SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? I 2015 red Katy Perry på en tilsyneladende endeløs bølge af succes, og hun cementerede sin sikre position som universel popdarling med sit fuldstændig overdrevne halvlegsshow til Super Bowl samme år. Men hvor det i 2015 virkede som om, hun ikke kunne træde ved siden af, var det som om, hun ikke lavede andet i 2017.
Tidligere ville en Katy Perry-single have været selvskrevet til at gå nummer et på Billboard-listen (’Teenage Dream’ havde hele fem topsingler), men alligevel klarede ’Witness’-førstesinglen ’Chained to the Rhythm’ sig kun ind på en skuffende fjerdeplads. Situationen blev kun forværret med de efterfølgende udspil fra pladen, ’Bon Appetit’ og ’Swish Swish’, som peakede på en henholdsvis 59. og 46. plads.
De tre singler varslede ellers et interessant stilskifte for den førhen så klassiske popstjerne, der nu selvsikkert proklamerede, at hun ville lave såkaldt ’purposeful pop’. Læg hertil en edgy ny frisure a la Miley Cyrus’ ’Bangerz’-fritz, og så var banen ellers kridtet op til en – ifølge Perry selv – mere autentisk æra. Allerede før hele ’Witness’ udkom, blev singlerne dog nærmest øjeblikkeligt indhyllet i omfattende internetdrama, hvor beskyldninger om opportunistisk indholdsløs aktivisme, homofobiske samarbejdspartnere (Migos), overseksualisering og appropriation placerede Katy Perry i en skrøbelig forsvarsposition fra start.
Kritikken blev kun intensiveret af en komplet mislykket og nærmest tonedøv marketingstrategi, der næsten udelukkende drejede sig om at skabe opmærksomhed ved skamløst at lefle for ungdommelig memekultur, rippe op i den efterhånden forældede ’Swift vs. Perry’-fejde og desuden livestreame fire dages mildest talt manisk optakt til albummets release i et aflåst hus på vaskeægte ’Big Brother’-vis. Og så gavnede det bestemt heller ikke, at Perry leverede to decideret akavede optrædener i ’Saturday Night Live’, hvor særligt ’Bon Appetit’ med tydeligt modvillige Migos stadig er hård at komme igennem.
’Witness’ præsterede dog alligevel at gå nummer et i USA i den uge det udkom, men der gik ikke længe, før albummet indledte sit fald fra tinderne med hæsblæsende fart. Sideløbende vidnede en samlet Metacritic-score på blot 52 om, at den manglende kommercielle succes ikke ligefrem blev modsvaret af stor kunstnerisk anerkendelse.
Jeg kan huske, at jeg lyttede til ’Witness’ et par gange, da det udkom, men der er ikke meget af det musikalske indhold, der har lagret sig i hukommelsen. Til gengæld husker jeg i langt højere grad al den polemik, der dominerede Katy Perry-dagsordenen i den periode.
Man fristes til at spørge sig selv, om ’Witness’ og hele den æra, som det repræsenterede, virkelig var én stor fodfejl, der – for nu i hvert fald – har sendt Katy Perry helt ud af popstjernernes eliteklub? Eller om et i øvrigt udemærket album simpelthen druknede i shitstorms, politisk korrekthed og dårlig markedsføring?
Poppolitik
Når man lytter til ’Witness’ i dag, er det tydeligt, at Katy Perry havde en ambition om at bevæge sig væk fra den solbeskinnede pop, hun før har været mere end leveringsdygtig i – og faktisk er det ikke helt dårligt tænkt af Perry.
Det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor Donald Trump jo som bekendt vandt, kickstartede en hel bølge af såkaldt woke-pop, mens vi samtidig så, at Taylor Swift fik massive hug for sin manglende stillingtagen. Pop var blevet politisk, og i modsætning til den vævende Swift hoppede Katy Perry direkte om bord på toget – uden at vide, hvad hun gik ind til.
’Witness’ veksler skiftevis mellem bred samfundskritik og personlige frigørelsesprojekter. ’Chained to the Rhythm’ er en ’Matrix’-dystopi, hvor vi bedøves, til vi tror, vi er frie, selv om vi altid vil være slaver af den uendelige rytme – mens ’Hey Hey Hey’ er et pseudofeministisk mantra om, at kvinder kan rumme mange modsætninger med lyriske guldklumper som »LOL at all your limits« (ironi kan forekomme).
Men med beslutningen om at være politisk følger altså også oftest et helt legitimt, skærpet indholdskrav til afsenderen – for hvis det pludselig er lukrativt og mainstream at være aktivist, hvor er oprigtigheden så? Og her virker ’Witness’ altså ret kalkuleret i sin komplette mangel på et mere konsekvent og nuanceret politisk ståsted. For hvad er det egentlig, Katy Perry vil, når hun sammenligner sin krop med en all you can eat-buffet på ’Bon Appetit’? Og er ’Chained to the Rhythm’ i virkeligheden ikke bare en generisk ’Fuck systemet’-floskel uden reelt indhold?
Det cykliske og synthbaserede univers, der udgør akkompagnementet til næsten hele ’Witness’, er ellers på mange måder en velegnet og ofte dygtigt produceret lydkulisse. Der er dømt 80/90’er-nostalgi for alle pengene med veludført klassisk house på eksempelvis ’Deja Vu’, ligesom ’Roulette’ vækker minder om Eurythmics-klassikeren ’Sweet Dreams’.
Dog aner man en tendens til, at der bliver sat et lidt nemt lighedstegn mellem de dystre, moltunge produktioner og en indholdsmæssig dybde, som teksterne ikke rigtig kan bære. Som på ’Power’, hvor Perrys stemme er distortet til uigenkendelighed, mens hun krænger undervældende prosa som »electric as fuck / you can’t quiet this thunder« ud.
Men altså, når det er sagt, så er det ikke fordi, jeg rent musikalsk har den helt store finger at sætte på ’Witness’ – selv om jeg måske nok synes, at de svulstige synthflader bliver en smule monotone i længden. Men uanset hvor hårdt, man prøver, kan man altså ikke ignorere Katy Perrys underbagte politiske ambitioner, som desværre stadig klinger hult i mine ører i dag.
Var det virkelig så dårligt?
’Witness’ fortjener så afgjort en stor del af den kritik, det fik. Men jeg er overbevist om, at måden, albummet blev markedsført og fremstillet på, er den primære årsag til, at det klarede sig så dårligt.
Såfremt Katy Perry, hvis karriere indtil da var konstrueret omkring et ufarligt image som ’all american’, ikke havde insisteret på at iscenesætte ’Witness’ som ophøjet systemkritik, havde det ikke nødvendigvis forbedret de middelmådige anmeldelser – men internettets ubarmhjertige backlash kunne måske til dels have været afværget, hvis hun ikke var trådt så klodset ind i den politiske arena.
Det her skal dog bestemt ikke tolkes, som om Katy Perry eller andre popstjerner bør afholde sig fra politisk stillingtagen af frygt for konsekvenserne. Men det er altså ikke nok bare at skifte frisure, lyd og koncept – man skal også gerne have et reelt budskab.