King Princess blev tilbudt en pladekontrakt i den beskedne alder af 11 år, men først nu otte år senere har Mikaela Straus udgivet sin debut-ep ’Make My Bed’. Ventetiden har dog været godt givet ud. På ep’en er det lykkedes King Princess at skrive fem popsange, der alle er lige stærke, perfekt varierede i deres udtryk, men samtidig i flot sammenhæng med hinanden.
Sangene er alle poppede i deres kerne, men King Princess besidder en snært af den kølige eftertænksomhed, man ser hos mere rockede, også unge sangskrivere som Snail Mail og Soccer Mommy. De længselsfulde kærlighedshistorier om teenagebegær er kernen i King Princess’ univers, og med de underliggende, perlende popproduktioner har Straus virkelig skabt en dragende sommercocktail.
Lesbiske ungdomsromancer
Mens de fleste popsange om teenageromancer omhandler heteroseksuel kærlighed, lader King Princess sin egen seksualitet diktere dagsordenen. Pronominerne er allesammen kvindelige, og Straus’ fine tekster om ugengældt lesbisk kærlighed er både stærke og ekstremt elegante – Rita Ora, der kom i en shitstorm for den såkaldt biseksuelle hyldestsang ‘Girls’, kunne godt kigge Strauss over skulderen for et par tips til, hvordan man skriver rørende og virkelighedsnære tekster om at kysse piger uden at forfalde til klicheer.
King Princess’ debutsingle ‘1950’, der udkom i marts, er noget nær den perfekte popsang, og med åbningslinjen »I hate it when dudes try to chase me / but I love it when you try to save me« kom hun ret hurtigt på manges læber. Sangen er en fin fortælling om den ubærlige tvivl, der kan opsluge tankerne, når man ikke ved, om interessen for ens udkårne er gengældt. Titlen ‘1950’ refererer desuden til den måde, homoseksuelle tidligere var tvunget til at udleve deres seksualitet i smug.
‘Talia’ fra ’Make My Bed’ fortæller ligeledes en fin historie om ulykkelig kærlighed, og på hjerteskærende vis synger Straus om at drukne sine sorger: »I can see you dancing, I can lay down next to you / at the foot of by bed / If I drink enough«. De fintfølende tekster bliver dog serveret i så opløftende poppede klæder, at der bliver skabt en flot balance mellem fortvivlelse og håb.
At turde gå popplanken ud
Det er blevet hipt at lave pop igen. De seneste mange år har været domineret af en form for poptimisme, hvor popmusikken efterhånden bliver betragtet som meget mere end en flad, kommerciel vare. I den forbindelse er der også flere og flere kunstnere, der udforsker og tester poppens grænser af, og ikke mindst herhjemme har vi set et utal af ep’er med halveksperimenterende, alternativ popmusik.
Men det kræver en anden selvsikkerhed og beslutsomhed at gå popplanken ud. Og det gør King Princess. Hendes popmusik ligger sig et sjovt sted mellem Charli XCX og Julia Michaels, hvor de velskrevne popsange får lov til bare at være det, de er; nemlig virkelig gode popsange.
Produktionerne er ambitiøse og alsidige – man støder både på distorted guitar, vocoder og andre tidstypiske tendenser – men de bliver aldrig prætentiøse. Kærligheden til den gode popsang og den stærke lyrik er i fokus, og man kommer uundgåeligt til at tænke på dronningen af melodramatisk teenagepop, Lorde.
Det ekstra lag, der gør King Princess så uhyre interessant, er selvfølgelig den historie, hun fortæller om, hvad det vil sige at være ung og homoseksuel. Selv om musikhistorien har huset flere artister som Prince, David Bowie og Lady Gaga, der har haft en mere eller mindre queer æstetik, er der stadig rigtig langt mellem popstjerner, der er LGBTQ+-personer.
Her virker King Princess som en lovende stjerne, der kan levere euforisk popmusik, som flere mennesker kan spejle sig i.
Læs også: Hold øje med Ric Wilson: Funk-klingende disco-rap, der er »black art, not sad art«