Til sangundervisning i underbevidstheden med Animal Collective i Lille Vega
Frygtede man, at de grundlæggende fædre, Avey Tare og Panda Bear, ikke kunne finde en næsten 15 år gammel vitalitet frem og levere en værdig opførsel af den akustiske ’Sung Tongs’, bed man måske negle under koncertens lange droneåbner ’Tuvin’. Den uindspillede dronesjældenhed lullede stille og roligt publikum ind i det obskure popunivers, men tilbageholdte vildskaben.
Siddende på hver sin stol med hver sin guitar, dobbelt sæt mikrofoner og enkelte rytmiske remedier, fik duoens vitalitet heldigvis fuldt blus fra de første toner af ’Leaf House’ og ’Who Could Win a Rabbit’. Pludselig følte man sig i gode hænder. De forreste rækker af publikum lod sig inkludere i dyrenes kollektiv med bevægelser, man kun foretager i offentlige rum, når man giver sig fuldstændig hen til noget.
’Sung Tongs’ er først og fremmest en stor leg med vokaler. Avey Tare markerede sig som aftenens frontmand med de mest centrale stemmepligter og størst tilstedeværelse, mens Panda Bear holdte det mere skingre øvre leje intakt. Sangene og melodierne føles fortsat som muterede børnesange med nærmest hysteriske leveringer, og på albummet er de sovset ind i alskens effekter.
I Lille Vega var der også effekter at finde på mikrofonerne. Det var dog slående og underligt tilfredsstillende, hvor meget de to vokalister arbejdede med at emulere effekterne selv. Hvorfor få en effekt til at lave tremolo, når stemmen er i stand til det?
Det lød som at være blevet inviteret til sangundervisning i ens egen underbevidsthed. Avey Tare og Panda Bear forsøgte at gøre stemmeopvarmningsøvelser så sjove som muligt, men mistede til tider koncentrationen og begyndte at forestille sig at være brummende insekter. Imens står sanglæreren i hjørnet med en mindre identitetskrise over ikke at kunne afgøre, om det er galt eller genialt (hint: det sidste).
Som på albummet lod koncerten sig bølge frem og tilbage mellem udladningerne af melodi og frenetisk guitarspil og så de mere afslappede dronekompositioner såsom ’The Softest Voice’ og ’Visiting Friends’. Der var sikkert folk blandt publikum, der nød at opleve Animal Collective i det dronede modus, som de efterlod senere i deres karriere. Men man forstår godt, det blev efterladt – tiden har været en smule hård mod ’Sung Tong’s droner. Det var til gengæld et kærkomment gensyn med energiudladningerne, der har overlevet tidens nådesløshed med bravur. Udladninger som Animal Collective har pudset, forfinet og bygget en karriere på. Det har kastet nogle fantastiske album af sig, men de føles trods alt mindre dyriske. Det var en fornøjelse at se Panda Bear og Avey Tare genbesøge en af karrierens kreative og ukontrollerbare moderkilder.
Er Animal Collective virkelig klar til at være det retrospektive band, der turnerer med fordums album? Det er ikke et spørgsmål, der skal ses i lyset af cash grab-konspirationer. ’Sung Tongs’ er ikke det kommercielle gennembrud, og det var således også ’kun’ Lille Vega, den amerikanske indie-eksperimenterende institution havde fundet sig på plads i.
Nej, spørgsmålet skal ses i lyset af, om bandet er kreativt stagneret. Oplevelsen endte som en mønt med to sider: Vital og musikalsk bekræftende, men også som en frustrerende erkendelse af, at det er mere tilfredsstillende at se Avey Tare og Panda Bear være tilbageskuende.
Kort sagt:
Det nedbarberede Animal Collective leverede en skøn retrospektiv koncert med opførslen af ’Sung Tongs’, hvor de hyper-dynamiske af sangene dog i dag føltes mere relevante end dronerne. Amerikanerne beviste, at de ikke er blevet for gamle til at te sig som den musikalske klasses underlige børn. Til gengæld savner man dengang de etablerede sig som netop de børn.
Læs anmeldelse: Animal Collective ‘Painting With’