John Mayer var ekstraordinært almindelig i Royal Arena
Flødetroubadouren over dem alle skød sit Royal Arena-show i gang med fuldt band, tykke øvelokale-lignende tæpper på gulvet og ‘Heartbreak Warfare’ – næsten som en genskabelse af musikvideoen til nummeret selv.
Fra første øjeblik virkede John Mayer selvsikker, musikalsk overlegen og måske vigtigst af alt genkendelig. Han lignede sig selv, lød som sig selv, spillede eminent som altid, og repertoiret søndag aften var et gensyn med alle Mayer-klassikerne. På den måde blev koncerten som et trygt tæppe, der svøbte sig om publikum og belønnede de trofaste fans, der havde været med fra begyndelsen. Mayer var da også gavmild med en koncert på næsten tre timer (med en lille indlagt tissepause efter den første time). En overvældende mængde musik, men som på forunderlig vis føltes underholdende fra start til slut.
Mayer formåede virkelig at få noget godt ud af stadionformatet, der på papiret måske ville modarbejde detaljerigdommen og intimiteten i hans musik. Bevares, nogle gange var bassen mere brummende end smooth, men sådan er omstændighederne nu engang i en arena. De flotte visuals på bagscenen understøttede flot sangene, og derudover fungerede bagskærmen også som en storskærm, hvor Mayer og musikerne blev blæst op i gigaformat.
I løbet af de tre timer spillede John Mayer sig igennem overvejende ældre numre som ‘Why Georgia’, ‘Slow Dancing in a Burning Room’, ‘Stop This Train’ og ‘Edge of Desire’ samt en god håndfuld fra hans seneste, til tider lidt gospelagtige album, ‘The Search For Everything’. Sange fra de countryinspirerede ‘Born and Raised’ og ‘Paradise Valley’ var nærmest ikkeeksisterende, hvilket nok egentlig også var for det bedste. Hovedpersonen gav publikum ‘den gamle John Mayer’ og fremstod næsten som en kunstner, der nægtede at forny sig – og det er der altså noget lidt fedt over.
John Mayer vil altid lyde som 2008 (måske krydret med lidt mundharpe anno 2019), og det er der noget uhøjtideligt, uprætentiøst og ret tilbagelænet over. I sin insisteren på at gøre, som han altid har gjort, og lade det velkendte repertoire tale og ikke bekymre sig om tidstypiske musikalske tendenser, blev John Mayers almindelighed næsten noget unikt. Manden havde cargo-bukser på for christ’s sake!
Selv om den 41-årige amerikaner i tabloidpressen har fået et renomme som lidt af en damejagtende egotripper, var det uhøjtideligheden, musikken og det overlegne band, der fik lov til at fylde i Royal Arena – og man følte sig i det bedste selskab.
Efter første sæt med fuldt band vendte Mayer alene tilbage til scenen for at spille ‘In Your Atmosphere’, ‘You Body is a Wonderland’ og ‘Neon’, og her fik han for alvor tryllebundet publikum i Royal Arena. Badet i et lille scenelys og en dragende ro nærmest legede han sig gennem sangene, og der var både plads til en lille Stevie Wonder-reference i ‘Neon’ og charmerende anekdoter om ‘Your Body is a Wonderland’. Som publikum sad man med kæben nede på brystet, bjergtaget af Mayers guitarspil og hans entertainergen.
Efter at have set, hvor tryllebindende John Mayer kunne være på egen hånd, når han fik lov til at lege, virkede det fulde band dog en lille smule begrænsende, da de vendte tilbage til ‘Helpless’. Det tog derfor en håndfuld numre at komme i omdrejninger igen efter den nedbarberede åbning af andet sæt.
Ikke desto mindre sluttede koncerten med konfettikanoner, bandsoli og smittende smil fra scenen i en sådan grad, at alt var tilgivet. John Mayer viste ganske enkelt værdien i en virkelig god, velspillet koncert.
Kort sagt:
John Mayer var i sit es i Royal Arena og gav en overbevisende, publikums-pleasende koncert.