Rapperen Loyle Carner er en eftertænksom oase på den tordnende UK-scene
UK-scenen er på det seneste gået gennem en rivende udvikling. Navne som Stormzy og Skepta er gået fra at være lokale sensationer til mainstreamstjerner, og senest har Slowthai og Octavian taget engelsk rap videre. Men hos Loyle Carner er der noget andet på spil. Trods opvæksten i Sydlondon er han ikke noget der ligner en grime-rapper.
I virkeligheden giver det ikke mening at sammenligne ham med den del af UK-scenen, for Loyle Carner og hans andet album ‘Not Waving, But Drowning’ er primært et ekko af en ældre, soulfuld (amerikansk) hiphop. Det er svært ikke at tænke på navne som Mos Def, Slum Village og Common, og det er mest af alt Loyle Carners dialekt, der afslører ham som en nutidig engelsk rapper.
Allerede fra starten, på numrene ‘Angel’ og ‘Ice Water’, der bruger noget så gammeldags som scratch, bliver man sendt tilbage i tiden – Carner er meget old school, næsten nostalgisk. Hertil er ‘Sail Away’ og ‘Still’ klassiske hiphopproduktioner med groovy, samplede trommer, elklaver og masser af atmosfære. ‘Desoleil’, med altid dragende Sampha, er et af de få numre, hvor produktionen ikke peger tilbage, og ‘Krispy’ er en smuk klaverballade – men ellers bliver albummet meget i samme stil og lyd. Loyle Carners vokallevering er ligefrem, rolig og på ingen måde grime-agtig, men netop udført i en mere klassisk rapstil, som Carner i øvrigt mestrer.
Teksterne og historierne er også mere afdæmpede og eftertænksomme end hos mange af Carners kollegaer, og der er nok en sammenhæng mellem de historier, han vil fortælle, og den lyd, han dyrker. Han rapper om kærlighed på ‘Angel’, familie og sin egen baggrund på ‘Looking Back’, og ’Carluccio’ er en rørende ode til Carners afdøde kokkeidol (rapperen er erklæret madfanatiker og selv kok).
»I read about a man getting drowned once / his friends thought he was waving to them from the sea, but really he was drowning«, siger en stemme på ‘Not Waving’. Carner føler sig fortabt, ved at drukne, og forholder sig selvfølgelig til de problemer, man også finder hos kollegaerne, der er opvokset i og beskriver de selvsamme kvarterer som Carner.
Men ‘Not Waving, But Drowning’ handler i sidste ende også om at finde trygheden i det sted, man kalder hjem, og at finde kærligheden i de mennesker, man kalder familie – trods al uroen. Det er på den måde et mere optimistisk modstykke til meget af den hårde rap, der kommer ud af England i disse tider.
Det er nemt at kalde Loyle Carner tilbageskuende og gammeldags, og det er han også i fare for at blive, men i det mindste er han kompromisløs i sin dyrkelse af en lidt forældet lyd og æstetik. Og ser man bort fra det old school-forherligende udtryk, ligger der et gennemført album inde bagved.
Nogle gange kan man også komme fremad ved at gå tilbage. Nogle gange kan man også se udad ved at se indad. Det er det, Loyle Carner gør (og i stor stil lykkes med) på ‘Not Waving, But Drowning’.
Kort sagt:
Loyle Carner er ikke som de andre UK-rappere, men dyrker et oldschool, autentisk hiphop-udtryk på ‘Not Waving, But Drowning’, som trods nostalgitrippet er både aktuelt og gennemført.