15. Solange ‘When I Get Home’
Solanges fjerde album er mere abstrakt end hendes tidligere værker. Sangene er korte, og der er mange gentagelser og sære, jazzede akkorder. Samtidig er der få klare meddelelser, og trods gentagelserne er der ikke mange deciderede hooks. Det er ikke et album, der handler om at kommunikere, men om at føle – og følelser er der i overflod.
14. Bill Callahan ‘Shepherd in a Sheepskin Vest’
Callahan har altid serveret sine rustikt alternative countryfortællinger i et spændingsfelt mellem det slørede og krystalklare. Således også på den lavmælte, visionære americana-pionérs 2019-udspil, hvor alvor, humor og eminente observationer formidles med stor autoritet (og positivt fortegn) af en kunstner, som tydeligvis hviler i sig selv og sit klart definerede udtryk.
13. Jamila Woods ‘Legacy! Legacy!’
Konceptalbum er altid tricky – de kan let falde igennem, hvis det hele bliver lidt for konstrueret. Men det fungerer på Jamila Woods’ ‘Legacy! Legacy!’, der hylder afroamerikanske kulturikoner – fra Eartha Kitt og Miles Davis til Muddy Waters og Basquiat – med en smægtende blanding af soul i forskellige afarter.
12. Jenny Wilson ‘Trauma’
Det er ikke sjovt at lytte til Jenny Wilsons ‘Trauma’, men det skal det selvsagt heller ikke være, når man behandler et seksuelt overgreb via musik. Det er første gang, Wilson synger på svensk, hvilket gør ordene endnu mere nære og hjerteskærende, mens musikken er et urovækkende møde mellem elektronik og symfoniorkester.
11. Slowthai ‘Nothing Great About Britain’
Slowthais debutalbum er et stykke samfundskritik, der vokser ud af rapperens personlige fortælling, og med udgangspunkt i egne oplevelser går han i flæsket på Storbritannien og britisk kultur generelt. Der er en stor mængde ungdommelig iver og personlighed tilstede, der markerer Slowthai sig som en af tidens mest spændende unge rappere.
10. Dave ‘Psychodrama’
Med ’Psychodrama’ etablerede Dave sig som en britisk pendant til Kendrick Lamar. Han er eftertænksom og bidende, men han har også et skarpt øre for hooks og det mere kommercielle aspekt, uden han nogensinde mister sin kant. Og så er han bevidst om sin musikhistorie. Ligesom Kendrick trækker på amerikansk hiphops rødder, vækker Daves beats genklang fra britisk rapmusiks rige historie.
9. Big Thief ‘U.F.O.F.’
Med poetiske fortællinger, der ikke har berøringsangst med tilværelsens mange facetter, samt en udsøgt fornemmelse for folkens intimitet i de porøse fraseringer, træder Adrienne Lenker i karakter som suveræn sangskriver og vokalist. Et album, der for alvor positionerer Big Thief som en af indierockens helt store spillere.
8. PNL ‘Dèux Freres’
Den franske brødreduo er blevet Europas måske største hiphopnavn via en slags døsig, drømmende autotune-rap, der mere fremmaner melankolske visioner om et bedre liv end den slags aggressive ghettofortællinger, der ellers dyrkes de fleste steder.
På ‘Dèux Freres’ har de taget deres signaturlyd til nye højder. Brødrene selv har sigende nok sammenlignet albummet med HD-slowmotion billeder af natur, og videoen til førstesinglen ‘Au DD’ er endda filmet i Eiffeltårnet. Budskabet er klart: Ingen gør det større end PNL.
7. James Blake ‘Assume Form’
Med ’Assume Form’ har James Blake taget mere fat om hiphoppen end nogensinde før. Han bruger denne lyd til at synge om kærlighed og sex, og om de eksistentielle, ængstelige tanker, man kan få, selv når man føler, man svæver på en lyserød sky. »Where’s the Catch?«, spørger han på et af albummets bedste numre – og dermed understreger han, at sindslig uro ikke forsvinder, blot fordi lykken viser sit smil for en stund.
