1. Joy Division ‘Isolation’
Ian Curtis var en skikkelse, der havde brug for isolation. Isolationen var ikke rar, men den var nødvendig, når han var »In fear every day, every evening«, som han synger på denne Joy Division-klassiker.
Curtis har ofte fået kritik for ikke at være en særlig teknisk dygtig sanger, men når han synger om sin sociale angst, bliver det gjort så effektivt, at omkvædet udelukkende går »Isolation« om og om igen – og man behøver ikke meget mere, før det trænger igennem.
Tilsæt synthesizers, der rent sonisk gør dette til et af de mere muntre Joy Division-tracks, og en spændende kontrast mellem lyd og lyrik opstår.
Samtidig mærker man de tidlige skridt mod de synthpop-tendenser, som senere ville opstå, da gruppen efter Curtis’ død blev til dancerock-pionererne New Order.
2. David Bowie ‘Space Oddity’
Føler du dig isoleret for tiden? Det er intet imod, hvad Major Tom oplever i David Bowie-klassikeren ‘Space Oddity’. 100.000 mil væk fra sine kære oplever astronauten Major Tom en forfærdelig ensomhed og afmagt – noget, der for tiden er overraskende let at spejle sig i.
‘Space Oddity’ er en fortælling om en situation, som ingen af os nogensinde har befundet os i. Men alligevel er den øjeblikkeligt til at forholde sig til. Det er tragisk at forestille sig at spendere en evighed i rummet uden sine nærmeste – og endnu mere tragisk, når sangen når sin dramatiske slutning, som vi selvfølgelig ikke vil spoile for de, der endnu ikke har hørt dette mesterværk.
3. Frank Ocean ‘Solo’
Få album kommer forbi nær så mange aspekter af den menneskelige eksistens som Frank Oceans nyklassiker ‘Blonde’. Med ‘Solo’ berør Ocean det at være alene, og hvor komplekse følelser dette kan vække.
Man kan længes efter kærlighed og omsorg, men man kan også fokusere på at elske sig selv – og man kan ryge sig skæv, mens man mindes samværets stunder. Nummeret handler også om, når man har brug for at trække sig, og at det netop føles rart at være »solo«, også selv om man ender med at føle sig »so low«.
Dertil er det en af Franks stærkeste vokalmelodier. Versene er både rablende og catchy på en og samme tid, hvilket er ganske imponerende, og når alle de forskellige aspekter af ensomhed berøres, føles det derfor som en tankestrøm – og det gør blot, at det går endnu renere ind.
4. John Lennon ‘Isolation’
I 1970, da The Beatles just var gået fra hinanden, syntes John Lennon udadtil at være urørlig, men med ‘Isolation’ erklærede han, at han følte sig isoleret og fremmedgjort – og at dette direkte havde noget at gøre med hans rolle som superstjerne.
I dag er verden selvfølgelig rig på musik om, hvor ensomt det kan være på toppen. Men da ‘Isolation’ udkom, havde vi hverken nogen ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ eller ‘Heavy is the Head’ (eller bare Drake, for den sags skyld). Og man behøver egentlig heller ikke at vide det store om Lennons liv eller status, før sangskrivningen på ‘Isolation’ er tiltalende.
Ligesom Ian Curtis synger Lennon blot det ensomme ord ‘Isolation’ for sig selv uden at indsætte det i nogen af de omgivende verselinjer. Men han synger det med så stor slagkraft, at det øjeblikkeligt er til at forstå, hvordan det relaterer sig til alt det, han ellers synger om.
5. Eric Carmen/Céline Dion ‘All By Myself’
Den følelsesmæssige isolation behøver selvfølgelig ikke komme fra noget så ekstremt som depression, kendisstatus eller rumrejser. Den kan også komme fra noget så almindeligt og udbredt som fejlslagen søgen efter kærlighed.
‘All By Myself’ er i dag bedst kendt i 1996-udgaven af Céline Dion, der benytter alle de klassiske tricks, man efterhånden associerer med 90’ernes adult contemporary-ballader. Det er en kende cheesy, men over-the-top-lyden er også effektiv, hvis man er i et mindset, hvor man tør have følelserne helt uden på tøjet.
Hvis man er til en mere jordnær, omend absolut stadig følelsesmættet udgave, kan vi klart anbefale også at tjekke Eric Carmens originaludgave fra 1975 ud. Denne har en mere softrock-orienteret lyd, og Carmens stemme formidler ensomhedens kvaler eminent.
Carmen skrev versene over fra en melodi fra anden sats af Sergei Rachmaninoffs Klaverkoncert nr. 2, mens omkvædet er lånt fra en melodi, Carmen oprindeligt skrev til sit band The Raspberries’ 1972-single ‘Let’s Pretend’. Et umage mashup – men et, der alligevel virkede.
6. Pink Floyd ‘The Trial’
Pink Floyd-albummet ‘The Wall’ handler i høj grad om isolation hele vejen igennem. Hovedpersonen Pink isolerer sig selv mentalt og emotionelt fra sin omverden, hvilket bliver symboliseret gennem den titulære mur.
Jeg kunne fremhæve mange sange fra albummet – både ‘Is There Anybody Out There?’ og ‘Comfortably Numb’ ville være oplagte. Jeg har dog valgt pladens næstsidste nummer, ‘The Trial’, fordi det rører ved en facet af isolation, som få andre sange gør, nemlig når isolationen ikke længere kan opretholdes.
Isolationen bliver ubærlig, som Pinks hoved bliver fyldt med stemmerne fra de personer, han i årevis har isoleret sig selv fra. I en mental retssag dømmer de ham for at udvise »feelings of an almost human nature« – og muren bryder naturligvis sammen.
7. The Beach Boys ‘In My Room’
‘In My Room’ er en tidlig The Beach Boys-sang, og den var nok den første til at vise bandets hovedarkitekt Brian Wilson som det følsomme popgeni, han sidenhen er blevet kendt som.
Det er også en sang, der viser, at lidt isolation i de rette doser kan være en positiv ting. Af og til er det forløsende at kunne søge tilflugt et sted, hvor man kun er sig selv. Et sted, hvor man kan drømme og føle sig tryg på sine egne præmisser.
Ligesom med Joy Division er der selvfølgelig en bagkant af depression, men hvor Curtis’ sangskrivning er ængstelig og neurotisk, er Wilsons vinkel, at det faktisk er ganske rart at være alene på sit værelse, hvor han kan opleve en fornemmelse af sikkerhed, som den omgivende verden ikke kan tilbyde.