Det er fredag den 21. oktober 2016. I DR Koncerthuset rammer det bløde spotlys den aarhusianske kvartet Liss på scenen. Omgivet af guitarist Vilhelm Strange, bassist Villads Tyrrestrup og trommeslager Tobias Hansen rocker forsanger Søren Holm frem og tilbage, mens han synger hittet ’Sorry’ fra gruppens debut-ep ’First’.
Da sangen slutter, klapper og hujer publikum begejstret. Sørens benovede blik panorerer henover de kendte musikerkolleger på tilskuerrækkerne, mens ansigtet forsvinder ud af spotlyset og ind i skyggen og stivner i et anstrengt smil.
På trods af, at de fire purunge mænd på scenen kun har spillet sammen i små to år og knap nok kender hinanden, er de denne aften nomineret til den prestigefyldte P3 Prisen. Senere venter den obligatoriske efterfest sammen med inderkredsen af den danske musikbranche, og når morgenen gryer, skal de på et fly til London, hvor de skal varme op for selveste Mø. Men noget ulmer i de fire popkometer, som for længst er blevet udråbt som morgendagens helt store stjerner. Kort tid efter forsvinder de fra overfladen lige så hurtigt, som de dukkede op.
»Jeg havde det lidt weird til P3 Guld. Jeg sad virkelig og håbede, at vi ikke vandt prisen. Jeg kunne bare ikke overskue at skulle op og modtage den og være glad, for det var jeg ikke. Jeg var mega stresset. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Giv den bare til Karl (William, red.), så jeg var så lettet, da han fik den«, fortæller Søren Holm.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte: Fuck, det er jo ikke fedt, det her. Det var jo mega sindssygt, at vi var blevet nomineret og skulle til London, og så var der også denne her fest, men jeg kunne ikke lide det. Det var det sidste, jeg havde lyst til. Der kan jeg bare huske, at jeg tænkte: Nu skal der gøres noget«.
Søren Holm, Vilhelm Strange, Villads Tyrrestrup og Tobias Hansen sidder i et øvelokale på Refshaleøen i København. Det er her, de har gemt sig de seneste to år, efter at succesen pludselig blev så voldsom, at de næsten druknede i den. Dengang, for tre-fire år siden, udgav Liss den ene stærke single efter den anden efterfulgt af den anmelderroste debut-ep ’First’. Hypen voksede til uanede højder i både ind- og udland, da de kom i stald hos det velrenommerede britiske pladeselskab XL Recordings, og alle ventede på kvartettens næste træk. Men det kom aldrig – før nu.
Efter tænkepausen er Liss tilbage med deres længe ventede ep ’Second’, som udkommer 18. juni. Da jeg møder dem, har de lige spillet deres comeback-koncert på Spot Festival i hjembyen Aarhus. Få dage senere er det Distortions tur til at få besøg af de fire.
»Jeg tror ikke, der kunne være et bedre tidspunkt for os at vende tilbage på. Det føles i hvert fald meget dejligt. Men man kunne måske godt have frygtet lidt, at folk havde glemt os«, siger Søren.
Tobias: »Vi havde forberedt os meget inden og sagt: Nu skal vi virkelig kæmpe og vise, hvad vi kan, men lige da vi gik ind, fik vi bare kæmpe applaus, og alle stillede sig op. Det var bare sådan: Shit okay, folk er med os. I perioden før vi trak stikket, tror jeg, vi lige så stille fandt ud af, at vi ikke havde os selv med i det. Jeg havde det meget sådan: Hvem fuck gør vi det her for? Pludselig følte jeg, at det var for alle andres skyld, fordi der var nogen, der sagde, at vi skulle nå at lave det og det. Jeg tror, det var der, vi følte, at vi blev nødt til at holde en pause og mærke efter, hvad vi selv havde lyst til«.
Vilhelm: »Men det var Søren, der sagde fra til sidst«.
Søren: »Ja, jeg kunne ikke mere«.
