Josianne Boivin er fra Montreal, Canada. Som barn spillede hun klassisk musik på klaver, som teenager kastede hun sig over operasang, siden faldt hun pladask for jazz og begyndte at studere det på University of Montreal. Efter universitetet turnérede hun som keyboardspiller og backupsanger med forskellige Montreal-bands, men det var først efter en periode med angst og depression, at hun igennem meditation fandt ideerne og lysten til at skrive egne sange.
Munyas musikalske katalog består indtil videre kun af fire sange. I maj udgav hun ’North Hatley’, en ep på tre sange. Til efteråret udkommer ’Delmano’, en ny tre-sangs-ep – og på et endnu uvist tidspunkt kommer en tredje og sidste ep, i hvad der er tænkt som tre sammenhængende udgivelser, der hver tager udgangspunkt i ét bestemt geografisk sted.
Fra ’Delmano’ har hun netop udgivet singlen ’Hotel Delmano’, hvor man som lytter bliver taget med til drømmeland – både musikalsk og lyrisk. Sangen foregår nemlig på Hotel Delmano, en bar i Williamsburg, New York, hvor Boivin støder ind i en blåfarvet kvinde. Ifølge Boivin udspillede dette småbesynderlige scenarie sig i en drøm, efter en periode hvor hun havde set musikvideoen til ’La Femme à la Peau Bleue’ af Vendredi sur Mer en hel del.
Nummeret sættes i gang af et tangent-slide, der lyder som et tæppe, der bliver trukket fra, hvorefter en tilbagelænet trio af bas, synth og trommer byder os velkommen på Hotel Delmano. Boivin veksler mellem enkel- og flerstemmige vokalarrangementer, mens hun synger nogle helt vildt søde og kærlige ting på fransk. Tror jeg, for jeg forstår desværre ikke et kuk fransk, men det lyder seriøst behageligt.
På ’Des Bisous Partout’ fra ’North Hatley’, som gav Boivin en del omtale, da den udkom i maj, synger hun – qua titlen og med lidt oversætter-hjælp til undertegnede – om en masse kys. Udtrykket er igen sødmefyldt, behageligt svævende. Indledningsvis sættes der ellers en anderledes dunkel stemning med et næsten postpunket guitarriff og en bankende stortromme underneden. Mørkelegen er dog kortvarig, for efter fire rundgange melder velkomsttrioen fra ’Hotel Delmano’ sin ankomst og spiller solen frem. Her fra er det bare dejligt. Og især synes man at fornemme en enorm lethed i Boivins stemmeføring, når hun helt nonchalant trisser hen over det humørfyldte lag af drømmende toner.
En fransksproget bølge
Boivin spiller sig med sin fransksprogede popmusik ind i en mindre bølge disse år. Halo Maud (fransk), Anemone (canadisk) og Vendredi sur Mer (fransk) er tre andre unge artister, der beslægter sig til samme grundelementer i popmusikken som Munya. Og vigtigst for sammenligningen, så gør de det også på fransk.
Det fantastiske ved bølgen, for at blive ved den betegnelse, er den internationale eksponering, disse kunstnere nyder på trods af deres fransksprogede tekster. En del af forklaringen skal formentlig findes i det arbejde, musikkollektivet La Souterraine (oversat: Undergrunden) i de seneste år har lagt i netop at udbrede fransk musik – uden at gå på kompromis med det franske sprog. Hvor mange kunstnere, der synger på dansk, har du for eksempel set få et internationalt gennembrud? Har man lyst til at læse mere om La Souterraine og deres projekt, har Pitchfork for nogle år tilbage skrevet en længere feature om dem.
Det er svært ikke at holde af den udvikling. Den 5. oktober udkommer Munyas ’Delmano’-ep med to nye sange i posen. Man kan kun håbe, at de lægger sig i halen på hendes fire første. I så fald bliver efteråret i hvert fald en smule mindre vådt og gråt.
Læs også: Hold øje med King Princess: Lesbiske romancer og ubetinget popeufori