ASAP Rocky tilbageholdt i yderligere én uge

ASAP Rocky tilbageholdt i yderligere én uge
ASAP Rocky. (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images for Gucci)

En svensk dommer har besluttet, at ASAP Rocky skal forblive indespærret i yderligere én uge. Det sker efter at anklagemyndigheden har bedt om mere tid til at færdiggøre sin efterforskning.

De argumenterer desuden for, at Rocky skal forblive varetægtsfængslet, da han udgør en stor risiko for at forlade landet. Anklagemyndigheden har nu indtil den 25. juli til at sigte Rocky. Bliver han dømt, står han til seks års fængsel.

»Vi har arbejdet intensivt med efterforskningen og har brug for mere tid, indtil torsdag i næste uge, så vi kan færdiggøre den indledende efterforskning«, siger anklager Daniel Suneson til BBC.

Den svenske retsstat har altså ikke tænkt sig at bøje sig for presset fra den amerikanske regering, hvor alt fra kongresmedlemmer til præsident Donald Trump er blevet involveret. Senest har Trump adresseret situationen foran en gruppe journalister i Det Ovale Kontor:

»Han (Rocky, red.) er i en situation i Sverige, et fantastisk land, og mine venner og lederskabet… Vi kommer til at snakke med dem, vi er allerede begyndt. Mange, mange medlemmer af det afroamerikanske fællesskab har ringet til mig, mine venner, og sagt: ‘Kan du hjælpe?’ Personligt kender jeg ikke ASAP Rocky, men jeg skal sige jer: Han har en kæmpemæssig støtte fra det afroamerikanske fællesskab i det her land. Og når jeg siger afroamerikansk, tror jeg i virkeligheden, at jeg kan sige alle i det her land, for vi er alle en«.

ASAP Rocky blev anholdt i Sverige den 2. juli efter et slagsmål i Stockholms gader. Videoer er dukket op på internettet af Rocky og hans hold, der sparker en mand, mens han ligger ned, mens Rocky hævder, at det udelukkende var selvforsvar. Han har desuden delt videoer af to mænd, som forfølger ham og angriber hans personlige vagt.

Læs også: Rappere går ind i kampen for ASAP Rockys løsladelse – Tyler, Schoolboy Q m.fl. truer med boykot af Sverige

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af