Soundvenues musikanmeldere: Her er vores yndlings-soundtracks

I anledning af Oscar-uddelingen på søndag lægger Soundvenues musikanmeldere hovedet på blokken og anbefaler deres yndlingsfilmmusik. Af respekt for al den gode, forskelligartede musik på markedet har vi valgt både at inkludere scores og soundtracks – og lad os bare sige, at vi kommer vidt omkring.
Soundvenues musikanmeldere: Her er vores yndlings-soundtracks
'Spring Breakers'.

‘The Mission’

Valgt af Christian Wolkoff: »Med Morricones egne ord var der tale om »tyveri«, da hans soundtrack til Roland Joffés hæderlige missionærdrama i 1986 tabte Oscar’en til ’Round Midnight’. Og man kan kun give maestroen ret. Musikken til ’The Mission’ er vanvittigt smuk og gennemtænkt; et musikalsk møde mellem kristne korstykker og sydamerikanske trommer og fløjter, der spejler det monumentale kultur-clash, der foregår mellem de spanske jesuitpræster og befolkningen i Sydamerikas regnskov. Ja, selvfølgelig elsker jeg også Morricones ikoniske western- og gangster-soundtracks, men det her sakrale score er nok alligevel mit yndlings fra den italienske mester. Dit forhold til oboen vil aldrig være det samme, efter du har hørt Gabriel fyre den af!«.

 

‘Spring Breakers’

Valgt af Kristian Karl: »Spring Break er ikke en ferie, det er en utopi. Det er livet tænkt som musikvideo, hvor alt er gennemsyret af vold og en plastikagtig skønhed. Derfor er soundtracket til Harmony Korines film både skrøbeligt og voldsomt, som på Skrillex’ skiftevis smukke og voldsomme bidrag (’Scary Monsters & Nice Sprites’, ’With You, Friends (Long Drive)’). Det er et univers, hvor Britney Spears overjordisk smukke ’Everytime’ står side om side med tordnende trap fra Waka Flocka Flame og Gucci Mane«.

 

’Romeo + Juliet’

Valgt af Maibritt Enevoldsen: »Baz Luhrman har alle dage været indbegrebet af at være over the top. Det var naturligvis også tilfældet med hans fabelagtige Shakespeare-adaption, hvis vers overførtes fra 1590’ernes Verona til 1990’ernes Verona Beach. Soundtracket passer perfekt – et lige dele udkog af grandiose følelser og essensen af det pureste 90’er-guld. Fra The Cardigans og Garbage til Radiohead og Des’ree. Forelskelse, liderlighed, afmagt, sorg. Jeg følte det hele dengang, da jeg stjal min storesøsters cd (undskyld, Camilla, jeg har den faktisk stadig), og jeg føler det endnu«.

 

‘The Social Network’

Valgt af Jakob Freudendal: »Nine Inch Nails-frontmanden Trent Reznor og samarbejdspartneren Atticus Ross’ første filmscore er en knytnæve lige i ansigtet. Det er en pulserende urkraft, som driver David Finchers hæsblæsende mesterværk ’The Social Network’ frem ad med alt fra simple klavermotiver til pulserende synthesizers. Det er lyden af en epokegørende samfundsomvæltning – og det perfekte akkompagnement til Mark Zuckerbergs hektisk-maniske monologer. Reznor og Ross vandt fuldt fortjent alle årets filmmusikpriser for deres fænomenale indsats, som siden er videreført med ligeledes glimrende musik til blandt andet ’Watchmen’ og ’Gone Girl’«.

 

‘Blade Runner’

Valgt af Niels Juul Bruun: »’Blade Runner’ vil altid være en af mine yndlingsfilm. Dens portræt af et dunkelt, regnfuldt Los Angeles, hvor solen aldrig når ned gennem de høje, neonbeklædte skyskrabere, bliver taget til nye højder af Vangelis’ soundtrack, der skiftede det klassiske Hollywood-orkester ud med store, svimlende synthesizere og et drømmende lyddesign af en anden verden (»i dreamt music«, som Deckard siger i filmen). Soundtracket har nærmest mytisk status, og har eksisteret i mange versioner – jeg vil særligt anbefale bootleg-versionen ‘Esper Edition’«.