De husker mest tømmermændene i alverdens lufthavne og den evige søvnmangel, som fulgte med livet som internationale popstjerner. Ellers er det hele ét stort blur. Med det hektiske liv fulgte en stor portion stress, og det var især den, der gjorde tilværelsen hård.
Filmen knækkede for alvor, kort efter kvartetten hver især var fløjet fra reden og flyttede til København i midten af 2016. På det tidspunkt var kalenderen overtegnet med spillejobs i både ind- og udland, og samtidig arbejdede Liss uafbrudt på endnu en ep. Havde drengene en sjælden fridag, smækkede de nogle højtalere op på det hotelværelse, de nu lige boede på, og arbejdede på ny musik.
»Det var svært at få ro til at lave musik, men det var også der, der helst skulle falde noget nyt«, siger Villads.
Søren: »I starten var det en leg, men det var meget kort tid, for det gik så stærkt. Vi blev signet af XL Recordings, som havde hørt vores demo, og vores første koncerter var med Dean Blunt og Jungle, som vi har set vildt meget op til. Vi nåede ikke rigtig at sige: Okay, nu er vi et band. Pludselig var vi bare i det«.
Tobias: »Den første musik, vi lavede, skete ligesom bare og var en meget naiv proces. Lige pludselig gik det godt, og så var der alle mulige forventninger fra forskellige mennesker, men jeg tror ikke, vi selv havde en klar nok idé om, hvor vi skulle hen. Vi blev lidt lost i alt det der. Men det er ikke, fordi XL eller vores manager har presset os til at gøre alle mulige ting, vi ikke ville. Jeg tror meget, det handler om, at vi ikke var i stand til selv at sige fra, for alt var så vildt, og vi ville jo det hele. Det var det, vi havde drømt om. Vi var bare for unge til at mærke efter og vide, hvornår vi skulle trække stikket«.
Søren: »Det var først bagefter, at man tænkte: Hvad fanden har jeg egentlig lavet? Hvorfor kan jeg ikke huske noget?«.
Villads: »Pauserne var der ikke«.
På jagt efter Kanye i New York
I året op til, der pludselig blev stille omkring Liss, havde drømmen overhalet virkeligheden med flere længder hos de fire jyske popkometer. På rekordtid var de inde i varmen hos både anmeldere, pladeselskaber og stjernekolleger. Allerede i 2015 spillede Pharrell Williams bandets anden single ’Always’ i sit radioprogram, mens den endnu bare var en demo, og også blandt publikum oplevede Liss en voldsom hype.
Villads: »Vi var i kæmpestore studier i England, hvor Kanye West og Frank Ocean også havde siddet. Lige pludselig var man bare smidt ind i den der verden, som man havde kigget på udefra hele sit liv. Men det var ikke en periode med luksushoteller overhovedet. Vi var måske i studiet i Paris i fire dage, hvor vi lånte en mega lille lejlighed, så tre skulle sove i en enmandsseng, mens den sidste skulle sove på gulvet. Vi havde ikke rigtig nogen penge, så det var noget med at få fat i vores franske label og spørge, om de ikke ville med os ud at spise, for så vidste vi, at de ville betale for middagen«.
Søren: »Det var meget sådan noget med at hustle, men nogle gange fik vi lige smagen af et eller andet, når vi for eksempel kom op i denne her kæmpe lejlighed i Berlin, eller da vi boede i en ret fed lejlighed i New York«.
Vilhelm: »Ja, vi fik et glimt af det helt vilde luksusliv, og så var det tilbage i enmandssengen«.
Har I nogen konkrete oplevelser, hvor I tænkte: Hvordan er vi endt her?
Villads: »Da vi var i New York, læste vi pludselig på Twitter, at Kanye West holdt en surprise koncert, som lå en gade fra, hvor vi boede. Så var det bare på med skoene«.
