Chromatics’ surprise-album kan bedst beskrives som en identitetskrise
Oktober startede med en glædelig overraskelse, da Chromatics ud af det blå lancerede deres nye album, ’Closer to Grey’. Fans havde ellers ventet i spænding på bandets mytisk forsinkede album, ’Dear Tommy’, der blev annonceret i 2014, men som aldrig er nået ud i æteren. I stedet har verden nu fået serveret en ny samling sange, der lyder markant anderledes fra de singler, der gennem tiden er sivet ud fra ’Dear Tommy’.
Hvor ’Shadow’ og ’I Can Never Be Myself When You’re Around’ fra ’Dear Tommy’ havde en atmosfærisk lo-fi-lyd, som Chromatics har gjort til sit varemærke, er ’Closer to Grey’ mere rent i sit udtryk. Væk er bagtæppet af hypnotiserende støj, erstattet af skarpe, velproducerede backing-tracks, som gør, at forsanger Ruth Radelets drømmende vokal fremstår klarere end nogensinde. Og teksterne, som alle kredser om sindets mørkesider, er umulige ikke at forholde sig til.
Allerede på første nummer bliver stemningen slået an. Et tikkende ur tager til i tempo, inden det stopper brat, og Radelets stemme klinger hult i tomrummet: »Hallo darkness, my old friend«. Uden anden akkompagnement end en minimalistisk basgang og en tiltagende tinnitus-synth synger hun Simon and Garfunkels evergreen med en hæs ømhed, som næsten er kvalmende. Selv om mange artister har brændt nallerne på at lave covers af så monumentale sange som ’Sound of Silence’, så slipper Chromatics af sted med det, fordi musikken matcher tekstens mørke, og lytteren bliver med det samme draget ind i det dystre univers.
Efter den melankolske start tager albummet en uventet drejning. Det andet nummer, ’You’re No Good’, starter med et poppet vokalsample, hvorefter et uptempo discobeat sætter ind og lægger stilen for en vaskeægte 80’er-føler om ulykkelig kærlighed. Stilen fortsætter ind i titelnummeret og videre ind i ’Twist the Knife’, der ligeledes er meget upbeat, på trods af at teksterne bliver mere og mere farveløse.
Herefter bliver albummet for alvor skizofrent. Nogle numre er smukke ballader med synths, der imiterer strygere, klokkespil og tværfløjter. Andre er bygget op om tunge hiphop-beats med 808-trommer og hele pivtøjet. På Jesus And Mary Chain-coveret ’On the Wall’, der ligger besnærende tæt på originalversionens lyd, er der tale om decideret shoegaze. Lyden er op og ned og alle vegne, og kender man Chromatics’ stilsikre bagkatalog, kan man ikke undgå at være en smule målløs.
Det er en lettelse, da pladen endelig falder til ro på det fremragende afslutningsnummer, ’Wishing Well’, hvor albummets underliggende ubehag bliver konfronterende med en fortrøstningsfuld mine og ordene: »Tomorrow will start over when today says goodnight / morning will forget about the ghost of last night«. Herefter vender det tikkende ur, der åbnede albummet, tilbage og luller lytteren til ro efter 45 minutters rutsjetur gennem forskellige stemninger og stilarter.
Misforstå mig ikke: Jeg kan godt lide, når kunstnere tør eksperimentere og lave variation på et album. Men ’Closer to Grey’ kommer desværre til at virke som et kludetæppe af forskelligartede sange af varierende kvalitet, som Chromatics har indspillet i den femårige periode, hvor omverdens fokus har været på ’Dear Tommy’ – som bandet i øvrigt stadig har planer om at udgive.
Og måske er det lige præcis det, ’Closer to Grey’ er: Et mens-vi-venter album, hvor Chromatics tager sig et tiltrængt pusterum for at lege lidt med deres lyd. Til tider er det også rigtig interessant. Men summa summarum er, at man bliver en smule rundtosset af at lytte til et album, der bedst kan beskrives som en identitetskrise.
Kort sagt:
Chromatics eksperimenterer med deres velkendte lyd på ’Closer to Grey’, der er bandets mørkeste, men også mest forvirrede album, og man kan ikke undgå at savne en gennemgående idé.