25. Madonna ‘Die Another Day’ (2002)
Et usmageligt knæfald for tidens mainstream-toneklang. Autotune, forcerede hooklines og Madonna, der leger Britney Spears, er faktorer, som overhovedet ikke hører hjemme i en James Bond-sang.
24. Sheryl Crow ‘Tomorrow Never Dies’ (1997)
Måske ville de det for meget. Trods et kompositorisk sigte mod at ramme tonen i en klassisk Bond-titelsang, havde Sheryl Crow og hendes co-sangskriver Mitchell Froom ikke formatet til at levere varen.
23. Jack White & Alicia Keys ‘Another Way to Die’ (fra ‘Quantum of Solace’, 2008)
Duetten mellem den stilsikre rockæstetiker og den smagfulde r’n’b-diva virkede som en god idé. Resultatet lyder som en konstrueret White Stripes b-side og står altså tilbage som en spildt mulighed.
22. Sheena Easton ‘For Your Eyes Only’ (1981)
Bill Conti (kendt fra ‘Rocky’-musikken) tog midlertidigt over for hofkomponisten John Barry, hvilket ikke var en disposition til det bedre. Denne letbenede popballade smager af venstrehåndsarbejde med en skabelonagtig transition mellem vers og omkvæd.
21. Sam Smith ‘Writing’s on the Wall’ (fra ‘Spectre’, 2015)
Sam Smith fik den svære opgave at følge efter Adeles ‘Skyfall’ og prøvede at løfte arven med endnu en klassisk ballade. Men trods den orkestralt flotte fernis og en tydeligvis indfølt indsats, føles britens bidrag til Bond-universet mest af alt fladt.
20. Chris Cornell ‘You Know My Name’ (fra ‘Casino Royale’, 2006)
Med en ny Bond i form af Daniel Craig stræbte man måske efter mere kant og råhed med valget af Chris Cornells rustikke rock. Resultatet kan ét eller andet, men harmonerer ikke rigtigt med 007-universet.
19. A-Ha ‘The Living Daylights’ (1987)
Timothy Dalton var sen-80’ernes Bond, og selv om man derfor forstår, hvorfor tidens hotte popsnedkere fik opgaven tildelt, formåede A-Ha ikke at transformere deres udtryk til en mindeværdig Bond-titelsang.
18. Lulu ‘The Man with the Golden Gun’ (1974)
John Barry omtalte denne titelsang som sit værste bidrag, og selv om Lulu synger nuanceret og udtryksfuldt, skyder nummerets kontinuerligt energiske tempo forbi den dynamiske elegance, som også skal kendetegne et Bond-nummer.
17. Rita Coolidge ‘All Time High’ (fra ‘Octopussy’, 1983)
Rita Coolidge er velsyngende, og den kælne sax er et frisk indslag, men titelsangen til Roger Moores næstsidste eventyr som Bond er alligevel for middle-of-the-road til at gøre væsen af sig.
16. Tina Turner ‘Goldeneye’ (1995)
Pierce Brosnan debuterede som Bond, og Bono og the Edge var hyret som sangskrivere. Det er dog Eric Serras orkestrering og Tina Turners nuancerige powervokal, der bærer en lidt ordinær titelsang.
15. Matt Monro ‘From Russia with Love’ (1963)
Æren at synge den første Bond-titelsang (efter det instrumentale ‘Dr. No’-tema) tilfaldt Matt Monro, og den britiske crooner gjorde sit bedste med en melodi, som mangler dramaet og dynamikken, der efterfølgende kom til at kendetegne titelsangene.
14. Shirley Bassey ‘Moonraker’ (1979)
James Bonds sci-fi-eventyr fik følgeskab af et afdæmpet og delikat musikalsk akkompagnement. Shirley Bassey kunne heldigvis løfte en lige vel porøs og anonym ballade til en mindeværdig titelsang.
13. Garbage ‘The World is Not Enough’ (1999)
Med denne titelsang viste komponist David Arnold sig for alvor værdig som John Barrys arvtager. Garbage-sangeren Shirley Manson bærer melodien og omkvædets strygerbårne hook med myndighed og kølig elegance.
12. Tom Jones ‘Thunderball’ (1965)
Med et personligt hævntogt som filmens subplot, smagte denne titelsang af dirrende drama og kaldte på en intens præstation. Opgaven blev til fulde løst af Tom Jones’ indlevende og patosfyldte levering.
11. Gladys Knight ‘License to Kill’ (1989)
Med nuancerige fraseringer leverede en af historiens store soulstemmer en veloplagt og mindeværdig titelsang, der også er et vellykket rendezvous mellem 80’er-produktion og en klassisk Motown-vibe.
10. Carly Simon ‘Nobody Does it Better’ (fra ‘The Spy Who Loved Me’, 1977)
En smidig og fængende pianobåret melodi, som understreger tekstens relevans i en Bond-titelsang, for hvem har ikke ondt af resten, når kun én (guess who?) lige gør det hele en tand bedre?