Vilhelm: »Vi havde en amerikansk tourmanager derovre, og man kunne godt mærke, at det er et helt andet game. Jeg tror godt, det kan være lidt mere voldeligt, så han var en slags bodyguard for os. Han sagde: ’Okay drenge, I kan godt gå derned, men I skal lige passe på, og jeg går forrest’. Det var sygt rowdy, og der var mega mange mennesker, så han sendte os hjem igen, så vi ikke blev anholdt«.
Villads: »Alle ville have et glimt af Kanye West. Det var helt vildt, for så så man lige 2 Chainz gå derhen. Men koncerten blev vist aflyst, så det er en kedelig afslutning på historien«.
Tobias: »XL Recordings havde lige fået lavet nyt kontor på Manhattan, som vi fik lov til at prøve som de første, og det var bare det vildeste studie. Der var en tekniker, kun til os, og det var første gang, vi prøvede at styre det, hvor vi ikke var i studiet med en producer. Det var ret vildt at gå op og drikke en kop kaffe, og så kom Jamie xx lige gående forbi: ’Hey, hva’ så?’«.
Vilhelm: »Vi fik også tit at vide, at der nu var ham eller hende her blandt publikum til vores koncerter. Det var følelsen af, at der hele tiden var nogle vigtige mennesker, som skulle se os. Da vi spillede på Moth Club i London, var keyboardspilleren fra Sade (Andrew Hale) blandt publikum. Det var bare sygt at få at vide«.
Er musikbranchen en farlig verden, når man er så ung?
Vilhelm: »Der er helt klart mange fester, og der er altid alkohol i køleskabet, når man spiller koncert. Der er jo sindssygt mange fristelser, men jeg tror, det har været sygt vigtigt, at vi har haft hinanden. Men vi har da også drukket rigtig meget, for i musikbranchen er det bare fuldt lovligt at drikke på arbejdet«.
Søren: »Vi har snakket meget om det og også været lidt efter hinanden. Sådan: Pas nu på!«.
Tobias: »Det hjælper at have nogen tæt på, som oplever det samme, og som forstår, at det ikke handler om at drikke sig stiv og snakke med de kendte, men om at lave musik. Det er det, vi er gode til, så det er det, vi skal bruge vores energi på. Men når man har spillet en koncert, er man oppe af køre på adrenalin, og så kan det være svært at tage hjem og sove«.
Søren: »Man gider heller ikke være den, der tager hjem, mens alle andre fester, og så fester man alligevel, selv om man måske ikke orker. Og det gælder ikke kun for de unge. Det fortsætter tværtimod, hvor man tænker: Jeg håber da ikke, vi ender sådan der«.
Hvad med succesen? Er den farlig i så ung en alder?
Vilhelm: »Det kommer vel an på, hvem man er. Man ser jo folk, der falder i. Men det synes jeg tit er soloartister«.
Tobias: »Hvis man ikke har nogen til at passe på sig, tror jeg da, det er farligt. Også fordi man ikke rigtig ved, hvem man selv er, når man er ung«.
Søren: »Jeg kan huske, at jeg nogle gange kom hen til et eller andet event og tog mig selv i at tænke: Hvorfor kigger alle folk ikke på mig? Det er den klammeste tanke, man kan have, som ligger så langt fra mig, men det storhedsvanvid kommer nok af det, så hvis man altid har været sådan, bliver man jo helt crazy«.
Hvordan ser privatlivet ud for en popstjerne?
Søren: »Det eksisterer ikke«.
Vilhelm: »Da vi trak stikket, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde andre venner end jer, for jeg havde glemt alle mine andre venner. Det er ret voldsomt at finde ud af, og det gik nærmest først op for mig der, at hvis jeg gerne ville nå at redde nogle relationer, var det altså nu, jeg skulle begynde at se nogle andre«.
Tobias: »Man havde været i sådan en boble og vidste ligesom ikke rigtig, hvad alle andre havde foretaget sig«.
Villads: »Jeg tror også, man er blevet lidt anderledes oppe i hovedet af at opleve så mange ting, i forhold til de relationer man havde, inden alt det her skete. Mange af vores venner har brugt de sidste tre år på at rejse eller starte på en uddannelse, hvor vi har været meget fokuserede på, at det her skulle lykkes«.
