Alle The Weeknds udgivelser rangeret fra værst til bedst

The Weeknds nye album ‘After Hours’ er en både kommerciel og kreativ megasucces. Men er det hans bedste udgivelse overhovedet?
Alle The Weeknds udgivelser rangeret fra værst til bedst
The Weeknd. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

The Weeknds nye album ‘After Hours’ føles som en cirkel, der sluttes. Han har været mixtape-monsteret, der skabte nihilistisk natte-r’n’b i Toronto, og han har været popstjerne af allerhøjeste rang, der boede i underholdningens verdenshovedstad Los Angeles. På det nye album er han begge – det er et album, der favner hele karrieren.

Så hvilket tidspunkt kunne være bedre end nu til at tage bestik af hele The Weeknds diskografi?

Det tænkte vi i hvert fald og har derfor rangeret alle Abel Tesfayes udgivelser (album, mixtapes, ep’er) fra værst til bedst.

8. ‘Starboy’ (2016)

Det her er The Weeknd på sit kommercielle højdepunkt. Alt er højpoleret og glat, en effektiv popmaskine toptunet til radio og streaming. Men prisen for den altomfattende storsucces var, at det akutte og intense ved Tesfayes musik gik tabt; den lækre, men ligegyldige ‘I Feel It Coming’ er antitesen til alt det, The Weeknd normalt stod for.

Ud over Daft Punks 80’er-pasticher lever han sig også ind i Futures dystopiske trap-verden på ’Six Feet Under’ og forvandler sig til råbende dancepunker på ’False Alarm’ med dets »hey-hey-hey«-udråb. Det føles som om, Tesfaye prøver forskellige popstjernekostumer på, mens han kigger lidt skeptisk mod spejlet i prøverummet.

‘Starboy’ er således det The Weeknd-album, der lyder mindst som The Weeknd – som om sangeren lige skulle finde ud af, hvad det egentlig ville sige at være en ’Starboy’.

7. ‘My Dear Melancholy,’ (2018)

The Weeknds korteste udgivelse giver mere mening nu, end den gjorde ved udgivelsen i 2018. »No more daytime music«, annoncerede Tesfaye dengang og sagde dermed farvel til den polerede popstjernepersona, han havde dyrket på ’Beauty Behind the Madness’ og ’Starboy’.

Resultatet er en breakup-ep, der virkelig føles som et tilbagetog til den natteravn, vi mødte på gennembruddet med mixtapetrilogien fra 2011. Abel Tesfaye slikker sine sår i skyggernes verden.

Men ’My Dear Melancholy,’ er samtidig også en slags overgangsudgivelse til 2020-storværket ’After Hours’. På det nye album forener han natte-personaen med popstjernen, og ’My Dear Melancholy,’ opnår faktisk stedvis samme fusion (især på de tre stærke åbningssange).

Med 2020-ører virker den her lidt anonyme ep altså som den perfekte bro mellem den kompromisvillige The Weeknd fra slut-2010’erne og dette årtis fuldendte popauteur.

6. ‘Echoes of Silence’ (2011)

The Weeknd lod sin trilogi af mixtapes klinge ud med seriens koldeste og mest afvisende værk. ’House of Balloons’ og ’Thursday’ fremstillede nihilistiske orgier, der dog stadig drejede sig om en fest – om end en fordrejet en af slagsen. Der var hooks og melodier. ’Echoes of Silence’ skruer meget ned på den front.

Sangene er længere, stemningen mere dyster, og melodierne er gravet langt ned. Som på den mareridtsagtige ’Initiation’, hvor en forvrænget vokal beskriver noget, der lyder som narkotiseret gruppesex. Eller på ’Outside’, hvor The Weeknds beskrivelse af depraverede situationer har en ondsindet undertone: »Baby, when I’m done with you / you ain’t sayin’ nothin’«.

Den her uhyggelige udgivelse var en rammende afslutning på den dødsdømte fest, The Weeknd holdt på sine første mixtapes. Men set som enkeltstående værk gør fraværet af melodi og omkvæd det også til Abel Tesfayes mest afvisende udgivelse.

5. ‘Kiss Land’ (2013)

’Kiss Land’ er den canadiske superstjernes glemte album. Det var hans første forsøg på at forvandle mixtape-succes til noget større, og på den front fejlede det. ’Kiss Land’ var ikke den store kommercielle succes. Men faktisk er det et lidt af en hemmelig perle – og klart The Weeknds mest undervurderede udgivelse. 

For albummet fra 2013 var måske ikke stort i kommerciel forstand, men det har en særlig storladen cinematisk kvalitet,  som sangeren ikke skulle vende tilbage til før 2020-albummet ’After Hours’. Numrene er lange, nærmest episke fortællinger, hvor Tesfayes stemme løftes op fra det mudrede ’Trilogy’-lydbillede.

