Grimes’ klimakonceptalbum ‘Miss Anthropocene’ er grænsesøgende, hårdkogt og … sjovt

Grimes har været vidt omkring i sin musikalske karriere. Hun har lavet både lo-fi syntheksperimenter og ufortrøden, fremadstormende dancepop.

På sit femte album, ’Miss Anthropocene’, blander hun det bedste fra begge verdener. Når hun sammensætter verdensfjerne, æteriske soundscapes med en konstant puls og intensitet, skaber det en fornemmelse af at befinde sig ude i verdensrummet, omgivet af katastrofer, som man er ude af stand til at gøre noget ved.

Den tone bliver fra albummets start sat elegant med den atmosfæriske ‘So Heavy I Fell Through the Earth’. En bas kryber stille ind, mens dissonante klange i baggrunden skaber en ubekvem stemning, der diskret varsler, at ikke alt er vel.

Med aggressive gæstevokaler fra Taiwan-rapperen 潘Pan på ‘Darkseid’ bliver man efterfølgende med musikalsk vold kastet ud i et overvældende, hårdkogt univers. Hendes vokal er så grænsesøgende i sin vekslen mellem hvisken og skrigen, at jeg næsten føler mig angrebet.

Grimes har omtalt ‘Miss Anthropocene’ som »et konceptalbum om den personificerede gudinde for klimaforandringer«. Der er da også en nærmest gudelig skala over de fyldige produktioner, og der er absolut tracks, der får ekstra vægt, når man læser dem i lyset af den udtalelse. Eksempelvis kan ’You’ll Miss Me When I’m Not Around’ både tolkes som en sang om selvskade og selvmordstanker og som en metafor for, hvordan menneskeheden provokerer klimaet ud i ekstreme situationer.

Et af de bedste tracks er den Lil Peep-inspirerede ‘Delete Forever’, som handler om de af Grimes’ venner, der døde i en tragisk ung alder. Det er svært at sætte direkte ind i klimagudindekonceptet, men med sin overjordiske lyd passer det stadig glimrende ind på albummet. Det starter med sentimental lejrbålsguitar, men som nummeret bygges op, træder flere og flere bizarre lyde ind, så det lyder som en lejrbålssang fra en anden dimension eller planet. Grimes blander dette med bluegrass-kanaliserende banjo og fiol og skaber et univers, der smukt svælger i dikotomien mellem det sentimentale og det fremadsynede.

Til trods for de dunkle tematikker og lydbilleder kræver albummet ikke, at man påtager sig sin alvorligste mine. Grimes har annonceret, at hun har arbejdet med konceptet for at gøre klimaforandringer sjove, og det hele efterlader mig da også i en ganske positiv sindsstemning. Jeg nyder at udforske alle de kreative toner, hun med uforlignelig legesyge har skjult i kringelkroge på tværs af tracklisten.

Det afsluttende nummer, ‘IDORU’, er som endelig at lande trygt på jorden igen efter at have bevidnet dens destruktion højt oppefra. Det starter endda med idylliske fuglefløjt. Men selv her synger Grimes med en tilbageholden vemodighed, så man bliver i tvivl om, hvor længe denne følelsesmæssige varme vil vare ved.

---

Kort sagt:
Grimes tager os ud i rummet, ødelægger jorden for vores øjne og lader os lande trygt igen. En blanding af æteriske soundscapes og dansevenlige popproduktioner skaber en oplevelse, der er både nådesløs og decideret sjov.