Tobias: »I starten var det lidt ubehageligt at snakke med mine venner om det, for man kunne mærke, at de ikke kunne undgå at se anderledes på én. Det var vildt svært for folk at forstå det, der skete for os. Jeg havde lyst til at sige: ’Hey stop, det er bare mig. Skal vi ikke drikke en øl og spille backgammon?’«.
Blev det også svært for jer bare at skulle drikke den der øl og spille backgammon efter at have prøvet alle de ting?
Tobias: »Nej, jeg tror tværtimod, at vi havde rigtig meget lyst til, at alt ikke var mega vildt. Man har sgu lyst til bare at have det helt normalt og sidde og drikke en øl«.
Søren: »Jeg kan huske, at der var nogle af mine bedste venner, som var helt sikre på, at jeg ikke gad se dem mere, fordi jeg var blevet popstjerne, selv om det overhovedet ikke var tilfældet«.
Tobias: »Det var nok også, fordi de kun så det hele udefra og læste om os. Det blev lidt en vrangforestilling, for vi er jo stadig de samme«.
Søren: »Ja, og måske også en vrangforestilling af, hvordan man havde det personligt, for det skriver pressen jo ikke om. Det var kun gode nyheder«.
Interne spændinger – og konfrontationer
For Søren betød livet som popstjerne, at han blev endnu mere introvert, end han var i forvejen. Samtidig følte han, at han skulle indtage rollen som den udadvendte frontmand i bandet, men: »Jeg syntes, det var mega svært«, fortæller han.
»Jeg gad egentlig ikke det der game. Folk havde en forestilling om, at man skulle være grineren og på, og det følte jeg ikke, jeg kunne leve op til. Jeg er blevet mere moden og er ikke så hård ved mig selv længere, og måske har jeg også fået lidt mere distance til det og prøver at have det sjovt med det. Men det fylder bare virkelig meget, at der skal tages billeder af én og laves interviews«.
Vilhelm: »Jeg blev nok mere og mere usikker, fordi jeg var usikker på, om det, vi lavede, var fedt, for jeg følte ikke, at jeg kunne nå at tænke over det. Jeg troede aldrig på, at folk egentlig syntes, at musikken var god, men at det måske mere bare var hype«.
Villads: »Jeg var lige gået ud af skolen og havde ikke nogen kæreste, så hele min opmærksomhed blev rettet mod én ting, så jeg tror egentlig bare, jeg levede meget i det. Jeg har også altid godt kunnet lide den opmærksomhed, der følger med. Jeg var god til at presse citronen så meget som muligt, for at vi virkelig skulle have travlt – også mere end hvad godt var«.
Tobias: »Jeg havde nogle oplevelser i bussen, hvor jeg lagde mærke til, at folk stod og hviskede: ’Ej, er det ikke ham’. Det var virkelig ubehageligt at få den opmærksomhed, fordi jeg følte, at jeg skulle leve op til et image, som medierne havde skabt. Så ligesom Søren trak jeg mig nok mere ind i mig selv«.
Søren: »Jeg tror også, jeg blev mega selvbevidst, og så følte jeg bare hele tiden, at jeg gjorde noget forkert. Jeg er stadig bevidst, men nu har jeg det mere sådan: Fuck det, jeg kan jo ikke rigtig lave om på mig selv. Der er ikke noget, der er forkert«.
Selv om stressen efterhånden forgrenede sig til alle afkroge af popsuccesen Liss, blev der aldrig rigtig lettet på stemningen blandt de fire medlemmer. Som travle turnerende popstjerner delte de stort set alt – undtagen hvordan de hver især havde det. Til sidst var spændingerne mellem dem så store, at frustrationerne fik frit løb i form af hyppige konfrontationer, hvilket blandt andet kulminerede i et kæmpe skænderi mellem Vilhelm og Villads, da de to boede sammen, fortæller Vilhelm.
