På ‘Redemption’ er Jay Rock underhunden, der undslap slummens sump
Det er ikke altid lige nemt at tilkæmpe sig dyrebar tid i TDE-solen, når størstedelen af dens stråler indtages af Kendrick Lamar. Spørg bare pladeselskabets alderspræsident Jay Rock: En gadekronikør af den ældre skole, som trods karrierestart helt tilbage i 2005 formentlig stadig bedst kendes som gutten, der rapper med på Kendricks ’Money Trees’ fra 2012.
Sådan er det nu engang at dele stald med en af tidernes bedste rappere. Selv om det ville være en tilsnigelse at kalde Jay Rock for Top Dawg Entertainments sorte får (den titel går til Ab-Soul), har han alle dage været en slags bænkevarmer for holdet: Debutalbummet ’Follow Me Home’ fra 2011 var hele seks år om at se dagens lys, mens den undervurderede efterfølger ’90059’ fra 2015 også gik relativt ubemærket hen.
Forventeligt måske, men også dødærgerligt, for Jay Rock har ikke trukket sin hiphopkarriere i en tilfældig automat. Han er tidligere Bloods-medlem fra et betonmiljø i Los Angeles med kår så trange, at flugtruten fra en krank skæbne typisk går én af tre veje: Enten bliver man kriminel, sportsstjerne eller rapper. Og efter at have bakset rundt i rollen som førstnævnte, så Rock sig nødsaget til at prøve lykken som sidstnævnte.
’Redemption’ er derfor langt hen ad vejen en cinematisk frelsefortælling om at have undsluppet ghettoens guillotine ved sjovt nok at være indgroet i den. Hvor Rock især på debutalbummet lød næsten kategorisk skummel og kynisk, indtager han her rollen som en ældre og mere vis version af sig selv.
Særligt albummets SZA-gæstede titelnummer er et pragteksemplar herpå, hvor Rock over nostalgisk, dunet jazzproduktion og pitchede gospel-samples indhegner teksten i et rørende hvad-nu-hvis-scenarie, der mediterer over hans nærdødsstrejf med et trafikuheld: »I see my funeral packed, I see some lyin’, some cryin’ and some givin’ dap«.
På ’For What It’s Worth’ er der imidlertid næsten en Scarface-lignende aura over TDE-rapperen. Her starter perspektivet på et gadehjørne i L.A.-natten for derefter at brede sig længere ud- og opad: »Tryna solve my problems off this fifth of Henny / how many fucks to give, lately I’m running empty / struggle with who I am and who I wanna be / got the streets and these beats right in front of me«.
‘Redemption’s selvransagende sårbarhed kan få selv thugs til at knibe en tåre, men det ville heller ikke være en Jay Rock-plade uden hårdtbrændt modvægt. For hver introspektiv skæring som ’OSOM’ med J. Cole på visit er der nemlig bangers som introen ’The Bloodiest’ og monstrummet ’ES Tales’, hvis Rottweiler-intimiderende lyrik over Super Mario-mønt-samples kandiderer til et af årets koldeste numre.
Rock kunne sagtens skøjte over beatsene med smidige flows, hvilket han til dels gør på den smålabyrintiske ’Broke+-’, hvor lixtallet svulmer. Oftest tromler han dog ordene langsomt, men sikkert ned over produktionerne med kalkulerede kunstpauser, der gør, at hver bar sætter sig. Af samme årsag er det ekstralækkert at høre ham i agil symbiose med Kendrick på ’Wow Freestyle’ i rollen som henholdsvis Eastside Johnny og Cornrow Kenny, der river et asiatisk lydende fløjtebeat fra hinanden.
I forsøget på at gabe over et lidt bredere segment end tidligere, er der undertiden også listet mere melodiske mainstream-stykker ind som ’Knock It Off’, ’Rotation 112th’, ’Troopers’ og den Jeremih-assisterede ’Tap Out’. Eksempelvis ’Troopers’ slipper afsted med det, da den finder kattelemmen tilbage til betonblokken, mens ’Tap Out’s drivvåde sexsnak derimod føles som malplaceret streaming-malkning. Resten af disse beslægtede radio-pleasere er bare tilforladelige.
Skal det endelig være triumferende, er outroen ’Win’ en bedre løsning, selv om heller ikke den er uden fejl. Det svage hook giver fornemmelsen af et bonusnummer, men lander egentlig som et optimistisk postscriptum oven på resten af ’Redemption’s tyngende ærlighed. Det giver et meget godt billede af Jay Rock som rapper: Underhunden, der vristede sig fri fra slummens sump og overlevede for at berette om det.
Kort sagt:
Jay Rock er underhunden, der undslap slummens sump på ’Redemption’. Albummet følger således en ret velkendt skabelon for den solide gadekronikør, der trods rollen som TDE-bænkevarmer ikke lyder som en gut, der har trukket sin hiphopkarriere i en tilfældig automat. Undertiden forvilder ’Redemption’ sig ud på småleflende radiosidespor, men vægtskålen flugter også fint mellem rørende fortællinger og isnende bangers.