 

‘High School Musical 1 & 2’

Valgt af Jennifer Frydensbjerg Lehmann: »Okay, så måske er ‘High School Musical 1 & 2’ ikke de bedste soundtracks nogensinde i traditionel forstand. Men når tracklisterne byder på udødelige klassikere som ’Get’cha Head In The Game’, ’Breaking Free’, ’Bet On It’ og min egen personlige favorit ’Fabulous’ med den misforståede skurk Sharpay (#Sharpayisavictim) i hovedrollen, så kan der ikke herske nogen tvivl om, at Troy, Gabriella og resten af East High-slænget har fortjent en plads her – side om side med Morricone og Zimmer«.

 

‘2001: A Space Odyssey’

Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Man skal blot høre de første opstigende toner af Richard Strauss’ ’Also Sprach Zarathustra’, før man ikke er i tvivl. Musikken til ’2001: A Space Oddyssey’ æder alle andre soundtracks til morgenmad. Fra førnævnte, über-episke indledning over Johan Strauss’ dulmende Donau-vals, til György Ligetis skrækindjagende kormusik, der strømmer som fanget mellem to dimensioner, hver gang filmens mystiske monolit viser sig«.

 

‘Diamonds Are Forever’

Valgt af Martin Gronemann: »I min bog er John Barry den største filmkomponist. Han lagde grundstenen til, hvordan en af de mest vedvarende film-franchises skal akkompagneres musikalsk. James Bond-musik er så ikonisk og øjeblikkeligt genkendeligt, at den nærmest er blevet en genre i sig selv. Den gådefuldt pirrende melodi og Shirley Basseys overlegne præstation har gjort titelsangen til en klassiker, men hele soundtracket til Sean Connerys sidste rolle som 007 rummer passager og leitmotifs, som gør, at ‘Diamonds are Forever’ funkler som evig prisme«.

 

‘Kærlighed ved første hik’

Valgt af Sofie Kock Aukdal: »‘Anja og Viktor’-filmene er næsten et nationalklenodie, og Innocent Bloods soundtrack indkapsler den uhøjtidelige, humoristiske kærlighedshistorie perfekt. Musikken lyder måske som banal, lidt pøllet pop-rock, men ingen kan benægte den gåsehudsfremkaldende poesi i omkvædet til ‘Den Allerførste Gang’, eller hvordan det stikker i hjertet, når stakkels Viktor ligger i sin seng til tonerne af ‘Efterladt’. Det er ikke en Hans Zimmer-symfoni – men Innocent Blood gav ‘Kærlighed ved første hik’ den sjæl og charme, man husker filmen for«.

 

‘Shrek 2’

Valgt af Kjartan F. Stolberg: »Nej, det er ikke en joke. De to første ‘Shrek’-film gør begge eminent brug af velintegrerede popsange, der konsekvent bidrager til stemningen for de forskellige scener. De introducerede en ung Kjartan til Nick Cave, Tom Waits og Eels, der desuden får følgeskab af et velkomponeret, medrivende instrumentalt score af Harry Gregson-Williams. Når Gregson-Williams’ orkestrale toner i toeren bliver blandet med Jennifer Saunders’ cover af Bonnie Tylers ‘Holding Out for a Hero’, resulterer det i en af de bedste animationsscener nogensinde«.

 

‘Django Unchained’

Valgt af Nicklas Krarup Larsen: »You wanna hold my hand?«. Quentin Tarantinos ‘Django Unchained’ er et overdrevent og pompøst western-mesterværk, der kun bliver mere overdådigt gennem sit Soundtrack, der ligger underlaget til piskesmæld i slowmotion, en eksploderende slavefarm eller genforenet kærlighed på hesteryg. Den udødelige Ennio Morricone sender tanker til de største western-klassikere nogensinde, John Legend ligger stemme til revolverens sejrsrus, og Jim Croce bløder op for vinterlandskabets kolde bagtæppe. Musikken er lige så flersidet som følelserne, filmen vækker, og alene hypen under Rick Ross’ ‘100 Black Coffins’ kunne bære filmen alene – hvis den skulle«.

