Ariel Pink på Haven var et forstørrende spejlbillede af alle vores særheder

Ariel Pinks Garage kunne være navnet på et progressivt børneprogram, hvor en excentrisk, men også smågenial mand sidder og spiller improviseret musik fra toppen af hovedet. En slags cool Sigurds Bjørnetime, hvor værten tør og gør alt det, børn tænker, når de får stukket et instrument i hænderne. Ariel Pink er og bliver en ballsy vagabond, som altid har væltet rundt i tider og steder gennem sine sange med et fuldstændig ligegyldigt forhold til regler og genrer.

Seneste udgivelse, hans 11. studiealbum fra 2017, ‘Dedicated to Bobby Jameson’, viste igen, at selv om Pink skramler og leger, så er han også en eminent melodiker med sans for poppede 60-70’er-omkvæd og hooks. Albummet lød skiftevis som jingles til reklamespots, kanelsukker-postpunk, skramlet rock og nyfortolkede Beach Boys-covers i den barokke ende. Koble det med Pinks intellekt, der flirter med det abstrakte, det mærkelige, og at han bruger sin musik til spejle os og vores samfund, har du grundene til, at Pink er en vigtig, nutidig musiker.

Musik uden genre var det også på Haven. Syltet i vokaleffekter flød han ind og ud over scenen med et opløst og tumultarisk mantra som en (g)rød tråd hele vejen igennem. I en sort buksedragt og nittebælte flagrede han rundt, teatralsk og indlevende, mens bandet, Haunted Graffiti, holdt skansen som et slags kanvas af sløve surferdrenge-typer bag ham. Derfra fiflede de sig stille og roligt gennem sangene.

Var man som alien landet foran scene, direkte fra planeten Z536-Golor (bag den niende måne i UtorGrax-galaxen), kunne man let have tænkt ’what the fuck har de der mennesker gang i med deres musik?’ ved lyden af Pinks skiftevis druknede, fordrukne og skingre vokal, spædet op med en brusende vind og støj. Det var måske endda lige ved at kamme over, men æstetiker som Pink bestemt er, sørgede han for at spæde det forblæste musikrum op med sødme på de rigtige tidspunkter. Den catchy-dumme og barokke ‘White Freckles’, den soulede 60’er-ballade ‘Baby’, sexoseren ‘Lipstick’ og den drømmende ‘Another Weekend’ dukkede op – i al deres diversitet – med riffs og melodier som lysninger i et tæt krat og bevægede masserne af dyre øl, clicksmøger og brede bukser.

Var man omvendt ikke en alien, hvilket få var på Haven denne fredag, og forstod man faktisk missionen i det skingre, dumme og i parodien på scenen, var det en koncert, der kaldte på eftertænksomhed på samme måde som Father John Misty eller Alex Cameron kan det. I sin brogede essens fungerer Pink som et forstørrende spejlbillede af alle vores vanvittigheder og kulturelle særheder som mennesker. Musikken er på den måde hans lup.

Ledte man efter bevægelsen, den kraft koncerter kan skabe, når de griber folk, driver dem frem i samlet flok – det Roskilde Festival kalder ‘den samlende oplevelse’ når de booker Eminem, Nephew eller Rihanna – var man nok mere skuffet. Men kunne man lide det grove og satiriske, for derefter at blive poppet og kælet  for, var det en fin dag at møde Pinks omrejsende musikteater på.

Læs anmeldelse: Ariel Pink ‘Dedicated to Bobby Jameson’