10. Lil Nas X feat. Billy Ray Cyrus ‘Old Town Road Remix’
Med mindre der kommer en fuldstændig gigantisk musikalsk blockbuster i anden halvdel af 2019, står ’Old Town Road’ til at blive årets største internationale hit.
Sangen er et fænomen, der har fået folk til at diskutere, hvilken rolle race har i musikgenrer, og den har egenhændigt løftet Lil Nas X fra semiviral Twitter-joker til hiphopsuperstjerne. Ikke mindst er sangen latterligt catchy, endnu mere i remixet med Billy Ray Cyrus. Ja, der er uden tvivl noget kitsch over ’Old Town Road’, men vi har sunget med hele året – og elsket det.
9. FKA Twigs ‘Cellophane’
Det var ikke nemt at vide, hvad man skulle regne med, da FKA Twigs forsvandt i tre år og mest gjorde opmærksomhed på dig selv ved at poste en lang række poledance-videoer på sin Instagram. Men selvfølgelig var der en dybere mening med det hele.
For comebacksangen ‘Cellophane’ er en af den slags både stille og hjerteskærende r’n’b-sange, som kun Twigs kan lave dem. Sådan et nummer, hvor et enkelt suk kan indeholde hele fortvivlelsen over et forhold, der forliser: »Why don’t I do it for you?«
Men hvad med poledansen? Den viste sig at være en visuelt overdådig metafor i musikvideoen, hvor Twigs nærmest glider op og ned mellem himmel og helvede. Det var – igen – noget, som kun hun kunne have gjort. Velkommen tilbage, Twigs!
8. Tyler, the Creator ‘Earfquake’
’Earfquake’ er en god kandidat til årets mest charmerende kærlighedssang. De funky synthtouches er til at falde i svime over, og vokalen er så smittende fyldt med romantik. Selv Playboi Carti, der ellers ikke er kendt for sin romantiske side, lyder totalt overvældet af kærlighed på sit vers, der ifølge Tyler selv ikke kan transskriberes.
7. Lil Uzi Vert ‘Sanguine Paradise’
Lil Uzi Vert er i sit livs stærkeste skaberfase lige nu. Men i stedet for at give os et album, har den kreative guldalder udmøntet sig i aflyste shows, kaotiske interviews og et udskudt album – samt, selvfølgelig allervigtigst, en række sprælske alenestående sange, hvoraf den stærkeste er ‘Sanguine Paradise’.
Her udfolder Uzi hele den blanding af melodisk sensibilitet, skarpe flows og finurlige ordvalg, der har kørt ham i stilling som arvingen til Lil Wayne og Young Thugs maniske energi. Hvis det hypede og hyppigt udskudte album, ‘Eternal Atake’, holdet det her niveau, er der en klassiker på vej.
6. Mark Ronson feat. Angel Olsen ‘True Blue’
Den britiske stjerneproducer styrer en øjeblikkeligt fængende popmelodi og smægtende produktion sikkert i havn, mens Angel Olsens krystalklare fraseringer svæver deroppe, hvor hjertet rammes af det, der stikker på den gode måde. Melankoli og bundlækker popmusik i den allersmukkeste forening.
5. Weyes Blood ‘Movies’
Selv om orkestrale arrangementer og barokpop er fremherskende faktorer på albummet ‘Titanic Rising’, er Natalie Mering mindst ligeså gribende, når hun giver sig i kast med et ulmende synthbåret udtryk og klimakssøgende vokalharmonier. Faktisk er det måske her, hun er allerbedst – og det siger ikke så lidt albummets absurd høje niveau in mente.
4. Sharon Van Etten ‘Seventeen’
Med en motorisk highway rock-puls slår den amerikanske singer/songwriter flere strenge an, der både sam- og modarbejder hinanden. Man river sig på de skingert skarpe støjflager, mens man simultant kærtegnes kælent af Van Ettens tilbagelænede vokal.
3. Vampire Weekend ‘This Life’
På et eminent alsidigt album er det nu også rart, at Ezra Koenig og co. opererer i velkendte revirer. ‘This Life’ anvender således den virkningsfulde kombination af en fængende popmelodi serveret med en aroma af Vestafrika, som newyorkerne fra starten af karrieren har slået sig op på. Det har sjældent lydt bedre end på dette ubestridelige højdepunkt fra ’Father of the Bride’.
2. Georgia ‘About Work the Dancefloor’
Med ’About Work the Dancefloor’ strøg britiske Georgia direkte ind i vores hjerter. Med en stærk vokal, kolde synths og en Robyn-kanaliserende basgang er sangen intet mindre end uimodståelig – og med sit noget skæve omkvæd er den også ret svær lige at glemme, når man først har hørt den. Det her er sådan en popsang, man bygger en karriere på.
1. Billie Eilish ‘Bury a Friend’
Det her var sangen, Billie Eilish valgte at udgive sammen med annonceringen af det stærkt imødesete debutalbum, der skulle cementere hende som den altdominerende popstjerne for en ny generation. En eksperimenterende, dyster og næsten dystopisk popsang, der er sunget fra synsvinklen af et monster, der bor under sengen.
Den decideret antipoppede popsang siger alt om, hvorfor Billie Eilish er så stor. Hun hvisker, snøvler med forvrænget vokal og mumler endda »I wanna end me«. Der er gyserlyde, uhyggeligt messende stemmer og et beat, der mest af alt lyder som rytmen til et mareridt.
Sangen forbigår dermed totalt den forventede idé om en single, der skal varme op til et stort popalbum. I stedet leger den – bogstavelig talt! – med døden.
Siden udgivelsen af ‘Bury a Friend’ i januar, er Eilish-hypen kun blevet større. Lige nu hitter hun stort med den ligeså mørke (og en smule mere konventionelle) ‘Bad Guy’. Men det var ‘Bury a Friend’, der markerede den umiskendelige ankomst af ikke bare en ny stjerne, men en ny måde at være stjerne på.