Hôy la lød på Roskilde Festival, som et angstanfald må føles
Man kan nå langt med nærvær. Det demonstrerede norske Hôy la på Rising, hvor hun fængslede med sin dystre og sfæriske triphop og en forbilledlig indlevelse.
Lige fra åbningsnummerets første toner drog hun os ind ved blot at dvæle ved et enkelt sample over en monoton baslinje. Sangen mundede imidlertid ud i et stort, indtagende omkvæd og et højloftet elektronisk rum, hvilket var meget sigende for koncerten som helhed, hvor Ingri Høyland Kvamstad og band ubesværet pendulerede imellem de helt intime stunder og slagkraftigt, bastungt samspil.
Hôy la mestrer de tilbagelænede basrundgange og tørre elektroniske beats, der karakteriserer triphoppen. Men det, der løftede live-oplevelsen, var hendes evne til at kombinere det hypnotiserende udtryk med drops, der fremstod naturligt integrerede i sangene, men bidrog med dynamik og uforudsigelighed. Samme effekt havde synthsoloen på den ulmende ’Please’.
Det gennemarbejdede udtryk kan umiddelbart synes for kontrolleret, men på Rising fornemmede man i Høylands åbenhjertige statements omkring vores angstprægede samtid, hvordan hun har lagt tid og personlighed i sit projekt.
Den ildevarslende ’Alone’ lød da også, som et angstanfald må føles, med et ustabilt pulserende beat, stakåndede trommepartier og atonale saxofonstød. Mindre kryptisk var den intime ’Kids’, der baseret på langstrakte, summende bastoner og det melankolske mantra »the kids are not okay« fik sit budskab igennem med en stor følsomhed.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival