Én stærk sang kan ikke redde Pet Shop Boys’ ligegyldige synthcirkus på ‘Hotspot’

2 6
Én stærk sang kan ikke redde Pet Shop Boys’ ligegyldige synthcirkus på ‘Hotspot’
Pet Shop Boys. (Foto: Phil Fisk)

Blandt 80’ernes mange synthpop-koryfæer har Pet Shop Boys være nogle af dem, der har klaret sig allerbedst i dette årtusinde. De har været villige til at udvikle sig og ikke siddet fast i fortiden, og de har været gode at lade udviklingen tage udgangspunkt i den lyd, de oprindeligt slog igennem med.

De seneste par år har Neil Tennant og Chris Lowe især haft succes med at fusionere deres klassiske, lidt introverte synthpop med nyere udviklinger inden for dancemusik, især med klare indflydelser fra house. Den sammensætning fungerede eminent på den til tider lidt dystre ‘Electric’ fra 2013, der i mine øjne med lethed kan tåle at stå side om side med gruppens tidlige output.

House spiller stadig en stor rolle på ‘Hotspot’. Men hvor ‘Electric’ var stemningsfuld, fyldt med spændende teksturer og rig på kløgtig genrefusion, er ‘Hotspot’ en ynkelig affære, der er mærkbart fattig på substans. Det er et album, hvor de bedre numre er nydelige, men også temmelig ligegyldige – og hvor de værste numre er decideret latterlige.

Jeg forstår, at Pet Shop Boys har kreeret ‘Wedding in Berlin’ og ‘Monkey Business’ med et glimt i øjet. Humoren er dog den slags, man krummer tæer over. ‘Wedding in Berlin’ er et pumpet dance-track, der interpolerer Mendelsohns bryllupsmarch, og ‘Monkey Business’ er et DJ Ötzi-lignende party-anthem som snydt ud af et afterski-resort.

Hvor teksturer har været drivkraften på meget af Pet Shop Boys’ bedste materiale i nyere tid, har ‘Hotspot’ i stedet hooks som omdrejningspunkt. Duoen kan stadig finde ud af at sammensætte en catchy melodi og en fængslende tekst. Men det er spild af en god melodi, når den tjener så overfladiske, uvildigt ureflekterede tracks som ‘Happy People’ og ‘I Don’t Wanna’. Her forsøger Pet Shop Boys at være samfundskritiske, men stikker aldrig dybere end banale pointer om, at mennesker bliver asociale, når de forsøger at abstrahere fra deres triste virkelighed.

Hvor de mere energiske sange i det mindste har noget puls, er der særligt lidt at komme efter i balladerne. Produktionerne på ‘You Are the One’ og ‘Only the Dark’ gør deres bedste for lyde som den samme sang – selvom førstnævnte er langt mere sukkersød. Den æteriske ‘Hoping for a Miracle’ maler den en håbløs verdenssituationen op med de bredeste penselstrøg.

Guitarballaden ‘Burning the Heather’ er dog undtagelsen, der bekræftet reglen. I en alternativ virkelighed, hvor duoen havde udgivet den i deres storhedstid, kunne jeg godt have set den blive et fast indslag til sankthansfester og sommerlejre, hvor én gæst har medbragt den obligatoriske akustiske guitar og stak med sanghæfter. Den elektroakustiske lyd på nummeret fungerer, og små strejf af mariachi-horn gør sangenunik.

Én god sang er dog ingenlunde nok til at redde albummet, og så snart det er forbi, får vi afslutningsnummeret ‘Wedding in Berlin’. At Pet Shop Boys føler, at den sang er et værdigt punktum, fortæller mere om, hvor trist albummet er som helhed, end jeg nogensinde selv ville kunne.


Kort sagt:
‘Hotspot’ er en samling fjollede og ligegyldige synthpopsange, hvis produktioner savner kant og slagkraft – og som oven i købet har den frækhed at afslutte med albummets tåbeligste track.

Pet Shop Boys. 'Hotspot'. Album. AWAL Recordings.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af