MorMor kørte en indadvendt, men yderst velklingende stil i Søpavillonens nye lokaler
Sjældent har et spillested taget så meget af opmærksomheden før en koncert. Som man tirsdag aften trådte ind i det genåbnede Søpavillonen (der både fungerer som natklub, restaurant m.m.), faldt snakken således i langt højere grad på interiøret end på canadiske MorMor, med det borgerlige navn Seth Nyquist, der en times tid senere skulle gå på til sin første danske optræden.
Der var ikke sparet på krudtet, og førstehåndsindtrykket af de nyistandsatte rammer gav mindelser om Hurlumhejhuset på Bakken. På vejen fra gaderoben op til førstesalens diskokugle-glimtende musikområde nåede de stofbelagte vægge at skifte farve fra gul til blå til bordeauxrød velour. Forvildede man sig ud på toiletterne, kunne man tilmed komme gevaldigt i stemning i skæret fra heftigt blinkende lamper.
Sammenlignet fremstod aftenens indiepoppede hovedperson noget mere afdæmpet. Toronto-sangeren med det i dansk sammenhæng spøjse navn (der med engelsk udtale lyder mere som MårMår) havde taget et klassisk band-setup med sig. Den lille scene i den intime klubsetting var fyldt ud med trommesæt, keyboard, guitar og bas, og selv startede Nyquist også med en elektrisk guitar om halsen.
Det sortklædte band gik med alvorlige miner i gang med åbneren ’Some Place Else’ fra den nye ep af samme navn, og frontmandens karakteristisk lyse stemme skar med det samme klart igennem over den sommerdøsige rundgang. Hver en falset ramte plet, og publikum vrikkede med, da det magelige tempo fortsatte i ’Whatever Comes to Mind’.
Imens kunne man ikke lade være med at studse over, hvor underligt lyst der var i det nærmest plyssede lokale. I loftet over baren i midten hang en stor plade med lysende lamper, og man savnede egentlig, at belysningen blev dæmpet, og at scenen blev lyst op i pangfarvede spots, der kunne matche væggene.
En mere fordybelsesskabende belysning havde måske også passet bedre til bandets noget indadvendte stil på scenen. Der var ikke meget interaktion med publikum fra manden foran mikrofonen undervejs. Efter fem sange kiggede han ud over det udsolgte spillested og spurgte med et lille smil: »How’s everybody feeling?«. At dømme efter publikums hujen, var der bestemt potentiale for mere samspil.
Det skal imidlertid ikke tage noget fra det yderst velspillende band og Nyquists ufejlbarlige og til tider isnende imponerende levering. Allersmukkest var ’Lost’, der først blev bygget elegant op af synths og sangerens følsomme klang, snart herefter kom ud i en energisk trommesolo og endte med en effektfyldt, drømmende guitarudtoning.
Senere skruede MorMor endda også lidt op for attituden, da han med god energi nærmest rappede første vers af ’Waiting on the Warmth’, lavede fagter med hænderne og dermed afslørede, at han da egentlig var i rigtigt godt humør. Som publikum var man også fornøjet på en helt igennem behagelig måde, da man efter en time atter kunne søge mod den skriggule gaderobe.
Kort sagt:
Uden ligefrem at sparke benene væk under én leverede canadiske MorMor med band en behagelig og velklingende koncert på Søpavillonen.