Janelle Monáe var ugens sidste musikalske gæst i Stephen Colberts ‘The Late Show’, og hun leverede et imponerende sceneshow, da hun fremførte ‘Make Me Feel’ fra hendes seneste album ‘Dirty Computer’.
Hit-singlen går Prince i bedene med masser af funk-guitar og synths. Hos Colbert fremviste Monáe også en glimrende koreografi med adskillige dansere på scenen.
‘Dirty Computer’ er popstjernens tredje album. Det fik stor ros – både for de eminente og eksperimenterende popnumre, men også for den knap en time lange sci-fi-film, der blev udgivet sideløbende med albummet i april. Vores anmelder kvitterede med seks stjerner til ‘Dirty Computer’, som hun kalder »den overdådige krone på Janelle Monáes imponerende skaberværk«, mens hele redaktionen var enige om, at albummet var halvårets allerbedste.
Sangerinden er desuden for alvor begyndt at gøre indtog i filmbranchen. Hun har tidligere spillet biroller i Oscar-filmene ‘Moonlight’ og ‘Hidden Figures’, og i den nærmeste fremtid kan man blandt andet opleve hende over for Steve Carrell i den animerede ‘Welcome to Marwen‘ og i live-actionen genindspilningen af Disney-klassikeren ‘Lady og Vagabonden’.
Hun er og bliver dog et musikalsk vidunder, og derfor håber vi også på at se hende indtage Orange Scene i 2019.
Læs anmeldelse: ‘Dirty Computer’ er den overdådige krone på Janelle Monáes imponerende skaberværk