1. Yangze
Yangze havde fået æren af at søsætte den første udgave af Journey Festival. Og det gjorde han på forrygende vis – selvsikkert og visuelt betagende.
Jakob Littauer indkapslede, fandt jeg ud af, som aftenen skred frem, faktisk meget godt Journey som arrangement. Hans musik er et miks mellem det højtstræbende, næsten avantgardistiske, og så det helt banalt poppede. Samme veksling fandt man i hans liveoptræden, som både indeholdt lange instrumentalpassager, hvor Littauer trådte om bag keyboardet og lod musikken tale, og mere inkluderende vokalstykker, hvor han sprang ud som fuldblodsperformer.
Og denne dualisme – det høje og det lave, kulturen og kunsten – syntes også på flere måder at præge Journey. På en god måde. Man fortabte sig i enormt smukke stykker musik, mens man slubrede sin Høker fra fad. Man lod sig indhylle i kunsten, mens man dyrkede kulturen.
2. Nilüfer Yanya
Hver gang britiske Nilüfer Yanya begyndte en ny sang, kiggede hun lige over på sin live-saxofonist, Jazzi Bobbi. For ligesom at være sikker på, at der var enighed om planen. Og det var der, virkede det til. I hvert fald fungerede det så fornemt for de to briter, som bare stod dér på den store nøgne scene, hvor kun Yanyas guitarforstærker ellers gjorde væsen af sig.
Yanya sang og spillede indlevende, klart og præcist, og endnu bedre var det, når Bobbi dannede harmonisk vokaltrop – eller når de to begav sig ud i instrumental pardans, og de varme, lidt sporadiske saxofonstrøg for en stund fyldte den kolde, Grå Hal.
3. Iceage
De har et eller andet ekstra at byde på, d’herrer i Iceage. Noget uforligneligt selvsikkert, som nådesløst hiver publikum ind i deres hvirvlende uvejr af diverse rockarter. Også denne aften virkede de til at besidde noget mere end de andre. De var veloplagte, velspillende – også selv om et mudret lydbillede ingen tjenester gjorde dem. Lydbilledet havde heldigvis ingen indvirkning på vanligt animerende Elias Bender Rønnenfelt, der besat raserede scenens front med sine flående bevægelser.
Men at Iceage virkede til at have noget ekstra end aftenenes syv andre kunstnere, hænger måske også sammen med det faktum, at den københavnske gruppe har fire fuldlængdeplader og en røvfuld turnéer på bagen. I hvert fald tillod undertegnede at spørge sig selv, om Iceage egentlig var for etablerede på en festival, som ifølge eget udsagn hovedsageligt skal præsentere musik, som alle vil høre næste år. Iceage var et uomtvisteligt højdepunkt, men mere tvivlsomt var det, om de for alvor passede ind i festivalens præmis.
Og den halværgerlige: Den Grå Hal
Først må det siges, at Den Grå Hal jo på mange parametre er et skønt sted. Denne aften også, hvor der i midten af hallen var opsat pult til de dj’s, der var hyret til at holde herlighederne ved lige, når der var pause i musikken på scenen, og et areal foran baren, der stod modsat scenen, med bænke og borde. Fantastisk hyggeligt, nærmest privatfestagtigt. Ind og ud for at ryge, op og betages ved scenen, tilbage på bænkene for at drikke øl og hvile ben.
Uheldigvis – og naturligvis – betød sammensuriet også, at de fornemme koncerter i den ene ende led under den uundgåelige talestøj i den anden. Værst var det under CTM’s sansefulde, meget intime optræden, hvor støjen simpelthen kom susende bag fra ved det mindste afbræk i musikken fra scenen, og folk i ren refleks drejede blikkene 180 grader rundt for bare at nå den simple konklusion: Halvdelen af hallen var jo udgjort af folk, der ikke forholdt sig til musikken.
Men som jeg forstår på folkene bag, er Journey musik, før det er fest(ival). Og i dét lys er det ærgerligt, hvis snakken forstyrrer oplevelsen. Sådan er vilkårene selvfølgelig, når man pakker det hele ind i én hal. Man skal bare være bevidst om, at det giver artister som CTM svære betingelser.