»Pludselig endte det med, at jeg stod og råbte ad Villads kl. 5 om morgenen efter en bytur, fordi vi havde cyklet om kap, og han havde vundet. Men det handlede jo om noget helt andet. Der var bare sygt mange ting, som vi ikke havde fået snakket om, fordi det hele skulle være så godt hele tiden«.
Så I hoppede på en måde selv med på hypen?
Søren: »Ja, hvis der var nogen, der nævnte noget, var det sådan: ’Nej, det går da fucking godt, mand’. Jeg kan også huske, at jeg tænkte, at det nok bare var stressende at være musiker, og at det var mig, der var noget galt med, fordi vi ikke snakkede om det, og så tvinger man sig selv til at køre den helt ud«.
Vilhelm: »Vi undertrykte de der følelser, for selvfølgelig er der ikke noget, der bare er godt hele tiden. De mennesker, vi arbejdede sammen med, ville gerne have, at det skulle gå så godt som muligt, men de havde også deres tvivl om, hvorvidt det her var for voldsomt for os, fordi vi var så nye og unge. Men vi sagde ja til alting, så det virkede, som om vi var klar«.
Lige inden korthuset væltede, besluttede Søren, Vilhelm, Tobias og Villads, at de ville forsøge at redde det med en tur i sommerhus. På den måde kunne de holde lidt fri og måske komme tilbage til dengang, hvor det hele bare var en leg, og deres musik var noget, de faktisk selv kunne lide. De samlede alt deres gear, satte det op i sommerhuset og begyndte at spille. Efter ti minutter kom en nabo forbi, som på ingen måde lod sig dupere af de fire internationale popstjerner, og bad dem om at holde op med den larm.
»I det øjeblik faldt det hele på en måde sammen«, klukker Villads. »Sådan: Okay, du har måske ret. Måske skulle vi holde en pause med at larme så meget«.
Tobias: »Det var lige virkeligheden, der ramte der«.
Søren: »Jeg kunne ikke finde ud af at være der, så jeg tog hjem dagen efter, vi var kommet derop. Jeg skulle bare ikke lave musik. Jeg var mæt, også selv om det bare skulle være for sjov igen. Men det var det jo ikke rigtigt«.
Tobias: »Det var vildt godt, at Søren sagde: ’Jeg kan ikke mere’, for lige pludselig gik det op for os: Hvad har vi gang i? Der er jo ingen af os, der er i stand til at lave musik. Jeg er pissetræt af jer alle sammen og skal bare have fri. Før det havde vi slet ikke tænkt, at det var en mulighed at kalde den«.
Vilhelm: »Jeg kunne godt fornemme på Søren i lang tid, at han ikke syntes, det var særlig fedt, men det var også et kæmpe chok, da han sagde det. Det kunne man nærmest ikke forstå«.
Der er vel også mange, man risikerer at skuffe?
Søren: »Ja, det var også det, jeg tænkte. Det var ikke, fordi jeg havde lyst til at stoppe, min krop stoppede bare. Da jeg sagde det til dem, kan jeg huske, at de svarede: ’Ja ja, bare tag al den tid, du skal bruge’, og jeg tænkte: Hvorfor fuck har jeg ikke gjort det noget før? Der gik det op for mig, at vi jo også bare er mennesker, som skal have det godt. Det er ikke liv og død, selv om det føltes sådan. Det er bare musik«.
Hvad laver man i en pause?
Efter bruddet tog Søren hjem til sin familie i Aarhus for at komme sig, mens han overvejede, om musikken nu også var det rigtige for ham. Han lavede ikke så meget. Fik noget frisk luft og lidt hjælp udefra og tog sig tid til at tænkte.
Kontakten til de andre var sparsom, fordi han havde brug for at være alene og blive voksen i ro og mag. Men efter noget tid fik han det bedre og vendte tilbage til sine gamle bandmedlemmer, da de netop var rykket ind i øvelokalet på Refshaleøen. Indtil da havde Vilhelm, Tobias og Villads haft deres daglige gang i managerens øvelokale på Islands Brygge, hvor de lavede noget »virkelig underlig musik«.
