Halvårets 10 bedste danske album

Det har været et meget mærkeligt halvår. For musikbranchen, Danmark og hele verden. Men på trods af alt, er der faktisk kommet virkelig meget god musik. Her er de 10 bedste danske album fra 2020 indtil videre.
Halvårets 10 bedste danske album
Artigeardit. (Foto: Samy Khabthani)

10. Lillebittebock ‘Ondskaben tog over’

På sin debut-ep er Lillebittebock en form for hiphopprofet, der skaber intens, autotunet emorap fra sit selvvalgte eksil og på Zarathustra’sk vis insisterer på at finde sandheden bag alt det overfladiske.

9. Sulka ‘Epoker’

Sulka laver hiphop, hvor ‘Sommerregn’ næsten lyder som ‘samurai’ – passende nok, for hendes flows er lige så perfekt flydende, som teksterne er sværdskarpe. Debutalbummet bliver selvfølgelig heller ikke dårligere af, at Tue Track leverer støvet produktion fra start til slut.

8. Benjamin Hav ‘Spice Up Your Life’

Benal-rapperen indledte solokarrieren med hele to album på to uger i starten af januar. Det første af slagsen strålede dog over det andet; her pakkede Hav sin spidsfindige lyrik ind i emotionel tyngde og dynamiske produktioner.

7. Gilli & Branco ‘Euro Connection’

Det er som om, Gilli og Branco har sagt ‘ses, Danmark, vi smutter sydpå med en kuffert fyldt af lilla eurosedler’ –  men så alligevel ender med at lave den musik, hele landet hører.

6. Bisse ‘cobid-20’

Bisse brugte karantænen på at lave et vaskeægte corona-album og fik her indkapslet krisen med lige dele lyrisk spræl og tankevækkende dybsindighed.

5. Artigeardit ‘Idiot’

Hvis galskab er at gøre den samme ting igen og igen, men forvente nye resultater, så har Artigeardit skabt det perfekte soundtrack til at blive skør. For hans musik fremstiller byturen som en Sisyfos-fest, der konstant er på vej til at peake, bare for at fyre ham helt ned til bunden af bjerget igen.

4. Nelson Can ‘So Long Desire’

Man skal slutte på toppen, og det gjorde Nelson Can med en ambitiøs svanesang, der på både sårbar og dramatisk vis eksekverer et hav af stærke ideer på lidt over 25 minutter.

3. Lord Siva ‘Lys’

’Lys’ er Lord Sivas store kærlighedsalbum efter en allerede kanoniseret serie af udgivelser, der handlede om ensomhed, afstand og et ønske om at komme væk fra det hele. Nu har han så valgt at blive – i lyset og i kærligheden.

Det er der kommet et smukt popalbum ud af, der understreger den nye åbenhed ved at inkorporere nye stemmelejer og genrer som house og UK garage. Det er samtidig også et album, der ikke viser kærligheden som sukkersød glasur på livet, men som en kompliceret størrelse.

Det er ikke altid nemt, fornemmer man. Men man er nødt til at prøve for at leve i lyset. Og hvis Lord Siva – manden, der så ofte skjulte sig i skyggerne – kan finde lyset, så kan vi andre også.

2. Joyce ‘Formskifter’

»Det er svært at forestille sig en verden, hvor Joyce ikke bliver en institution i dansk rock«, lød overskriften på vores anmeldelse af det danske bands debutalbum, og udsagnet har siden klinget stærkere og stærkere for hver dag, der er gået.

For Joyce kan det hele, men har samtidig fundet en formel, der i en blanding af uimodståelige jangle-melodier og angstfyldte udladninger er komplet deres egen. Melankoli og aggression lever i bedste velgående side om side, og i Sebastian Wegener har Joyce en frontmand, der har absolut ingen problemer med at give alt af sig selv – både når det kommer til den brændende levering og de ligefremme tekster, der ikke pakker livets udfordringer og nedture ind i vage metaforer.

Et debutalbum, der lover ekstremt godt for fremtiden. Forhåbentligt kan Joyce leve op til det hele.

1. Suspekt ‘Sindssyge ting’

Suspekt er som fin vin, de bliver bedre og bedre, som årene går. De har nu udgivet musik i fire forskellige årtier – lad lige den synke ind.

Men deres musik er også som fin vin på den måde, at ‘Sindssyge ting’ både kan stimulere til eftertænksomhed, som den sublimt sofistikerede åbningssang ’Mer prestige mer Pastis’, men også ende med at gøre dig blæst og brovtende, som de vellystigt brunstige ’Jeg har det fedt’ og ‘Gonzo’.

Uanset hvilken rille, de tre Albertslund-artister spiller, virker de på deres 7. album totalt tilpas og i fuld kontrol: Rune Rasks produktioner er skarpere og på en måde mere skærende og skinnende end nogensinde, mens Bai-D og Orgi-E er blevet perfekte modpoler; Andreas surrealistiske, billedstærke hallucinations-rap over for Emils teknisk fejlfri og mere virkelighedsnære levering.

På en måde er de tre medlemmer ligesom vidt forskellige druesorter, der tilsammen giver den perfekte kontrast. Lad os håbe, at gæringsprocessen fortsat forløber så strålende i fremtiden – og at vi får fire årtier til med lige så fantastiske resultater som 2020-årgangen ‘Sindssyge ting’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af