9. Duran Duran ‘A View to a Kill’ (1985)
Skarptskårne hooklines i fængende vers og omkvæd. I samarbejde med soundtrack-seriens højagtede eminence John Barry lykkedes det effektivt og smagfuldt for Duran Duran at forene deres egen musikalske identitet med Bond-titelsangenes ikonografi.
8. Billie Eilish ‘No Time to Die’ (2020)
Med afsæt i sit eget dunkle univers balancerer Billie Eilishs titelsang perfekt mellem det porøst skælvende og det grandiost forløsende. Hans Zimmers strygerarrangement og Johnny Marrs guitar implementeres ligeledes fornemt.
7. John Barry ‘The James Bond Theme’ (fra ‘Dr. No’, 1962)
Temaet er ganske vist komponeret af Monty Normann, men det er John Barrys jazzede arrangement med filmhistoriens nok mest ikoniske guitarriff, man øjeblikkeligt forbinder med Bonds cool swagger.
6. Nancy Sinatra ‘You Only Live Twice’ (1967)
Nancy Sinatras cool aura er skræddersyet til John Barrys elegante melodi, som accentuerer filmens asiatiske tone. En helt og aldeles fremragende James Bond-sang af den klassiske skole.
5. John Barry ‘On Her Majesty’s Secret Service’ (1969)
Selv om ‘We Have All the Time in the World’ med Louis Armstrong er et fornemt bidrag, er det altså ikke den ægte titelsang til ‘On Her Majesty’s Secret Service’. George Lazenby fik kun et enkelt skud i Walther PPK’en som agent 007, men filmen regnes stadig blandt seriens bedste. En ære, som ligeledes bør tilskrives John Barrys sublime instrumentalnummer. Med både strygere og blæsere, samt en progressiv rockbesætning (heriblandt markant brug af Moog-synthesizer), eksekveres titelsangen så actionmættet og dynamisk, at man nærmest smager skijagtens hvirvlende snefnug – og desuden overhovedet ikke savner sangtekst og vokal.
4. Shirley Bassey: ‘Goldfinger’ (1964)
Der er Bond-titelsange, som kommer lytteren i møde med et blidt forspil, og så er der dem, der sætter tonen med et øjeblikkeligt brag. Til sidstnævnte hører denne, hvor John Barry bestemt ikke har været nærig med de orkestrale lag. Såvel blæsere som strygere er arrangeret og indspillet med tydeligt fokus på maksimal effekt, og den dag i dag lyder ‘Goldfinger’ stadig aldeles bjergtagende – hvilket naturligvis også er takket være Shirley Basseys indsats. Hun lægger sine overlegne fraseringer med timing og fornemmelse for instrumenternes højspændt dirrende dynamik.
3. Adele ‘Skyfall’ (2012)
50 år og 23 film inde i franchisen kunne man frygte, at vi havde hørt seriens bedste titelsange. Men så spankulerede Adele ind foran pistolløbet og tog sigte! Hendes forankring i moderne soul og tidløs sangskrivning gav hende en selvfølgelig forståelse for den genre, som en James Bond-titelsang jo også er, og i såvel melodi, arrangement og fremførsel er ‘Skyfall’ gjort af samme stof som de største filmsange. Med respekt for John Barrys orkestrale schwung leverede Adele en formidabel titelsang, som øjeblikkeligt lød af klassiker.
2. Paul McCartney & Wings ‘Live and Let Die’ (1973)
Når man sætter en af musikhistoriens største sangskrivere på opgaven at komponere en titelsang, er kvaliteten af resultatet nærmest givet på forhånd. Med en rapsodisk fusion af både popballade, vuggende reggae og energisk rock leverede McCartney da også en fuldkommen blændende titelsang, som til fulde komplementerer den kombination af hæsblæsende action og sensuel elegance, der kendetegner en god James Bond-film. At John Barry tilmed overlod ansvaret som soundtrack-komponist til The Beatles’ faste producer, George Martin, understreger kun tilliden til, at denne musikalske opgave blev løst helt igennem tilfredsstillende.
1. Shirley Bassey ‘Diamonds are Forever’ (1971)
Der er en grund til, at Shirley Bassey som den eneste har indsunget hele tre James Bond-titelsange. Hun kan levere et vokalmæssigt kraftcenter (‘Goldfinger’) og mestrer med samme suverænitet den nedtonede præstation (‘Moonraker’).
I ‘Diamonds are Forever’ forenes begge aspekter, ligesom tekstens aura af feminin empowerment (»men are mere mortals who are not worth going to your grave for«) er overraskende progressiv i betragtning af Bond-filmenes maskuline tone og datidens konventionelle kønsroller. Og ja, så slutter vi altså ved John Barry, der her leverede en komposition, som er perfekt afstemt mellem det tonalt gådefulde og en øjeblikkeligt fængende melodiøsitet.