»Jeg tror, vi var mega angste for, at hvis vi tog en pause, hvad fuck skulle vi så lave, og hvem var vi så?«, siger Vilhelm.
»Derfor holdt vi fast i at tage i studiet hver dag og lave et eller andet, selv om Søren ikke var der«.
Tobias: »Det var vildt mærkeligt og hårdt, men jeg tror også, det var vildt godt, for det var lidt der, vi blev gode til at producere og fandt ud af, hvad hinanden er gode til. Man kunne lege med det igen, og der var ikke det der pres, for nu var der ligesom en pause. Bagsiden af at være et band var måske, at vi alle sammen er ret perfektionistiske omkring, hvordan ting skal lyde, så under hele denne her rejse har vi også musikalsk skullet finde vores pladser og lære at give hinanden plads, for i starten følte vi, at vi alle sammen skulle røre ved alt«.
Var det udelukkende en lettelse for jer at stoppe, eller efterlod det også et tomrum?
Villads: »Jeg synes, der var super meget tomrum i slet ikke at vide, om vi overhovedet havde en fremtid sammen. Vi var ret hurtigt fokuserede på at lave musik igen, men vi vidste ikke rigtig, hvad resultatet af det skulle være, og der var virkelig mange ting, der skulle redes ud, så det tog lang tid, før vi begyndte. Nogle gange skændtes vi helt sindssygt. Vi lavede musik i ti minutter, og så skældte vi hinanden ud i flere timer«.
Søren: »Men jeg har også bare tænkt, at hvis vi kan blive så sure på hinanden og råbe og skrige og stadig finde ud af det bagefter, skal det nok gå«.
Ligesom på debut-ep’en ’First’ er kærlighedssangene også at finde på ’Second’. Men de seneste års modningsproces har smittet af på teksterne, som også giver et indblik i livet som ung og ikke mindst tiden som hypede popstjerner, som de fire bandmedlemmer i Liss for altid vil have tilfælles. På godt og ondt.
Lige nu består Liss’ fremtidsplaner ikke af så meget andet end at arbejde hen mod et album og udvikle sig musikalsk – denne gang med dem selv ved roret og i deres helt eget tempo.
»Vi har lavet rigtig mange sange og prøvet alle mulige forskellige ting af og også arbejdet sammen med nogle nye folk, men jeg tror vi fandt ud af for et år siden, at vi selv har fået kompetencerne og selvtilliden til at indspille og producere«, siger Tobias.
»Det gav bare mening at komme med noget nu, fordi vi er nået frem til noget, vi virkelig kan stå inde for. Jeg føler, vi har en fælles retning på det hele«.
Vilhelm: »Vi kender hinanden så godt nu, at vi nok skal finde ud af det, hvis der bliver et problem. Men jeg tror også, vi har taget denne her udgivelse meget med ro. Det skal ikke være det der comeback. Nu ser vi, hvad det sker«.
Villads: »Jeg tror heller ikke, at denne her ep skal ses som runde to. Nu er vi bare i gang, og så kommer der lige det her, som er en lille bid af, hvad vi har arbejdet på i lang tid. Det er mere bare starten på…«.
Tobias afbryder og joker selvironisk: »Et par år mere og så tager vi tre års pause igen«.
De fire griner, inden Søren overtager:
»Jeg tænker, at det fandeme er sindssygt, at vi har lavet noget musik for noget tid siden, som har gjort, at vi kan fortsætte, og at folk virker glade for, at vi er tilbage. Det er helt vildt egentlig. Og det gør også, at man har en fornyet selvtillid og ro. Samtidig føles det, som om vi først lige er startet, og sådan håber jeg, det bliver ved med at være. Jeg tror meget, det handler om at kill the ego og stole på hinanden. For vi kan jo godt«.
Læs også: Liss deler tilbagelænet single fra ny ep – se musikvideoen til ‘Reputation’