiltag. Fætrene har boet der næsten hele deres barndom, men i dag er de spredt i Kolding og omegn. »En lille mafia af fætre«, kalder de det.
Familien har altid været gennemsyret af musik. Johans far, Knut Einar Haavik, er producer, sanger og multiinstrumentalist og skrev blandt andet sange med Jimmy Jørgensen, mens de spillede sammen i Hotel Hunger i 90’erne. Bedstefaren, Einar Haavik, er en anerkendt norsk jazzmusiker.
»Til vores familiefester har der altid været jamsessions, når de gamle havde fået en lille hat på. Der er et eller andet med sønderjyske familier – der går lynhurtigt brandert i den«, siger Joachim, og Johan tilføjer: »Men det var jo pissefedt, når onklerne rev en spade frem, begyndte at fyre den af og jammede Bob Marley. Og det gjorde de tit. De spillede rigtig meget reggae«.
»Okay, du rapper over det her beat«
Når man har trillet igennem Kolding et par gange, opdager man hurtigt, at det ikke er en kæmpe by. Den klassisk danske provinsby er et sted, hvor tingene kun sker, hvis man selv sætter dem i gang. Da Johan og Joachim startede med at lave musik sammen før Hong Kong, bestod deres musikmiljø af dem selv. Ingen af deres venner spillede musik, men de hev dem ind alligevel og sagde: Okay, her er en mikrofon, du rapper over det her beat.
Joachim lavede på et tidspunkt et mixtape, hvor ingen af dem, der var med, var gode til at rappe, men mere var karakterer fra fætrenes omgangskreds.
»Til gengæld var det super ægte at høre dem rappe, da det var første gang, de fleste af dem prøvede det«, fortæller han.
»Og der har fandeme været mange aftener ude i Bjert, hvor der ikke har været andet at lave end at freestyle-rappe. Så vi har freestylet rigtig meget«, tilføjer Johan.
Den tilgang til musikken kan man genfinde på fætrenes Soundcloud-profiler, hvor det første Hong Kong-nummer dukkede op i foråret 2016, inden bandet rigtig eksisterede. Det er her de to, uden filter, deler alle de ideer og produktioner, som flyder ud af dem. Joachim under producernavnet Annimac og Johan som Aopkhesk.
Det er et intimt blik ind i to hyperkreative og talentfulde musikeres verden, der ikke synes at være begrænset af noget. Det er en legestue og et eksperimenterende lydrum, hvor små testamenter af downtempo og jazzede produktioner, drømmende rap, smadret, minimalistisk techno og lækre vinylsamples vælter ind og ud af hinanden.
Det seneste nummer på Johans profil blev uploadet et døgn, før vi sidder sammen. Det er et flødet, dansksproget dancehallnummer med autotune. Hvad der på overfladen ligner to små, sære pladeselskabers Soundcloud-profiler, er altså en 3.g’er fra Kolding og hans 22-årige fætters helt personlige musikdagbøger.
Giver færre fucks
Deres vildtvoksende musikhjerner gror på den måde ind i ideen med musikfællesskabet Vellness Plader, som har været med til at skubbe dem frem i lyset. Kollektivets foreløbigt tre mixtapes har alle rystet posen godt og grundigt, for hvordan poppede melodier med en smag af 80’er- og start-90’er-lyd kan rives ud af de fastlåste rammer uden at miste deres intuitive appel.
Vellness Plader opstod, da det lille Odense-label Under Livet – som i dag er blevet til Røde Himmel – og Kolding-bureauet Gylden Booking gik sammen for at arrangere koncerter. De ville give en stemme til musik fra vækstlaget i deres byer.
I dag er Vellness vokset med forskellige crews, som de kalder det. De har en fælles Dropbox-mappe, hvor 15-20 musikere deler deres ideer og numre og samarbejder under nye navne. Der kommer stille og roligt flere musikere til, og endnu flere banker på.
Senest har pladeselskabet haft deres første generalforsamling skråstreg julefrokost med rigelige mængder snaps hjemme hos Oscar Dinesen fra Ecstasy In Order, hvor de sad i tre timer og diskuterede, hvad Vellness var og skulle være.
