Lizzo skruer op for divaattituden på ‘Cuz I Love You’
Man skal lede længe efter så smittende et humør og så bundsympatisk en karakter som Lizzo. Hun er tilpas grov, tilpas humoristisk, og så oser hun af charme og musikalsk overskud. Den texanske rapper og sanger, der til daglig bærer det borgerlige navn Melissa Veviane Jefferson, har imponeret med sit raptalent, sin stemme og sine sassy, kropspositive tekster siden debuten ‘Lizzobangers’ fra 2013, og selv om attituden absolut er intakt, er Lizzos musikalske univers anno 2019 noget helt andet end udgangspunktet. ‘Cuz I Love You’ er sprudlende og vellykket – men anderledes.
Før jeg hørte førstesinglen ‘Juice’ fra ‘Cuz I Love You’, så jeg primært Lizzo som en rapper. Selv om hun sang en masse på sine første to studiealbum, gjorde hun det på en r’n’b-inspireret, low key måde, der virkelig lod hendes rap være hovedattraktionen. Rapper er hun stadigvæk, men på ‘Cuz I Love You’ er hun mindst ligeså meget sanger – hvis ikke mere. Lizzo har en kæmpe vokal, og hun er virkelig kommet i kontakt med et vildt divaregister, der bliver slået an fra første nummer, som også bærer albumtitlen.
Ud over at have taget et spring på vokalfronten, er der også blevet skruet markant op for diverse gammeldags soul- og disco-elementer. ‘Cry Baby’ og ‘Exactly How I Feel’ (der har besøg af ingen ringere end Gucci Mane) lyder som Prince-numre, og ‘Better In Color’ har nærmest en blueset stemning med en Jimi Hendrix-agtig guitarsolo. Lizzos soulede lyd leder nemt tankerne hen på Janelle Monáe, og der er ikke noget at sige til, at netop hun blev spottet i popekstase blandt publikum til Lizzos koncert på dette års Coachella festival. Den Prince-inspirerede vibe er gennemgående på albummet, med undtagelse af numre som ‘Like a Girl’, ‘Soulmate’ og ‘Tempo’ feat. Missy Elliot, der bliver bindeled til Lizzos tidligere repertoire.
Bevares, der er ikke tale om en 180 graders musikalsk vending, og Lizzo er stadig sassy nok for to, men hun er det på en lidt mindre underspillet måde end tidligere. Nogle af hendes ældre sange som ‘Truth Hurts’ eller ‘Scuse Me’ havde bare en tilbageholden coolness og en vrede, som sangene på ‘Cuz I Love You’ ikke rigtigt har. På det nye album er Lizzo en humørbombe, og hvert eneste nummer er som en energiindsprøjtning, men hendes højrøstede vokal og de høje blæserriffs og discosynths bliver en lille smule for overstadige i længden.
Egentlig føles det lidt underligt at beklage sig over, at Lizzo er i for godt humør på det her album. Self-empowerment og kærlighed til sig selv har hele tiden været hendes kendetegn, og man kan kun bifalde hendes smittende humør og attitude. Sangene virker bestemt også efter hensigten; man får virkelig lyst til at spankulere selvsikkert ned ad gaden til alle numrene, der fungerer som små selvtillidsboostere med de sjove, selvhyldende tekster. Men man savner altså lidt hendes helt kølige, afvisende »I just took a DNA test, turns out I’m 100% that bitch«-attitude, der dominerede ep’en ‘Coconut Oil’ og albummet ‘Big Grrrl Small World’.
Derfor er et nummer som ‘Tempo’ feat. Missy Elliot et lidt dystert, tiltrængt hiphopindspark imellem de meget højstemte soulede sange. »I’m a thick bitch I need tempo«, rapper Lizzo med sin mest henslængte don’t fuck with me-stemme, og ligeledes er hendes mere afdæmpede, intime lyd på afslutningen ‘Lingerie’ også en fin kontrast til de energiske sange.
Når det er sagt, kan man ikke komme uden om, at Lizzo mestrer feel good-viben til perfektion, og der er ingen tvivl om, at den kommer til at sparke røv på Roskilde Festival til sommer.
Kort sagt:
På Lizzos ‘Cuz I Love You’ er hvert eneste nummer som en energiindsprøjtning, men hendes højrøstede vokal og de høje blæserriffs og discosynths bliver en lille smule for overstadige i længden.