Los Angeles-rapperen Blueface har været en af det unge års helt store succeshistorier. Hans skæve flows og meme-venlige væremåde har gjort ham til en internetstjerne på trods af, at han rapper så off beat, at mere konservative hiphopstemmer slet ikke mener, at han overhovedet kan finde ud af at rappe.
Men nu ser rapperens eventyrlige 2019 ud til at få sit første knæk. Tidligere på måneden blev Blueface nemlig anholdt i Los Angeles, fordi han havde et ladt våben på sig. Nu er der rejst tiltale, og anklagemyndighederne kræver altså tre års fængsel, rapporterer sitet The Blast.
Det bliver ikke bedre af, at den unge rapstjerne har en sag af samme kaliber mere på nakken, efter at han også blev anholdt med en pistol sidste november. Men endnu er han altså ikke dømt, og han er også på fri fod efter at have betalt kaution.
De her sager er selvfølgelig ekstremt uheldige for Blueface, der netop er blevet remixet af både Cardi B og Nicki Minaj samt har en Drake-feature på vej. Men det kan måske også ses som del af en større tendens, hvor helt unge rappere med en fod i gademiljøet slår hurtigt igennem via internettet, men så bliver fældet af den opmærksomhed, succesen medfører.
Læs også: 10 unge rappere, du skal holde skarpt øje med i 2019
Lyt til podcast: Standard: Blueface, Roddy Ricch og 2019’s nye rap-generation