»Vi blev enige om, at det er fedt, at vi kører vores eget show. Vellness skal være uafhængigt, så vi selv kan styre, i hvilken retning vi skal gå. Friheden og muligheden for at favne alle vores ideer og udtryk er vigtig. Vi vil sgu ikke være et eller andet stort pladeselskabs idé om, hvad popmusik skal være i 2017«, fortæller Joachim.
Det er nemt for fætrene at sige noget om, hvad Vellness ikke skal være. Større problemer får de, når de skal sammenfatte, hvad musikkollektivet så skal være.
»Det er svært at sige noget om én lyd, fordi musikken er så forskellig, og der er så mange retninger i Vellness. Men det skal være frit og bryde rammer. Alle de gamle popkonventioner kan vi stadig lege med, men vi vil bruge dem på nye måder«, siger Johan.
For Joachim stopper visionen dog ikke ved poppen. Han har på fornemmelsen, at 2017 bliver et mere punket år for Vellness.
»Jeg ved, det er farligt at sige punket, fordi folk så forventer en specifik genre. Det, jeg mener, er, at der vil blive givet færre fucks i Vellness, og at vi åbner op for en mere rå kasse, som supplerer de mange mere sukkersøde ting, der er udgivet indtil videre«.
Bryd sproget ned
Knuts Garage er det lille, lækre studie, Johans far har bygget for enden af indkørslen ved siden af huset i Bjert. Her klimprer Johan akkorder på en unplugged elguitar, imens vi snakker om hiphop. På vej herud i bilen erklærede Joachim, at et af hans projekter i år bliver at »bringe ægte dancehall tilbage til Danmark«.
Vi taler om hiphop, fordi det grundlæggende er beats, de kommer fra, siger de og fortæller om første gang, de lavede musik sammen til en konkurrence på en teknisk skole, hvor de samplede et af Johans fars rocknumre.
»For jeg snoller for alle mine penge / når jeg kommer hjem ska’ jeg lig’ i min seng«, halvt rapper, halvt griner de i munden på hinanden.
Det var hiphop af Jonny Hefty-skolen, og året var 2010. Dengang Joachim var 16 år og gik i 1.g, mens Johan kun var 12 år gammel. Efter det startede de deres første hiphopprojekt, Public Æsel, og sendte numre med navne som ‘Ernst’ og ‘Lil Poul’ ind til Karrierekanonen. Johan hørte nærmest pinligt meget Malk de Kojn dengang og var meget fascineret af teksterne og universet på Langestrand.
»Det er også noget af det, vi har taget til os i vores musik. Vi finder frem til nogle historier, som vi sender igennem vores Hong Kong-filter«.
Snakken om rap flyder naturligt over i en snak om den debutplade, som de er i gang med at lave. Den bliver nemlig i deres helt eget univers, lover de. De har demoer og ideer, der ligger og gløder og bare skal samles og indspilles. En af måderne, de vil skubbe til poppen, er ved at bruge greb fra hiphop. De planlægger at væve interludes og skits fra film, musik eller deres eget lokalmiljø ind i albummet, så det bliver en fortælling og ikke bare ti numre efter hinanden.
»Og måske henter vi endda nogle gæstestjerner fra Vellness-crewet forbi? Men det skal føles rigtigt«, siger Joachim.
Albummet skal repræsentere de steder, de kommer fra i musikken. Det skal være et åbent land, der eksperimenterer og overrasker.
»Når man bliver fanget i den konstruerede musikverden og dens firkantede rammer, mister man sit udtryk. For at repræsentere dig selv mere præcist, bliver du nødt til at nedbryde sproget, om det så er tonesproget eller talesproget«, siger Joachim.
Sådan er og bliver det i Hong Kong.
Hong Kong forventer at udsende deres debutalbum i efteråret. Vellness Plader optræder med en fælleskoncert på Heartland Festival.
Læs også: Hong Kong kårer: Her er de fem bedste sange på dansk nogensinde