 

‘Velvet Goldmine’

Valgt af Marie Ulrich Østergaard: »Albummet her er lydsiden til mit sidste år i folkeskolen, der stod på alt for store fløjlsblazere, badges, Dr. Martens og tungt pandehår over en tungere eyeliner. Roxy Music, Brian Eno og Lou Reed (og nå ja, Placebo) befolker soundtracket til ‘Velvet Goldmine’, en slingrende musikfilm af Todd Haynes med Jonathan Rhys-Meyers og Ewan McGregor i hovedrollerne som to forelskede glamrockstjerner. Jeg så filmen en gang om ugen i hele 2004. I dag lytter jeg stadig til soundtracket«.

 

‘Lord of the Rings: The Return of the King’

Valgt af Simon Bækgaard: »En kæmpeproduktion af en blockbuster kræver et kæmpestort soundtrack. Og det fik ‘Ringenes Herre’-triologien. Howard Shores temaer formår både at levere de store øjeblikke og de intime stunder mellem især Frodo og Sam. Som i opera, har Shore givet de forskellige karakterer og nationer hver deres tema, og det fungerer sublimt i ‘Return of the King’, hvor det hele støder sammen. Hobbitternes tema, som vi tit hører fra en enlig fløjte, er en af de stærkeste melodier, jeg kender«.

 

‘The Hired Hand’

Valgt af Kristoffer Grønbæk: »Det langsomme, uspektakulære liv på 1800-tallets amerikanske frontier, hvor en ny verden tålmodigt bygges op. En bevægelse gennem de åbne vidder under lyset fra den nedgående sol. Bruce Langhorne formår med sit lavmælt episke soundtrack at stimulere en rig indre verden, der lever uafhængigt af de billeder, musikken oprindeligt er lavet til – Peter Fondas New Hollywood-western ’The Hired Hand’ fra 1971«.

 

‘Into the Wild’

Valgt af Jakob Matzen: »Filmen om Alexander Supertramp (aka Cristopher McCandless), der tager afsked med civilisationen og drager ud i Alaskas vildmark, løftes op af Eddie Vedders helstøbte og skræddersyet folkrockalbum. Soundtracket emmer af ønsker om det simple, autentiske og immaterielle vandrerliv, som understreges af den upolerede og melankolske grundstemning, der drives frem af Vedders rå vokal. Trods Alexander Supertramp skæbnesvanger historie drages man af tanken om at forlade det hele og drage ud i vildmarken, og soundtracket er den nemme og smukke genvej!«

 

‘Dazed and Confused’

Valgt af Emil Hansen: »Kvaliteten af et soundtrack må nødvendigvis vurderes på, hvordan musikken passer til filmen, og i Richard Linklaters genistreg ’Dazed and Confused’ afspejler lydsiden eminent den eufori, fandenivoldskhed og melankoli, der følger filmens rastløse unge. Det er fuldfed hard rock og tilbagelænet sydstatsboogie, det er en sommerdag i Austin, Texas i 1976, og det er næppe tilfældigt, at alle numrene er egnet at køre i bil til, bedst eksemplificeret ved Foghats ’Slow Ride’ og Edgar Winter Groups navnebror ’Free Ride’«.

 

‘Mirakel’

Valgt af Morten Kildebæk: »Jeg lader nostalgien råde. ’Mirakel’ – om den præpubertære skaterdreng Dennis P., der får guddommelige kræfter – er muligvis den bedste børnefilm nogensinde, ikke mindst grundet filmens fantastiske musik. Man får gennemført dansk 00’er-stemning med folk som Clemens, Outlandish og Kristine Blond på soundtracket. Højdepunkterne er dog uden tvivl de tilbagevendende og afsindigt catchy musicalsange – fra åbningsrappen (»Mit navn er Dennis P., så tag og pis af!«) til Peter Frödin i topform som hovedpersonens nedladende hadelærer på ’Du er et nul’«.

 

‘First Knight’

Valgt af Nikolaj Boesby Skou: »Musik er i min optik det allervigtigste i at opbygge en films stemning, og noget der gør den mindeværdig. Det må man i særdeleshed sige, at Jerry Goldsmiths score til ‘First Knight’ gør – det er nålen, der tatoverer det dramatiske ridderdrama mellem King Arthur, Lancelot og den onde Prince Malagant ind på din sjæl. De mange overraskelser i middelaldereposset ville på ingen måde være de samme uden Goldsmiths mesterlige soundtrack«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af