Run the Jewels’ protest-hiphop er præcis det, vi har brug for lige nu
Jeg var egentlig bekymret, da Killer Mike og El-P i starten af året begyndte at lade op til deres fjerde Run the Jewels-album, ‘RTJ4’. Efter det ualmindeligt høje kvalitetsniveau fra deres tre første album følte jeg, at luften snart måtte være sivet ud af ballonen – virkelig få kunstnere kan lave album af så høj kaliber fire gange i streg.
Dertil syntes jeg ikke, at singleudspillene var helt af samme kvalitet, jeg havde forventet fra de to hiphopveteraner. ‘Ooh La La’ havde et af gruppens svagere hooks som omdrejningspunkt, og det meget old school DJ Premier-beat stak imod den ellers fremsynede lyd, der plejer at kendetegne Run the Jewels’ variant af lyrisk slagkraftig hiphop. Den hektiske lyd på ‘Yankee and the Brave (ep. 4)’ var mere interessant, men nummeret ledte desværre op til en ganske uforløsende slutning.
Som de to første numre på ‘RTJ4’ får disse dog helt nyt liv – den kølige lyd på ‘Ohh La La’ er perfekt til at skabe den forløsning, ‘Yankee and the Brave’ savnede i en singlekontekst, hvilket gør begge tracks stærkere. Og denne intro er blot starten på en række sange, der eminent understøtter hinanden sonisk – hele albummet er ét langt adrenalinsus, der hele tiden er bevidst om, hvornår det skal tage en pause for at gøre intensiteten endnu mere gribende, når den næste gang bobler op.
Tag et nummer som ‘Never Look Back’. Produktionen er fyldig, men også æterisk og stemningsfuld. Det har en aura af melankoli over sig, og backingvokalerne er gåsehudsfremkaldende – når denne soniske dystopi først er etableret, er det slagkraftige guitarriff på den efterfølgende ‘The Ground Below’ så meget desto stærkere. Det er samplet fra den maniske Gang of Four-sang ‘Ether’, men tilsat El-P’s produktion får riffet en målrettet rebelskhed over sig, som var det snydt ud af en Rage Against the Machine-sang.
Denne rebelskhed ser vi naturligvs også i lyrikken, der som altid er dybt politisk bevidst. Politisk hiphop kan til tider være belærende, men det bliver det aldrig i selskab med Run the Jewels. ‘RTJ4’ føles rettere som at være en del af en kæmpestor folkemasse, der gør voldsomt oprør mod det etablerede samfunds uretfærdigheder.
Når omkvædet til ‘Ju$t’ går »Look at all these slave masters posin’ on yo’ dollar«, kan det mærkes helt inde i kroppen – og når Killer Mike på ‘Walking in the Snow’ skildrer, hvordan systemisk racisme påvirker vores tankegang helt fra barndommen af, gøres det så medrivende, at man ikke kan andet end at måbe.
At albummet samtidig lyder fabelagtigt, skader jo ikke.
‘Ooh La La’ var med sit DJ Premier-beat en ualmindeligt misvisende single, for El-P’s produktioner er eventyrlystne som sjældent før. Om det er de choppy vokalsamples, der nærmest går i et med tung staccato-bas på ‘Out of Sight’, eller den kriblende percussion og det svimlende beat-switch på ‘Holy Calamafuck’, så er der altid et helt genialt lydvalg, der lurer om hjørnet i et univers, der på intet tidspunkt står stille. Afslutningsnummeret ‘A Few Words for the Firing Squad (Radiation)’ er det perfekte punktum og eksempel på dette, som en ekspressiv saxofon og et storladent strygerarrangement akkompagnerer rapperne.
Duoen valgte at udgive albummet to dage før tid grundet protesterne i kølvandet på mordene på George Floyd, Breonna Taylor og Ahmaud Arbery – og ‘RTJ4’ er det perfekte soundtrack til disse protester.
Jeg hørte det selv, inden jeg tog til Black Lives Matter-demonstration i søndags, og selv om sangene omhandler alskens uretfærdigheder, fyldte albummet mig med en sindsstemning, der lød, at det er muligt at forbedre verden. ‘RTJ4’ emmer af kampiver – lyrisk såvel som instrumentalt. Og det smitter.
Kort sagt:
Run the Jewels’ fjerde album holder den usædvanligt høje standard, deres tre første udgivelser har sat. Produktionerne er kreative og gribende, og deres politiske lyrik er knivskarp.