DJ Shadows ambitiøse dobbeltalbum begynder først at fungere halvvejs igennem
DJ Shadow er helt klart stadig bedst kendt for de instrumentale hiphopeksperimenter, som han debuterede med på 1996-klassikeren ‘Endtroducing…..’ – og resten af hans diskografi står langt hen ad vejen stadig i skyggen af det mesterværk. Men Shadow er også ganske habil, hvad gælder at producere beats for rappere, noget vi blandt andet så, da Run The Jewels-samarbejdet ‘Nobody Speak’ fra 2016 blev hans mest populære nummer i evigheder.
På sit nye album gør han begge dele – det er et dobbeltalbum på knap halvanden time, hvor de første 11 tracks er instrumentale, og de efterfølgende 12 (15, hvis vi medregner bonustracks) er lavet i samarbejde med vokalister.
For lige at gøre ambitionerne højere, prøver Shadow på albummet at indkapsle en fornemmelse af samfundets tilstand. Intet problem er for stort til, at det hører hjemme. Hjemløshed, fattigdom, klimaforandringer, afhængighed og frygten for maskinernes overtagelse er alle emner, der enten direkte bliver omtalt af vokalisterne på anden halvdel, eller som Shadow selv prøver at kanalisere på instrumental vis.
Længden og tematikkerne gør i fællesskab, at ‘Our Pathetic Age’ er lidt af en mundfuld. Og desværre er kvalitetsniveauet også med til at sørge for dette.
At forankre konkrete samfundsmæssige tematikker i instrumental musik er selvfølgelig en svær kunst, men uanset om jeg har dem for øje eller ej, føles den instrumentale halvdel rodet og ufokuseret. Der er intet, der binder et spartansk, nærmest industrielt nummer som den vokalsample-baserede ‘Juggernaut’ sammen med den efterfølgende ekstravagante, majestætiske ‘Firestorm’ – eller noget, der får ‘Firestorm’ til at give mening over for den minimalistiske, glitchede ‘Weightless’, der kommer lige efter.
Så den første halvdel føles mere som en opsamling af løse tracks, end den føles som en velovervejet eksekvering af et samlende koncept. Og det ville vel også være helt fint, hvis blot de individuelle tracks var af høj kvalitet. Mens de fleste af dem har nogle gode ideer, er det dog kun de færreste, der føles helstøbte.
Nu er jeg en af de få, der rimelig godt kunne lide singleforløberen ‘Rosie’ – mens der er nogle produktionsvalg, jeg forstår folks problemer med, er det altså et track, der føles sammenhængende, og hvor hvert formled fører sangen i en ny retning. Og ikke mindst er det et nummer, hvor stemningerne er til at tage og føle på.
Det er langt fra alle instrumentale tracks, der kan prale af det samme. Den blot to minutter lange ‘Beauty, Power, Motion, Life, Work, Chaos, Law’ føles som en mere eller mindre tilfældigt sammensat serie af lyde, der trods nogle ret fine jazzede klavermotiver aldrig lykkes med at etablere den fornemmelse af stress, som den lader til at sigte efter. ‘Juggernaut’ sumper rundt i de samme skramlede, apokalyptiske basklange og træge vokalsamples så længe, at det bliver decideret trættende.
De kunne måske fungere, hvis de agerede i sammenhæng med sangene omkring dem – men det gør de ikke, så selv om den instrumentale halvdels sange ofte er tre-seks minutter lange, føles første halvdel enormt fragmenteret.
Ikke mindst er trommerne på den instrumentale halvdel stort set altid frygteligt flade og effektløse – især lilletrommen. De er ikke nødvendigvis meget bedre på anden halvdel, men her er det ikke nær så mærkbart, fordi Shadow får noget tiltrængt dynamisk modspil fra en række gæster. Fordi næsten alle sange er bygget op omkring, at der skal rappes på dem, er der også en hel del mere kohærens i deres lyd – mens DJ Shadow stadig får rig mulighed for at være legesyg.
Lyrikken kommer også rent faktisk ind på de problematikker, som titlen ‘Our Pathetic Age’ lægger op til. Nogle, såsom Pharoahe Monch, Run the Jewels, Wiki, Stro og Gift of Gab er ganske skarpe i måden, de vender og drejer disse emner. Andre er knap så berigende – jeg kan ikke lade være med at krumme tæer over, hvordan Daemon, Tef Poe og Rockwell Knuckles agerer dommedagsprofeter på ‘Urgent, Important, Please Read’ ved at forfalde til reaktionær teknofobi.
De La Soul er blandt de få, der ikke rigtig går efter at kommentere på verdens tilstand. Omend ‘Rocket Fuel’ indeholder et par referencer hist og her til blandt andet undervisningssystemet og global opvarmning, er og bliver fokus at fortælle os, hvor seje de tre rapveteraner er – hvilket de er gode til at gøre. Det er et dejligt lysglimt på et ellers ganske dunkelt album, og Shadows beat får skubbet trioens flows i nogle interessante retninger.
Rappernes flows er nok for alvor det, der gør anden halvdel en hel del bedre end den første. For uanset hvor stærk lyrikken er, tvinger DJ Shadows skæve instrumentation tit gæsterne ud i rigtigt spændende leveringer. Nas lyder mere potent end i årevis på ‘Drone Warfare’, og selv den ellers pinlige ‘Urgent, Important, Please Read’ byder på nogle gribende vokalpræstationer.
Alle disse spændende momenter på anden halvdel er dog ikke nok til rigtigt at distrahere fra, at første halvdel langt hen ad vejen er udmattende at sidde igennem, eller at der på tværs af hele albummet er mange mærkbare vejbump.
Kort sagt:
‘Our Pathetic Age’ er alt for langt, og den indledende instrumentale halvdel savner både sammenhæng og retning – anden halvdel har dog en pæn håndfuld spændende rappræstationer, og her er Shadows instrumentation også tit fuld af liv.