King Krules eksistentielle isolation finder nye udtryksformer på ’Man Alive!’

5 6
King Krules eksistentielle isolation finder nye udtryksformer på ’Man Alive!’
King Krule.

I november udsendte King Krule kortfilmen ’Hey World!’ som den første introduktion til ’Man Alive!’. Her ser man Archy Marshall dels i en række statiske indstillinger med guitaren i hånden, dels som en ensom vandrer under den nedgående sol og senere månens lys.

Filmen opererer med en slags negativ æstetik: Kameraet er uroligt, lyden og billederne uklare, klipningen ujævn og improviserende. Resultatet er romantisk, en uperfekt og skrøbelig skønhed forankret i Marshalls isolation i de vidtåbne omgivelser.

King Krule viste især med sit forrige album, mesterværket ’The Ooz’ fra 2017, hvor exceptionel han er til at opbygge et rigt, singulært univers, og når man lytter til ’Man Alive!’, er det tydeligt, hvor sigende en teaser, ’Hey World!’-filmen var.

Der er ingen tvivl om, at Krule før har bevæget sig omkring som et afsondret og såret nattevæsen i sine sange. Men til forskel fra ’The Ooz’, der primært var domineret af smooth jazz og neo-soul, har han på sit nye album mistet noget af tiltroen til det ’vellydende’.

Tonerne har det med at tvinge sig skæve, guitarerne og saxofonerne river og flår, slingrer og sejler, og egentlige melodiske gennembrud føles som sjældne skatte. Som en forstærket overbevisning om, at et sandt musikalsk udtryk kun er muligt med udbredt inddragelse af grimhedens æstetik.

Det gør – på trods af, at det med sine 42 minutter er mere komprimeret end sin forgænger – ’Man Alive!’ til Krules hidtil sværest tilgængelige album. Men det er også endnu et mesterstykke, hvor den eksistentielle isolation, der fortsat er Krules normaltilstand, finder nye former i et forstyrret, indimellem uhyggeligt og til tider kosmisk lydunivers, der med overlegen selvfølgelighed trækker på både jazz, soul, elektronisk, hiphop og punk.

Den åbenlyse uhygge hjemsøger særligt albummets indledning. På åbningsnummeret ’Cellular’ er det som om, teknologi har overtaget Krules sociale verden – mekanisk synger han sine første ord: »There’s a television speaking to me«. ’Supermarché’ truer flere gange med at eksplodere, og på den fænomenale ’Stoned Again’, der må være Krules hidtil vildeste bedrift, fremkalder han en slags horrorversion af sit eget værste selvbillede, der i sin ekstremitet nok ikke er uden ironi, idet han beskriver en tur ned i parken for at score.

Beatet er tungt som jern, maniske stemmer ledsager ham på rejsen, og en saxofon vokser vildt ud af hans mund, inden en skærende guitar famler sig beruset frem i afslutningen. Det er langt fra den ekstatisk lækre guitar, der brød igennem på højdepunktet fra ’The Ooz’, ’Dum Surfer’.

Definerende for Archy Marshalls kunstneriske identitet har altid været hans evne til at bruge sin stemme kamæleonisk. Det myldrer med forskellige sindstilstande hos King Krule. Den evne udforsker han her på ny, hvor han formår at inkarnere vrede, væmmelse, (selv)had, bedøvelse – men også sårbarhed og hengivelse.

For ’Man Alive!’ er også et romantisk album i den forstand, at der er et gennemgående ‘du’ af stor betydning. Som på ’Perfecto Miserable’: »You’re my everything / you make me feel alright«. Men enhver hengivelseserklæring er, foruden at møde modstand i et ildevarslende musikalsk udtryk, der forfølger ordene, også ledsaget af en tilbagevendende afsked, der uundgåeligt bare sker: »I guess I have to go«.

Det er et album om brudte forbindelser. Der er ingen i den anden ende af telefonen på ’Alone Omen, 3’, og på ’Theme For the Cross’ knitrer en død kommunikationslinje svagt. Ikke engang teknologi kan overkomme de fysiske og sociale afstande, idet flere af sangene bliver mere atmosfæriske og glider ud mod stjernerne, hvor Krule synes at svæve omkring i det omfattende rum: »Why aren’t you near me? / what stars are you under?«, som han synger på lukkeren ’Please Complete Thee’.

Her slutter han albummet med en overgivelse, en bøn: »Please complete me«. Ordene fremkalder en reaktion: Elektroniske lyde glimter, og en kosmisk slideguitar vakler sig smukt, men uperfekt frem.

Det er en episk epilog, der næsten lyder som en opfyldelse af Krules forvandlingsbøn. Men den afbrydes også pludseligt – er det endnu en brudt forbindelse?


Kort sagt:
Med ’Man Alive!’ har King Krule lavet endnu et flot album, der åbenbarer nye udtryksformer for den grundlæggende følelse af isolation, der fortsat definerer kunstneren bag.

King Krule. 'Man Alive!'. Album. XL/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af