6. Tyler, The Creator ‘Igor’
Få kunstnere har i løbet af det forgangne årti gennemgået en nær så opsigtsvækkende udvikling som Tyler, The Creator, og med ’Igor’ tog den tidligere hiphopprovokatør sit hidtil mest radikale stilskift. Han rapper nemlig næsten ikke, og i stedet byder albummet på talrige tætpakkede, velsammensatte soulproduktioner, mens Tyler selv synger sit hjerte ud – ofte med vokalen manipuleret til uigenkendelighed.
5. Ariana Grande ‘Thank U, Next’
Der var mange, der havde bange anelser, da Ariana Grande meldte ud, at hun ville udgive albummet ’Thank U, Next’ kun et halvt år efter den ellers glimrende forgænger ’Sweetener’ – og så oven i købet efter en periode i sangerens liv, der var præget af både brud, dødsfald og chikane. Hun kanaliserede dog sine følelser over i sit hidtil stærkeste, mest personlige og mest modne album, hvor især fremragende sange som ’Bad Idea’, ’Bloodline’ og titelnummeret imponerede.
4. Weyes Blood ‘Titanic Rising’
Med sit fjerde album stiger Natalie Mering for alvor op i de høje luftlag med orkestral, bjergtagende luksuspop og slidstærke melodier, der går rent ind. Et formidabelt værk, der besidder dramatisk pondus som luksuslinerens katastrofekurs mod isbjerget og samtidig er så inderligt nærværende, at ens emotionelle sanser næres.
3. Thom Yorke ‘Anima’
Radiohead-frontmanden er en af sin generations største musikalske begavelser og heldigvis langt fra færdig med at fordybe sig i udtryksmulighederne inden for melankolsk sangskrivning, konventionel instrumentering og elektroniske lydlandskaber. Hvilket materialiserer sig på et fremragende soloudspil, der er spækket med angst og stemningsskabende stjernestunder i et møde mellem orkestrale indskud og den elektroniske musiks puls.
2. Billie Eilish ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’
17-årige Billie Eilish er både blevet sammenlignet med Nirvana af Dave Grohl og udnævnt til generationsstemme af en måbende musikpresse, der knapt ved, hvad der har ramt den.
Det kan virke overdrevet. Men hvis man har set legionerne af Eilish-fans til koncerter og events, er det svært ikke at erkende, at hypen er ægte. Og når man hører hendes fantastiske debutalbum, som hun har optaget alene med storebror Finneas, er talentet helt enkelt umiskendeligt.
Her er indadvendte ballader som ‘When the Party’s Over’ og ‘I Love You’, der udforsker sangerens ømmeste og inderste følelser, men også majestætiske hits som ‘You Should See Me In a Crown’ og ‘Bad Guy’, hvor Eilish leger med skurkemasker og overlegne attituder.
På den måde afspejler den unge kunstner sin generations hybris og sårbarhed på samme tid. Og hvis det ikke har fortjent bare en lille Nirvana-sammenligning, hvad har så?
1. Vampire Weekend ‘Father of the Bride’
En seks år lang albumpause er at trække tålmodigheden til grænsen af det nær ulidelige. Ikke mindst med bevidstheden om, at det multiinstrumentale wunderkind Rostam Batmanglij i dette tidsrum havde forladt bandet.
Alle bekymringer om, hvorvidt newyorkerne kunne matche mesterværket ‘Modern Vampires of the City’ blev dog gjort til skamme, eftersom Ezra Koenig i samarbejde med producer Ariel Rechtshaid skabte Vampire Weekends måske mest alsidige album til dato. Genreekspansionen giver plads til en harmonisk forening af både country-duetter med Danielle Haim, intrikate instrumentale forløb og selvfølgelig Vampire Weekends velkendte kærlighed til afropop.
Med 18 numre og en spilletid på 58 minutter er ’Father of the Bride’ ikke et 110 procent fantastisk album fra første til sidste nummer, men derimod en gennemcharmerende rodebutik fuld af så mange geniale (på)fund, at formatet bliver en oplevelse i sig selv. Et overflødighedshorn af klassisk sangskrivning, fabelagtige melodier og pudsige indfald som kun Koenig kan lave det.