Nas leverede som en mønsterelev fra den gamle skole på NorthSide
Beatet ringer ind, det groovy James Brown-sample skratter over højttalerne, og Nas indtager scenen med opfordringen: ’Get Down’. Tilbagelænet type iklædt joggingsuit og køligt overblik – klar til at levere.
Og levere gjorde han. Nas er om noget perfektionist, og det betaler sig i en genre, hvor form ofte vægtes højere end indhold (hvilket Migos fint pointerede senere på aftenen). Det er nemlig ikke blot en letkøbt sample-parade, man går ind til, når man oplever Nas på en scene. Det er gadepoesi fra øverste hylde: Autentiske, knivskarpe skildringer, der har gjort Nas – og i særdeleshed hans skelsættende debut ’Illmatic’ fra 1994 – til en regulær milepæl i østkysthiphophistorien.
Netop derfor har Nas og hans ’Illmatic’-univers også overlevet tidens tand. Urban-dystopierne er udødelige, og de svedige, velafvejede samples giver dem det nødvendigt legesyge modspil, der lige akkurat stadig løfter historierne fra uinspireret inspirational quote-automatik til heftige hits med dybde.
De legesyge symbioser druknede dog en kende, da Nas indtog den grønne scene på NorthSide. Dels grundet en skammeligt ringe afvejet lyd, der skiftevis tyvstjal henholdsvis bas og bars i den lille time, Nas hovedrystende nok kun havde fået tildelt – og netop derfor blev det desværre også til en del komprimerede versioner af Nas’ hitkatalog, som han slentrede ned ad memory lane til tidligere tiders newyorkerrap-guldalder med alt fra ’The World Is Yours’ og ’N.Y. State of Mind’ til ’Life’s a Bitch’ og ’I Can’.
Men trods lydmæssige udfordringer og en lille time at fyre 25 års hitparade af på, leverede perfektionisten Nas, som den mønsterelev, han alle dage har været. Hans flow var helt tight, indlevelsen dybt oprigtig, og hans linjer landede så godt som hver gang præcis, hvor de skulle. En 12-tals dreng på allerbedste vis.
Derfor var det også særligt forfriskende, når Nas lod sig rive med af aggressiviteten, der pumper igennem numre som ’Hate Me Now’ og den Kanye-producerede ’Cops Shot the Kid’. Her blødte den lidenskabelige vrede ud af Nas’ linjer som skarp kontrast til de ellers noget monotone hiphopfortællinger, der går hen og bliver en kende for livsbagkloge for min indre kyniker (opmuntringen ’I Can’ har sgu ganske enkelt alle dage været lidt for børnetime-cute – sorry).
Som timen randt ud, kunne man kun ønske, der havde været mere tid til Nas at udfolde sig i. Allerhelst med et velfungerende lydsystem – og måske endda med storskærme, der virker, nu vi er i gang med ønskelisten (come on, NorthSide). Nas nåede kun lige akkurat at ramme en ægthed, der gik ud over hans sædvanlige pensum, før hiphoplektionen var overstået. Til UG og alt det der, ganske vist.
Kort sagt:
Nas leverede som den mønsterelev og perfektionist, han er, trods lydproblemer og et skammeligt kort program. Bedst var han, når han lod sig rive med af de hårdere numre, som gav ham muligheden for at gå ud over sit pensum – som han ellers fulgte regelret til UG og så videre.
Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.