Xzibit giver koncert i Danmark

Xzibit giver koncert i Danmark
Xzibit.

Danske fans af east coast-hiphop er blevet godt serviceret med både ‘Gods of Rap’ og senest nyheden om, at Wu-Tang Clan erstatter Chance the Rapper på Roskilde Festival. Nu er der også lidt godt til dem, der foretrækker lowriders og palmetræer.

West coast-legenden Xzibit slår nemlig et smut forbi Danmark til efteråret, nærmere bestemt Pumpehuset 7. november. Med sig har han James Savage aka Jayo Felony, Demrick og DJ Hoppa.

Xzibit nød undergrundssucces i 90’erne, men karrieren tog især fart omkring årtusindsskiftet. Her begyndte hans samarbejde med Dr. Dre, hvilket blandt andet resulterede i features på Dres ‘2001’-album, deltagelse i den legendariske ‘Up In Smoke’-turné og albummet ‘Restless’, der af mange regnes for Xzibits bedste.

Lige i øjeblikket er det dog længe siden, vi har fået et nyt Xzibit-album. West coast-rapperen udgav senest ‘Napalm’ i 2012, men han skulle have planer om at udgive et nyt album, ‘King Maker’, i 2019. Forhåbentlig tids nok til koncerten i Danmark.

Billetsalget starter 26. juni kl. 10.00 via Billetlugen.

Xzibit (US)
7. november
Pumpehuset
Billetpris: Endnu ikke annonceret

Læs også: ASAP Rockys 10 bedste sange – rangeret

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af