Sange som ’Wanderlust’ og ’Love In the Sky’ er skinnende klare popsange, der lyder som skabt til arenastore publikummer. Sådan blev det aldrig rigtigt, desværre – men når man lytter til ’Kiss Land’ i dag, er det fristende at forestille sig et parallelt univers, hvor det her er albummet, der gør Tesfaye til verdensstjerne.

4. ‘Beauty Behind the Madness’ (2015)

Det her er The Weeknd, der kigger ned på sine pokerchips, tøver et splitsekund og så siger: »All-in!«.

Efter at have flirtet lidt med at sætte alle sine jetoner på popstjernekortet i et par år, var det endelig tid til det store kup. Resultatet var – rent kommercielt, men faktisk også kunstnerisk – en gigantisk gevinst.

’Can’t Feel My Face’ gav ham endelig det hit på Michael Jackson-niveau, han havde søgt, ’Earned It’ (oprindelig fra ’Fifty Shades of Grey’-soundtracket) viste, at hans dunkle univers også fungerede i en lidt mere stueren setting – og begge lykkedes uden at give afkald på de dystre tematikker.

Albummets kommercielle natur førte til fejltrin (som samarbejder med Ed Sheeran og Labrinth), men disse opvejedes af ting som udgivelsens kronjuvel ’The Hills’, der er forvrænget og akut, som sirener der fyrer gennem Beverly Hills om natten. Og Weeknds gyldne popinstinkter gjorde, at selv dén langt fra poppede sang blev et stort hit. Abels store sats lykkedes.

3. ’Thursday’ (2011)

The Weeknds gennembruds-mixtape ’House of Balloons’ var som at finde en klub, hvor alle gæsterne var kokainzombier, hvor stoffer lå i luften som et røgslør, og hvor meningsløs sex erstattede ægte følelser. ’Thursday’ var som at finde ud af, at dén klub havde et hemmeligt rum, hvor løjerne var endnu grovere.

’Life Of the Party’ er en mareridtsagtig festsang, der lyder som dét øjeblik, det hele for alvor går galt, ’The Zone’ er nok den mindst poppede sang med Drake nogensinde, og ’Gone’ lyder som et psykedelisk soundtrack til øjeblikket lige før, det sortner for øjnene til en morgenfest. 

Det er først for nylig, at The Weeknds visuelle æstetik er begyndt at nikke til psykedeliske motiver, men det er klart ’Thursday’, der er hans mest eksperimenterende, narkotiserede værk. Det er mixtape-Weeknd som nattens fyrste – den ultimative antitese til popstjernen fra ‘Starboy’.

2. ’After Hours’ (2020)

Først forsøgte The Weeknd at skabe en glansversion af sin mixtape-lyd på ’Kiss Land’, hvilket ikke første til hitlistesucces. Så blev han en ægte verdensstjerne ved at lave kommercielle kompromisser på ’Beauty Behind the Madness’ og ‘Starboy’. Men det er først på ’After Hours’, at Abel Tesfaye til fulde har skabt en helt unik, storslået popversion af sin lyd.

Sange som ’Faith’, ’Hardest to Love’ og ’In Your Eyes’ er perfekte eksempler på sange, der krystalliserer The Weeknds æstetik i en ny, kølig 80’er-poplyd, der måske nikker bagud, men samtidig skaber noget nyt. Hvis hans mixtapes var rå diamanter, er det her den polerede version.

’After Hours’ er The Weeknds store stjerneepos. Det er et album af frostkolde sange, der forvandler Tesfayes druggy, fremmedgjorte mixtape-musik til skinnende pop.

1. ’House of Balloons’ (2011)

’House of Balloons’ ændrede alt. Ikke bare for The Weeknd, der blev en af verdens mest hypede artister efter mixtapet, men for r’n’b i sin helhed. Det var som om, Abel Tesfayes debut sænkede temperaturen og skruede op for fremmedgjortheden for genren.

»Bring the drugs baby, I can bring my pain«, som Tesfaye synger med en af mixtapets (og karrierens) mest ikoniske linjer på ’Wicked Games’.

Dén linje indkapsler hele kernen i canadierens debut – og vekselvirkningen mellem smerte, stoffer og kærlighed er i virkeligheden den centrale konflikt for hele karrieren.

Men ‘House Of Balloons’ er også mere end mørke. Sange som ’The Morning’ – Tesfayes smukkeste sang punktum – lader lyset slippe ind i natten. Selv hvis det kun er den kolde morgensol, der signalerer slutningen af en lidt for voldsom nat, er det alligevel en form for håb. 

For netop det, at sangene var så smukke og melodierne så forførende, gjorde The Weeknds nihilistiske r’n’b så uimodståelig. ‘House of Balloons’ var en smuk dødsdans, der introducerede en af det seneste årtis vigtigste popstjerner. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af