Nekrolog: Kim Larsen var et åndeligt lejrbål, vi allesammen kunne samles omkring

Kim Larsen er død, 72 år gammel. Han var levendegørelsen af, at musik er det universelle rum, der samler mennesker – på tværs af alder, politiske og sociale skel.
Nekrolog: Kim Larsen var et åndeligt lejrbål, vi allesammen kunne samles omkring
Kim Larsen. (Foto: Warner Music)

NEKROLOG. »Det er jo næsten som om han står lige ved siden af os«, konstaterede vi og grinede, da Kim Larsens stemme gjaldede ud i en musikalsk hyldest til Gasolins gamle tour-limousine Betsy, som nu står parkeret ved Ragnarock – Danmarks rockmuseum i Roskilde.

Som et pudsigt spil af tilfældigheder havde jeg sammen med en flok kammerater besøgt rockmuseet denne lørdag eftermiddag. Et besøg, som var en påmindelse om og bekræftelse af, at selv om den danske musikscene er en vildtvoksende frodig skov med forgreninger og knopskydninger, er der særligt én, som troner op.

Én, hvis rødder er groet i ét med hele den danske befolkning gennem 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne.

Eller rettere: Der var én, som tronede op.

For under et døgn efter mit besøg på Ragnarok var Kim Larsen død, og vi skal nu vænne os til at omtale ham i datid. Det nærer jeg stadig en stærk modvilje ved. Ikke mindst fordi han var erklæret rask efter sin prostatakræft og havde gennemført en lang række af forårets aflyste koncerter i løbet af sommeren.

Selv om meldingen om sygdommen var det første varsel om, at livets skjorte også en skønne dag ville blive for kort til hele nationens gavflab, var han jo – stokbærende og siddende til koncerter, bevares – trods alt tilbage på landevejen.

Min allerførste reaktion var derfor en undrende konstatering: »Men det er jo kun to måneder siden, han spillede i Tivoli«, i takt med at nyheden om dødsfaldet sendte et isnende sug gennem maven.

‘Gavflaben’, ‘Kimpansen’ og ‘Lune Larsen’. Kært barn har vitterligt mange navne, og med sin ligefremme attitude og det fandenivoldske glimt i øjet var Kim Larsen et symbol på dansk jovialitet. Karaktertræk, han helt bevidst koketterede med, maksimerede og overførte i musikken.

I en portrætudsendelse om en anden folkekær dansker, Dirch Passer, pointerede Larsen netop, at skuespilleren understregede krukkeriet, da han leverede en parodi på Kim Larsen.

Og det er nemt at parodiere nationalskjalden. Jeg har altid rystet på hovedet, når han gav los på ansigtsmimikken i den brede mund, og jeg krummer stadig tæer, fordi han absolut skulle bræge med på guitarmelodierne i blandt andet ‘Jutlandia’ og ‘Haveje’.

Selv om det åbenlyst er udtryk for, at Larsen forstod musikkens funktion som underholdning, synes jeg også, at det samtidig fjernede fokus fra nuancerne og dybden i hans kunst. Som er til stede i både de største hits og de mindre kendte sange, som vi alligevel også kender.

For Kim Larsen favnede enormt bredt.

Ikke blot i forhold til, at bedsteforældre og børnebørn øjeblikkeligt kan mødes i fællessang, men også i forhold til den musikalske diversitet, han rummede.

At han kunne levere gribende instrumentalnumre så forskellige som den mol-melankolske akustiske perle ‘Er du jol mon!’ (fra solodebuten ‘Værsgo’ fra 1973) og den grandiose synthhymne ‘Til dem’ (fra ‘Kielgasten’ fra 1989), vil jeg altid være på røven over.

Gasolin’ var et kreativt kollektiv, og selv om alfahannerne Larsen og guitarist Franz Beckerlee krydsede klinger, aktiverede det ikke desto mindre de kreative sluser, og vi fik blændende evergreens som ‘Det var Inga, Katinka og smukke Charlie på sin Harley’ (‘Gasolin’ 3′, 1973) og ‘Kvinde min’ (‘Gas 5’, 1975) foruden fantastiske deep cuts som ‘Perron Gare-du-Nord’ (‘Stakkels Jim’, 1974) og ‘December i New York’ (‘Gør det noget’, 1977).

Og det er netop denne alsidighed, som for mit vedkommende stråler som en julestjerne, når jeg tænker på Kim Larsen. Og hvorfor jeg både fyldes med glæde og sorg over, at et kapitel i dansk kulturhistorie er blevet afsluttet.

I slut-80’erne tog min mor og min mormor mig med til Kim Larsen-koncert i Geografisk Have i Kolding. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de begge to skulle med. Det kan jeg nu, for det, jeg oplevede der som 8-årig, var essensen af noget grundfæstet i enhver dansker.

Selvfølgelig kunne Kim Larsen samle flere generationer, for bag hans karikerede spankuleren på scenen og fjollede hilsener til publikum, rumsterede der lag af noget langt stærkere og med en evig varighed. Et åndeligt og kulturelt lejrbål, vi allesammen kan samles omkring, og som kan antænde sjælens varme, og hvori vi ser gløden i hinandens øjne. Uanset om det er til morgensang i folkeskolen, fra jukeboksen på værtshuset eller til en privatfest.

Her til lands var Kim Larsen levendegørelsen af, at musik er det universelle rum, der samler mennesker – på tværs af alder, politiske og sociale skel.

Kvalitet fornægter sig aldrig, og heldigvis vil din musik leve for evigt.

Den skal du fandeme have tak for, Kim!

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af