Run the Jewels laver hattrick med den voldsomme østkyst-hiphop på ‘RTJ3’
Tredje gang er lykkens gang, siger man. Men i Run the Jewels’ tilfælde er her måske mere tale om et reelt hattrick, når Killer Mike og El-P for tredje gang slipper en langspiller fra deres fælles blockbuster-hiphop-projekt. Gratis, tilmed, bare så konkurrenterne lige kan se, hvor skabet skal stå.
Opskriften er langt henad vejen mere af det samme, med et par nuanceforskelle: El-P’s ellers typisk kontante og kantede produktioner virker en kende blødere, mere polerede og sjælfulde, end de plejer at være. Og så har de politiske undertoner, der boblede under ‘RTJ2’s pralerappende motorhjelm, nu for alvor taget styringen, så ‘RTJ3’ ender som både et forskræp og portræt af et Amerika på kanten af Trumpismen.
Killer Mike, som ellers tidligere i valgkampen profilerede sig som værende pot og pande med Bernie Sanders, og som man måske havde ventet sig lidt kløgtigere indspark fra, får dog i vanlig stil indskudt adskillige pip om, både hvor meget ‘kush’ han ryger, og størrelsen af hans pik.
Det slår dog ikke tonen i hans prædikener afgørende ud af kurs, og når El i rollen som den pinlige onkel alle familier har mindst én af hikster ‘Hey Kids (Bumaye)’ i gang med et fordrukkent »Ey… ey ki… ey, kids!« er det svært ikke at trække på smilebåndet af, hvor selvbevidste de her to i konteksten gamle ræve er. Mike og El kan nemlig ikke løbe fra, at de begge efterhånden er et par 40-somethings, som blot har ungdommeligt hiphop-blod buldrende i årerne.
Tredje gang er dog især lykkens pamfilius for gæstegalleriet, som denne gang er æltet langt bedre ind i dejen. Hvor ‘RTJ2’ for eksempel gik overbord, måske i en infantil, fjantet glæde over at have fået en stjerne som Zack de la Rocha på krogen med den bundirriterende Close Your Eyes (and Count to Fuck)’, er ‘RTJ3’s lukker ‘A Report to Your Shareholders: Kill Your Masters’ med selvsamme de la Rocha i ærmet en anderledes gribende affære med gedigen røv i bukserne.
Selv Danny Browns galehunds-galpende flow ligger så fint i forlængelse af resten af føromtalte ‘Hey Kids’, at man ikke kan tænke andet end ’selvfølgelig’ og nikke indforstået med, når han pludselig kommer brasende ud af højttalerne.
Det virker næsten trivielt at skulle udråbe ‘RTJ3’ til Run the Jewels’ magnum opus, men de større ambitioner, hvor portionsanretningerne henover tre album er vokset eksponentielt fra 33 over 39 til 51 minutter uden at slække på kvaliteten, fornægter sig ikke. ‘RTJ3’ lider allerhøjest af en smule hængebugseffekt, hvor albummets guld hober sig op i starten og slutningen, mens midten har et par mere forglemmelige stumper fyld. Men altså, der er virkelig en god grund til det tunge bling, der denne gang pryder omslaget.
Kort sagt:
‘RTJ3’ er både et respektaftvingende albumhattrick, Run the Jewels’ foreløbige magnum opus og et passende udgangspunkt for uindviede, der er bare en lille smule nysgerrige på makkerparrets voldsomme østkyst-hiphop.