Distortion afslører 24 nye navne til to af de største gadefester

Distortion afslører 24 nye navne til to af de største gadefester
Distortion. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel figurerede der yderligere fem navne i dagens pakke. Disse var dog blevet sendt ud for tidligt af Distortion og er hermed blevet fjernet fra dagens annoncering.


Distortion har allerede afsløret masser af navne til Ø’en, men i dag står annonceringen i gadefestens tegn med 24 nye navne fordelt over to af de største scener: Rådhuspladsen og Ønskehallen.

22 af de nye navne spiller på Rådhuspladsen, som igen i år kommer til at huse en gadefest onsdag og torsdag. Som noget nyt er det dog ikke tunge aktører som P3 og pladeselskabet Warner, der står bag festerne, men mindre arrangører, som er favoritter i Distortions stab af street-hosts.

Det betyder, at Kontrolleret Kaos den 29. maj kan invitere til psytrance-fest på Rådhuspladsen for 7.-8.000 mennesker, mens Hypetrade, Puma og Arch står for torsdagens fest.

Blandt de annoncerede navne er blandt andre Vini Vici og Whitenoise til onsdagen, mens Artigeardit, Fouli og Emil Stabil for eksempel står klar torsdag.

Slutteligt gælder dagens annoncering Red Bull-festen på Vesterbro torsdag, som allerede har offentliggjort størstedelen af årets program med internationale navne som Rejjie Snow og Toro Y Moi samt et samarbejde med Standard – Soundvenues hiphop-podcast. Nu slutter Tue Track og Den Sorte Skole sig til festen, og de to acts er sat til at styre efterfesten inde i selve Ønskehallen, som varer helt indtil kl. 03.00.

Adgang til alle ovenstående fester kræver gadearmbånd eller et Distortion Pass.

Få et overblik over de nye navne forneden.

Rådhuspladsen

Onsdag 29. maj kl. 15.00-00.00
Apollo (DK), theFOUNDER (DK), Chriz (DK), Phanatic (IL), Reality Test (IL), Second Sun (DK), Vibe Tribe (IL), Vini Vici (IL) og Whitenoise (IL).
Præsenteres i samarbejde med: Kontrolleret Kaos.

Torsdag 30. maj kl. 15.00-00.00
Artigeardit (DK), Aya (SE), Emil Stabil (DK), Ericka Jane (DK), Fouli (DK), Jireel (SE), Katie Keller (DK), Lamix (SE), NODE (DK), Pattesutter (DK), Skinz (DK), Tyrees Tyr (DK) og ZK (DK).
Præsenteres i samarbejde med: Hypetrade, Puma og Arch.

Ønskehallen

Torsdag 30. maj kl. 15.00-03.00
Den Sorte Skole (DK) og Tue Track (DK) – slutter sig til et program med blandt andet Artigeardit, Fool, Fraads, Reem, Rejjie Snow og Toro Y Moi
Præsenteres i samarbejde med: Red Bull Music.

Læs også: Distortion ændrer strategien for gadefesterne: »Vi skærer i antallet af store scener«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af