Kelsey Lu krydser problemfrit et utal af genrer på debutalbummet ’Blood’
Det er frustrerende, når man sætter et album på, der virker sprudlende og eventyrlystent på de første par numre, for at det så viser sig at være mindre eventyrlystent og knap så opsigtsvækkende senere på tracklisten. Det omvendte er dog på ingen måde nær så slemt. Det kan i værste fald være et værk, der kommer skidt fra start, men som formår at indhente sin uinteressante begyndelse – og i bedste fald et album, der langsomt og elegant åbner sig for lytteren og viser sig at være mere spraglet, end man i første omgang skulle tro.
Kelsey Lus debutalbum ‘Blood’ sætter sig i begge stole. Det er et album, der sørger for at etablere et sonisk felt inden for rimelig vante genremæssige rammer – men som numrene skrider fremad, bliver disse rammer gradvist brudt.
Stilen er i starten meget langsom, æterisk og vemodig. Instrumentationen er fortrinsvist akustisk, især med prominent brug af cello, som Kelsey Lu da også selv spiller. Hendes lyd befinder sig her et eller andet sted mellem Agnes Obel og Weyes Blood. På tredje nummer, ‘Due West’, introducerer hun nogle r’n’b-elementer i trommerne og i sangstrukturerne. Disse dukker atter op på femte nummer, ‘Why Knock For You’, hvor hun også giver plads til elektroniske vokaleffekter.
Disse første fem numre er ganske fine. De rykker hver især ganske fornemt på grænserne for det udtryk, ‘Blood’ befinder sig inden for, uden at nogen af dem føles som et ekstremt venstresving. Det har desværre til dels noget at gøre med, at Lu ikke viger meget fra den vemodige stemning, hun introducerede albummet med. Det kunne godt savne noget mere intensitet, men det får vi heldigvis på sjette nummer, ‘Foreign Car’.
‘Foreign Car’ er et vendepunkt for albummet. Den pulserende spænding på nummeret lyder nærmest lidt som noget, der kunne have været på Lowlys mesterlige nye album ‘Hifalutin’. Herfra bliver ‘Blood’ et meget mere farverigt og legesygt album.
‘Poor Fake’ inddrager deciderede disco- og funkelementer, ‘Down2ridE’ er et dystert, eksperimentelt nummer, der blander ambient med folk, og ‘I’m Not In Love’ er noget så uventet som et cover af 10cc’s dejligt cheesy evergreen af samme navn.
Denne anden halvdel af albummet er et mere kalejdoskopisk virvar af lyde og stemninger, der dog aldrig bliver kaotisk, da musikken stadig er rodfæstet i det fundament, som blev etableret på de første par numre. Det er denne halvdel, der virkelig tager fat i lytteren og viser, hvorfor Kelsey Lu stikker ud i det brede musiklandskab.
Det er lidt synd, at Lu er noget tid om at komme frem til denne rørstrømske side af albummet. Men hendes interessante genrekrydsninger er uden tvivl ventetiden værd – og når hun vender tilbage til albummets stilistiske udgangspunkt med det livsbekræftende titelnummer, afslutter hun albummet på en måde, der bringer ganske flot helhedsfornemmelse til hendes overordnede vision omkring værket.
Kort sagt:
‘Blood’ er lidt tid om at komme i gang, men når Kelsey Lu først begynder at krydse genrer, er der rigtig meget interessant at tage fat i – hun skifter problemfrit mellem folk, r’n’b, ambient, disco og dreampop, uden at det nogensinde føles kaotisk eller ufokuseret.